1. Status vedrørende Slagelse som studieby (O)
1. Status vedrørende Slagelse som studieby (O)
Sagsnr.: 330-2018-67133 Dok.nr.: 330-2019-112099 Åbent
Kompetence: § 17 stk. 4 – helhedsplanudvalget for Campus Slagelse
Beslutningstema
Der gives en status på de aktiviteter og events, der skal
være med til at styrke samarbejdet om Slagelse som studieby samt skabe
grundlagt for et attraktivt campusområde.
Baggrund
Som led i indsatsen ”Slagelse som studieby” afholdes en
række arrangementer og aktiviteter i samarbejde med de videregående
uddannelsesinstitutioner. I det følgende gives en status på afholdte og
kommende aktiviteter og arrangementer.
Afholdte aktiviteter og arrangementer:
Siden seneste udvalgsmøde i oktober 2018 er følgende aktiviteter
blevet afholdt:
De Dødes Nat 2018
Den 2. november 2018 blev kulturbegivenheden ”De Dødes Nat”
afholdt i Slagelse bymidte. For første gang var det med deltagelse af alle tre
videregående uddannelsesinstitutioner, som hver især stillede op med tiltag,
udsprunget af skræddersyede undervisningsforløb for de studerende.
Formålet med deltagelsen var at styrke de studerendes
forhold og kendskab til deres studieby, deres relationer til hinanden og det
generelle studiemiljø i Slagelse. ”De Dødes Nat” er desuden en case med gode
muligheder for at bringe de studerendes forskellige fagligheder i spil i en
praksiskontekst. Derfor er der hos uddannelsesinstitutionerne enighed om, at de
fremadrettet skal deltage i begivenheden.
Uddannelsernes fællescase
Fra september til december 2018 gennemførte 84 studerende
fra SDU og Zealand (tidligere EASJ) et forløb, hvor de i grupper på tværs af
faglighed agerede udviklingsafdeling for den lokale virksomhed Kragerup Gods.
Uddannelsernes fællescase er en gentagelse af succesen fra
de seneste tre år. Forløbet er et samarbejde mellem Slagelse Kommune og de
deltagende uddannelsesinstitutioner, og hvert år arbejdes der med en ny lokal
case virksomhed. Formålet er at skabe synergi og vidensamarbejde på tværs
uddannelsesinstitutioner- og retninger, erhvervsliv og kommune med henblik på
at understøtte et attraktivt og tværfagligt studiemiljø samt fastholde
kvalificeret arbejdskraft, vækst og bosætning i Slagelse Kommune.
Bright Over Night
Innovationsforløbet ”Bright Over Night” blev afholdt fra den
12. til den 14. december 2018. Under forløbet arbejdede 90 elever fra Slagelse
Gymnasium A-linjen i Idræt med tre relevante cases leveret af Slagelse Kommune.
Dette med hjælp fra studerende fra Syddansk Universitet.
”Bright over Night” er et nystartet projektsamarbejde mellem
Slagelse Gymnasium, Syddansk Universitet og Slagelse Kommune. Forløbet blev
afholdt for første gang i 2018, og der er enighed om at fortsætte samarbejdet.
Campusteamet fungerede som case-ejer under forløbet og forventer at fortsætte i
denne rolle fremadrettet. Der ses en stor fordel i af deltage og derigennem
modtage nye inputs samt skabe synliggørelse omkring Campusområdet og ”Slagelse
som studieby” blandt de unge.
Åbent hus i studiebyen Slagelse
Den 23. februar 2019 samarbejdede de Videregående
uddannelsesinstitutioner og Slagelse Kommune igen om at afholde Ӂbent Hus i
Studiebyen Slagelse”. På dagen havde uddannelsesinstitutionerne åbent hus med
hver deres program, og ”Studieby-bilen” kørte rundt og holdt ved dem på skift.
I Studieby-bilen kunne man høre om muligheden for studiebolig i Slagelse samt
møde repræsentanter fra Studievalg Danmark, VUC Vestsjælland Syd og Posthuset.
Et fælles ”Åbent Hus i Studiebyen Slagelse” kan styrke byens
image som studieby, og have en positiv påvirkning på rekrutteringen til
uddannelserne samt bosætningen i kommunen. I år var det anden gang, der blev
afholdt et fælles åbent hus, og der er stor opbakning fra
uddannelsesinstitutionerne til at gøre det til en fast tradition.
Kommende aktiviteter og arrangementer
Forskningens Døgn
For femte år i træk går de tre videregående
uddannelsesinstitutioner og Slagelse Kommune sammen om af afholde to
arrangementer i regi af den nationale videnskabsfestival ”Forskningens Døgn”.
Dette gøres med inddragelse af relevante lokale aktører. I år er temaet for de
to arrangementer: oplevelsesøkonomi/oplevelsesdesign.
Formålet med arrangementerne er dels at formidle forskning
og faglige temaer, der relatere sig til de uddannelser der udbydes i Slagelse
og dels at kunne rekruttere nye studerende fra omegnsbyerne.
For andet år i træk er der bevilliget 50.000 kr. til
arrangementerne fra Uddannelses- og Forskningsministeriet på baggrund af en
fælles ansøgning.
Fremadrettet organisering
De seneste 4 år har der været et strategisk fokus på at
opbygge et samarbejde på tværs af uddannelser, erhvervsliv og kommune, dels i
form af et videns samarbejde dels som en fælles indsats med at skabe et
attraktivt studieliv i Slagelse.
På nuværende tidspunkt ligger projektledelsen for det
tværgående samarbejde forankret i Campusprojektet i Slagelse Kommune. I takt
med at Campusprojektet går ind i en ny fase - fra udvikling til realisering,
skal der arbejdes på at sikre at samarbejdet forankres og organiseres
fremadrettet i en fælles struktur.
I foråret 2019 indsamles der oplysninger om forskellige
modeller for et fremtidigt tværgående studiebysamarbejde med de videregående
uddannelser som omdrejningspunkt. Der vil blive undersøgt, hvad man gør i andre
danske studiebyer specielt vedrørende organisering og finansiering af et sådant
studieby samarbejde.
Handlemuligheder
Intet at bemærke
Konsekvenser
for andre udvalg
Beslutninger og tiltag i Helhedsplanudvalget for Campus
Slagelse vil have konsekvenser for øvrige udvalg.
Indstilling
Erhvervs- og Arbejdsmarkedsdirektøren indstiller,
1.
at Helhedsplanudvalget tager orienteringen til efterretning.