Det her opslag er langt og teknisk, men jeg vil prøve at komme ind på et af de udfordringer vi har på handicapområdet, som spiller ind på kommunens samlede økonomi.
Lad mig starte med at pointere at jeg ikke peger fingre ad den enkelte borger med et handicap, men ad den måde systemet fungerer på i dag. Jeg forholder mig ikke til nogle konkrete borger-cases, men udelukkende ud fra de tal vi ved er aktuelle.
Vi har i dag borgere med så svære handicap og psykoser, at de både kræver støtte og bemanding 24 timer i døgnet, samtidig med at de er til fare for andre borgere.
Vi har sådanne borgere i Slagelse Kommune, hvor kost og logi, døgnbemanding, pleje og omsorg med videre, kommer helt op at koste 11.248 kr. om dagen, alle årets 365 dage. Det svarer til lige over 4 millioner kroner om året, for en enkelt borger.
Pr. 2021 havde vi 36 borgere, der hver især har behov for tilsvarende støtte, på mindst 2,6 mio kr. pr. borger.
Regningen betales af Slagelse Kommune, fra samme kasse som skal dække resten af velfærden.
Kan man bare skrue ned på hjælpen? Hvis vi ikke overholder vores forpligtelse til at give disse borgere den hjælp de ved lov har krav på, risikerer vi at Socialtilsynet kommer og giver os et påbud.
Det skal være forsvarligt for vores ansatte at udføre disse opgaver. I nogle tilfælde kræver det at der er flere ansatte på samme tid på den samme borger, fordi borgeren kan være utilregnelig.
Samtidig er det rigtig svært at rekruttere mere personale til handicapområdet, fordi der simpelthen ikke er tilstrækkeligt med kvalificerede ansøgere.
Hvis vi som kommune ikke kan levere den støtte som borgeren har krav på, risikerer vi at få sanktioner og påbud fra Socialtilsynet.
Hvis alt fejler, bliver vi som kommune pålagt at betale for at borgeren kan få sin berettiget støtte fra private leverandører, uden hensyn til hvad regningen så kommer op på. Her kan det hurtigt koste os mange flere penge end hvad det egentlig ville koste, også selvom det i forvejen er omkostningstungt.
Fordi vi netop har personalemangel, betyder det at vi kan komme ud for at skulle flytte vores medarbejderressourcer væk fra mindre krævende opgaver, og over til de her meget tunge opgaver der kræver døgnbemanding. Simpelthen fordi alternativet vil være at vi så skulle betale en privat leverandør for at udføre opgaven, igen hvor det hurtigt kan blive langt dyrere end hvad det vil koste hvis vi selv stod for det.
Men hvad sker der når vi rykker vores ansatte væk fra f.eks. vores botilbud for folk med lettere handicap, for at være med i døgnbemandingen hos borgere med de tungere handicap? Ja, så er der pludselig færre medarbejdere til at udføre opgaven på vores botilbud. Og så må personalet på det enkelte bosted løbe endnu stærkere for at klare opgaverne.
Og når man løber for stærkt, risikerer man at falde. Det er her hvor vi også ser et højere sygefravær, f.eks. som følge af stress. Fravær, som igen så må dækkes ind med vikarer, der er dyrere end fastansatte.
Det er hele denne gotiske knude, vi står med på handicapområdet. Derfor er det så kompliceret. Der er selvfølgelig tusindvis af flere forskellige scenarier og omstændigheder der spiller ind og som kan spille ind, men det gør det ikke lettere.
