Møde i udvalget d. 3. marts 2021

5.     Revideret tids-og procesplan for udvikling af masterplan 2022-2025 for fremtidens tilbud på Handicap-og Psykiatriområdet 2022-2025 (B)

Sagsnr.: 330-2017-21896               Dok.nr.: 330-2021-59596                                            Åbent
Kompetence: Udvalget for Specialiserede Borgerindsatser
Beslutningstema
Udvalget for Specialiserede Borgerindsatser kan beslutte den reviderede tids- og procesplan samt afgrænsning af projekt ”Fremtidens tilbud på Handicap- og Psykiatriområdet”.
Sagens indhold
Udvalget for Specialiserede Borgerindsatser godkendte i sit møde den 7. oktober 2020 oplægget til tids- og procesplan for udvikling af masterplan for fremtidens tilbud på handicap- og psykiatriområdet. Masterplanen skal bl.a. indeholde indsamling af nuværende kapacitet, samt datagrundlag for at kunne pege på fremtidens behov.
Projektets opgaver og leverancer er delt op i 4 spor med afsæt i centrale temaer fra pejlemærket ”Slagelse som sælgerkommune’’:
Spor 1) Bygningsmæssig kapacitet og kvalitet
Spor 2) Kapacitetsbehov
Spor 3) Kompetente medarbejdere
Spor 4) Omkostningseffektiv drift
Projektets organisering
Projektet er organiseret med en styregruppe, projektgruppe og en arbejdsgruppe pr. spor.
Projektgruppens formand er Social-og Projektchef Vini Lindhardt.
Projektets afgrænsning
Det anbefales, at  projektet afgrænses således at spor 2, 3 og 4 afgrænses til at omfatte – de takstfinansierede bo- og dagtilbud (se bilag A), da det især er disse tilbud, der vægter i omfanget af salg til andre kommuner. Den fremtidige efterspørgsel vil tillige få betydning for den fremadrettede sælgerkommunestrategi.
På den bygningsmæssige kapacitet og kvalitet tages dog alle bygninger for sociale tilbud med under Center for Handicap og Psykiatri med henblik på at kunne identificere muligheder og udfordringer.
Revideret tids – og milepælsplan
Udvalget godkendte en tids- og procesplan for projektet i oktober 2020 med en ambition om, at der kunne fremlægges en samlet masterplan for udvalget første kvartal 2022. På baggrund af arbejdsgruppernes detailplanlægning af processen, kan der allerede nu, konstateres et behov for at revidere den samlede tids- og procesplan for projektet således, at Masterplanen til udvalget udskydes til andet kvartal 2022. Dette skyldes, at afdækningen af den nuværende kapacitet samt fremtidens behov i spor 2 peger på en meget stor mængde af data, der skal analyseres, hvilket vurderes til at tage en del længere tid end først antaget. 
Det foreslås derfor, at arbejdsgrupperne arbejder frem mod en ”Midtvejs” temadag i oktober 2021, hvor udvalget præsenteres for resultaterne af arbejdsgruppernes dataindsamling, således det sikres, at delresultaterne indbyrdes sammenhæng kan trækkes frem. Herefter går arbejdsgrupperne ind i en analysefase omkring fremtidens behov, som inkluderer en workshop/fremtidsværksted. Den endelige Masterplan fremlægges til beslutning i slutningen af andet kvartal 2022.  Der vil være en løbende involvering af brugerorganisationer, Handicap- og Udsatteråd samt MED-organisation bl.a. i form af deltagelse i midtvejstemadag og workshop/fremtidsværksted.
Revideret tids- og procesplan samt projektafgrænsning er vedlagt som bilag A.
Retligt grundlag
Styrelsesloven.
Handlemuligheder
A: Udvalget for Specialiserede Borgerindsatser kan godkende den reviderede tids-og procesplan samt projektafgrænsning. Den reviderede tids- og procesplan samt projektafgrænsning gør det muligt at arbejde i dybden med den samlede datamængde, og give et mere validt grundlag for at vurdere fremtidens behov på de store sælgerområder indenfor den afsatte tidsramme. Ulempen ved afgrænsningen er, at der ikke skabes det samme fokus på efterspørgsel og udviklingsbehov på de øvrige områder indenfor udvalgets ressortområde.
B. Udvalget for Specialiserede Borgerindsigter kan alternativt beslutte at afvise den revidere tids- og procesplan, og bede administrationen forelægge et nyt forslag.
Vurdering
Det er administrationens vurdering, at den reviderede tids- og procesplan med den anbefalede projektafgrænsning kan lade sig gøre indenfor den fremlagte tidsplan. I givet fald udvalget ønsker, at projektet omfatter de øvrige områder, vil det efter administrationens vurdering ikke være muligt indenfor den afsatte tidsplan.
Økonomiske og personalemæssige konsekvenser
Ingen bemærkninger.
Tværgående konsekvenser
Ingen bemærkninger.
Indstilling
Social- og Projektchefen indstiller,
1.    at handlemulighed A godkendes.
Beslutning i Udvalget for Specialiserede Borgerindsatser den 3. marts 2021:
Fraværende: 
Godkendt.