Holdning

Whistleblower eller ej – Råb op og klag som ansat til politikerne i Slagelse Kommune!

Udgivet den

Efter flere samtaler med forskellige ansatte i kommunen, står det nu endnu mere klart for mig at der er flere områder hvor det ikke fungerer efter hensigten.
Som en del af det organ med det overordnede ansvar for Slagelse Kommune, nemlig byrådet, ser jeg det som en del af mit ansvar at søge at komme det til livs. Og ud fra de samtaler jeg indtil videre har haft med ansatte fra flere forskellige dele af kommunen, er det min konklusion at der er for stort et gap mellem den politiske ledelse og den virkelige virkelighed ude i daginstitutionerne, hjemmehjælpen, administrationen, jobcentret med videre.

Jeg lytter til dig, uanset om du arbejder på rådhuset, hjemmeplejen eller noget helt tredje

Så selv hvis du er ansat eller praktikant i Slagelse Kommune, uanset om det er på rådhuset, hjemmeplejen eller noget helt tredje, så skal du vide at du til enhver tid kan rette henvendelse til mig – uden at Slagelse Kommune på noget tidspunkt får kendskab til din identitet, såfremt du ikke ønsker det. Det er kun hvis du helt eksplicit siger at du ikke har noget imod det, at jeg vil gøre en undtagelse. Jeg ser det som et naturligt ansvar at råbe op, når det gælder hvordan vores kommune bliver drevet, til glæde for borgerne.

Jeg kræver til gengæld blot at jeg ved hvem du er, og at du selvfølgelig kan stå inde for at du har oplevet dét som du beskriver i din henvendelse. Det er et stort plus hvis du også kan foreligge dokumentation for det.

Eksempler på henvendelser:

  • Afvigelser mellem hvad der politisk er blevet besluttet og hvad der i praksis bliver ført ud i livet.
  • Afvigelser mellem hvad i praksis bliver gjort og hvad der bliver meldt tilbage til politikerne.
  • Undren over besynderlig udmøntning af indkøbspolitik.
  • Gentagende og forsætlig forsømmelse af Slagelse Kommunes kommunikationspolitik, i forhold til hvordan der tales til borgerne.

 

Kontaktoplysninger til Christopher Trung

Hvis du ønsker det, så kontakt mig på enten trung@slagelse.dk eller christrungpaul@gmail.com.
Du kan også fange mig på telefon 21 40 80 28. Det anbefales at du gør det fra din private mail / private telefon.

Jeg ser frem til at høre fra dig.
Tak fordi du vil råbe op!

Ofte stillede spørgsmål

Hvorfor ikke tage denne snak igennem administrationen eller MED?
Jeg synes der er et for stort gap mellem det politiske niveau og de ansatte. Det er ligesom den leg man legede da man var barn, hvor man sad i rundkreds. Her hviskede man så et ord til sin sidemakker, hvorefter sidemakkeren gentog ordet til sin sidemakker. Sådan fortsatte det hele vejen rundt, indtil man kunne konstatere om det var det samme ord hele vejen igennem, eller om ordet havde ændret sig. Præcis sådan vil jeg beskrive dét der sker mellem det politiske niveau og de ansatte, og jeg har oplevet tilstrækkeligt med tilfælde til at jeg er nød til at reagere på det.

Min henvendelse drejer sig ikke om noget ulovligt, men stadig dybt latterligt
Og hvis du oplever at der ikke er vilje til at ændre på det, så må du gå til hovedet – den politiske ledelse – og fortælle om det. Jeg kan ikke love at det vil betyde at der kommer ændringer, men jeg kan love at jeg lytter. Uden at jeg dermed gør det til en spareøvelse, som jeg ved mange kunne frygte.

Min overordnede siger at det er politisk besluttet.
Jeg har før hørt om folk der sagde præcis det samme, hvor det bagefter viste sig at der var stor forskel på hvad der blev politisk besluttet, og hvad der blev ført ud i praksis.

Kan jeg klage hvis jeg kommer fra afdeling X i kommunen?
Ja. Alle henvendelser er relevante, og jeg skal nok selv sortere i hvad jeg kan gøre noget ved. 🙂

Hvem vil få min identitet at kende?
Kun mig. Ikke andre, heller ikke andre fra byrådet, jo mindre du eksplicit beder om det.

Er det her ikke et dårligt signal som politiker at sende til de ansatte?
Nej. Det vil være et dårligt signal hvis jeg ikke var interesseret i at gøre noget ved problemerne eller lytte til de ansatte.

Hvem er du?
Jeg er byrådsmedlem i Slagelse Kommune for Venstre. Jeg blev valgt tilbage i år 2017. Mit navn er Christopher Trung, og jeg er 25 år gammel. Til daglig arbejder jeg som udvikler. Jeg er særligt godt inde på handicap og psykiatriområdet, udsathed og beskæftigelsesområdet.