Møde i udvalget d. 6. maj 2019

10.   Forebyggelse af misbrug blandt unge (B)

Sagsnr.: 330-2019-1505                 Dok.nr.: 330-2019-179110                                          Åbent
Kompetence: Byrådet
Beslutningstema
Byrådet bedes godkende opgaveudvalg (17.4 udvalg) som rammen for at arbejde med forebyggelse af misbrug blandt unge.
I forlængelse heraf bedes Byrådet godkende oplæg til kommissorium for opgaveudvalget, samt pege på 6 medlemmer af Byrådet til opgaveudvalget.
Baggrund
Forebyggelses- og Seniorudvalget har et ønske om - som forebyggelsesudvalg - at sætte fokus på forebyggelse af unges misbrug.
Baggrunden for dette ønske
Udvalget er senest ved en temadrøftelse blevet præsenteret for en række data hentet fra den regionale og nationale sundhedsprofil, der dels viser unges forbrug af rygning, alkohol og stoffer, dels giver et billede af unges trivsel, hvor en stor procentdel føler sig ensomme.
Udvalget ønsker at sætte et forebyggelsesfokus på disse problematikker i håb om, at flere unge vil trives og opleve at lykkes.
Data (her enkelte udvalgte) fra sundhedsprofilerne viser, at der er en sammenhæng mellem et stort alkoholforbrug, såkaldt daglig rygning og hashrygning. I aldersgruppen 16-20 år har mere end 70% af drengene og 60% af pigerne, der ryger cigaretter, prøvet at ryge hash. Unge med en tidlig alkoholdebut og/eller større forbrug af alkohol har ligeledes en større risiko for at eksperimentere med stoffer, end unge med et begrænset alkoholforbrug. Blandt de unge, der overskrider højrisikogrænsen for alkoholindtagelse, har 63% af drengene og 50% af pigerne prøvet hash.
20,9 % af de unge, der angiver at føle sig ensomme, har taget stoffer inden for den seneste måned, 11,8 % er daglig rygere og 8,6 % har en problematisk alkoholadfærd. Sundhedsprofilerne viser en signifikant sammenhæng mellem usund sundhedsadfærd og følelsen af ensomhed. På længere sigt er der tæt sammenhæng mellem unges trivsel og deres succes/oplevelse af succes med gennemførsel af en uddannelse og en god start på arbejdsmarkedet.
Der er behov for at ændre denne udvikling gennem konkrete anbefalinger, der kan skabe gode rammer for de unges trivsel samt motivere de unge hen imod en adfærd og kultur med mindre røg, alkohol og stoffer.
Opgaveudvalg (§ 17 stk. 4 udvalg) som ramme
Der arbejdes allerede nu i kommunalt regi med en række indsatser for at forebygge og behandle misbrug.
Det foreslås, at der som supplement til de eksisterende indsatser nedsættes et såkaldt opgaveudvalg, der kan udarbejde konkrete anbefalinger med henblik på at mindske misbrug og fremme unges trivsel.
I forlængelse af ovenstående var der på fagudvalgsmøder i april oplæg til kommissorium for et opgaveudvalg. De unge borgere har berøringsflader ind i flere fagudvalg, der derfor involveres i etableringen af et opgaveudvalg ved at anbefale og/eller kommentere kommissoriet overfor byrådet.
De umiddelbart relevante fagudvalg er
·         Børne- og Ungeudvalget
·         Social- og Beskæftigelsesudvalget
·         Udvalget for Specialiserede Borgerindsatser
·         Forebyggelses- og Seniorudvalget
På sigt kan øvrige udvalg blive involveret afhængigt af opgaveudvalgets anbefalinger.
De nævnte fagudvalg drøftede første oplæg på aprilmøderne og havde en række kommentarer, der ønskedes indarbejdet i kommissoriet forud for fremsendelse til Byrådets godkendelse. Som bilag til nærværende sag fremlægges kommissorium version 2, hvor kommentarerne er indarbejdet, herunder
·         Opgaveudvalgets fokus er forebyggelse af unges misbrug, hvorfor kommissoriet også benævnes ”Forebyggelse af misbrug blandt unge”
·         Det foreslås, at der indgår 6 medlemmer af Byrådet i udvalget
·         De unge borgeres/brugeres primære berøringsflade ind i de fire fagudvalg er kort beskrevet
·         Det foreslås, at Slagelse Fælles Elevråd er repræsenteret
·         Det fremgår, at videnspersoner – Slagelse Kommunes medarbejdere, der har indsigt i områder med relevans for unge og misbrugsproblemer – kan/vil være ressourcepersoner, som opgaveudvalget løbende kan invitere og involvere
Opgaveudvalgets sammensætning
Opgaveudvalget foreslås sammensat af 6 medlemmer af Byrådet og 10 borgere. Det foreslås, at unge og forældre udgør en stor del af opgaveudvalget, således at dem, det reelt handler om – de unge og deres familier – er med til at sætte dagsordenen og anbefale handlinger og initiativer.
Udkast til kommissorium kan ses som bilag til denne sag.
Opgaveudvalgets arbejde foreslås påbegyndt august 2019 og afsluttet august 2020.
Retligt grundlag
Kommunestyrelsesloven § 17 stk. 4
Handlemuligheder
Byrådet kan beslutte en af følgende handlemuligheder:
-      Nedsætte et opgaveudvalg, der arbejder involverende sammen med de unge, forældre og vigtige interessenter om anbefalinger og forslag til initiativer, der kan ændre rammer og adfærd i positiv retning
-      Beslutte at forebyggelse for bedret trivsel og forebyggelse af misbrug fortsætter med nuværende center- og udvalgsspecifikke indsatser
Vurdering
Nedsættelse af et opgaveudvalg kan sætte rammen for en proces, hvor det sikres, at de unge og deres forældre og daglige netværk er tæt involveret og medudviklere på anbefalinger.
Økonomiske og personalemæssige konsekvenser
Ingen bemærkninger.
Konsekvenser for andre udvalg
En række fagudvalg er involveret omkring unge i Slagelse Kommune og bør alle repræsenteres i et evt. opgaveudvalg. Herudover lægges der op til – som minimum - en løbende orientering af udvalgene frem mod opgaveudvalgets fremlæggelse af de endelige anbefalinger.
Det kan undervejs i forløbet vise sig, at andre fagudvalg skal involveres.
Indstilling
Erhvervs- og Arbejdsmarkedsdirektøren indstiller,
1.    at Børne- og Ungeudvalget, Social- og Beskæftigelsesudvalget, Udvalget for Specialiserede Borgerindsatser samt Forebyggelses- og Seniorudvalget anbefaler til Byrådets godkendelse, at der nedsættes et opgaveudvalg Forebyggelse af Unges Misbrug
2.    at Børn- og Ungeudvalget, Social- og Beskæftigelsesudvalget, Udvalget for Specialiserede Borgerindsatser samt Forebyggelses- og Seniorudvalget anbefaler udkast til kommissorium til Byrådets godkendelse
3.    at Byrådet udpeger 6 medlemmer til opgaveudvalget fra Byrådet
Beslutning i Børne- og Ungeudvalget den 6. maj 2019:
Fraværende: 
At 1 - Anbefales til Byrådets godkendelse.
At 2 - Anbefales til Byrådets godkendelse med mulighed for supplerende forslag på Byrådets møde.
At 3 - Anbefales til Byrådet, at den politiske repræsentation tager afsæt i de anmeldte valggrupper samt de relevante fagudvalg.
Udvalget ønskede, at der blandt forældrene udpeges forældre med nuværende eller tidligere misbrugere. Fagprofessionelle inddrages undervejs.
Beslutning i Social- og Beskæftigelsesudvalget den 6. maj 2019:
Fraværende:  Helle Blak (F)
Ad. 1. Anbefales.
Ad. 2. Anbefales med bemærkning om også at rette opmærksomhed på kriminelle miljøer.
Ad. 3. Anbefales.