Jeg oplevede for nylig en situation, som jeg stadig undrer mig over. Til et byrådsmøde i Slagelse Kommune rakte jeg hånden frem til en konservativ byrådskandidat til kommunalvalget, Peter Freimann Emborg. Til min overraskelse afviste han at give mig hånden. Ikke fordi han ikke hilser på folk generelt, men fordi jeg er mig.
Jeg kender til, at der i visse kulturer kan være traditioner eller religiøse årsager til ikke at give hånd. Det kan jeg sagtens forstå og respektere, selvom jeg måske ikke deler perspektivet. Men i denne situation forstod jeg ærligt talt ikke baggrunden. Også fordi Peter Freimann Emborg ikke slår mig som værende tilhørende nogen bestemt kultur, andet end den danske.
Da jeg spurgte ham direkte, hvorfor han ikke ville give hånd, svarede han, at det var fordi han var usympatisk. Det gav ingen mening for mig. Hvis man stiller op til kommunalvalget og ønsker at repræsentere borgerne, burde det da være helt naturligt at møde folk i øjenhøjde – og give et håndtryk, når nogen hilser på.
For mig handler et håndtryk om respekt, ligeværd og et åbent sind. Når man nægter det, uden at det har grobund i eksempelvis kultur, skikke eller andet, så sender man et signal om det modsatte. Og jeg kan ikke lade være med at tænke over, hvad det siger om den måde, man ønsker at møde sine medborgere på.
Der var flere øjenvidner til episoden, der skete den 8. september 2025.
Se Peter Emborgs Facebookside her
Jeg kan godt acceptere, at vi alle er forskellige, og at vi har vores egne måder at vise respekt på. Men når afslaget på et håndtryk ledsages af en begrundelse, der ikke hænger sammen – ja, så står jeg tilbage med en følelse af, at det ikke handler om kultur eller personlige grænser, men om en bevidst markering.
Måske tænker jeg for meget over det. Måske var det bare en akavet situation. Men jeg kan ikke lade være med at føle, at den siger noget vigtigt om, hvordan vi ser på hinanden i lokalpolitik. Og for mig er det helt afgørende, at der sammensættes et byråd, hvor alle kan mødes i respekt, uanset personlige præferencer.
Alle personer, uanset om de er til det samme køn, eller om de er adopteret fra et andet land end Danmark, fortjener respekt.
Jeg har også fuld forståelse for, at man ikke altid kan lide hinanden personligt.
Politik kan være hårdt, og vi kommer med forskellige baggrunde og værdier. Men selv i et lokaldemokrati bør vi kunne mødes med en grundlæggende respekt for hinanden som mennesker.
Hvis vi mister den respekt, risikerer vi at miste tilliden til, at vi kan finde løsninger sammen. Og det er jo netop dét, byrådsarbejdet handler om – at finde fælles veje, også når vi ikke er enige.
