Møde i udvalget d. 3. juni 2019

5.     Førtidspensionsområdet - udvikling i antal og økonomiske konsekvenser (D)

Sagsnr.: 330-2019-36405               Dok.nr.: 330-2019-203310                                          Åbent
Kompetence: Social- og Beskæftigelsesudvalget
Beslutningstema
Drøfte udviklingen i førtidspensioner og tilhørende økonomiske konsekvenser.
Baggrund
Social- og Beskæftigelsesudvalget besluttede den 6. maj 2019 ved behandlingen af Budgetopfølgning 2 for 2019, at udviklingen i førtidspensioner skulle drøftes på indeværende møde med udgangspunkt i et underbyggende notat.
Tal fra Jobindsats.dk viser, at det samlede antal førtidspensionister, opgjort som fuldtidspersoner pr. år, over tid har været svagt faldende i perioden 2014-2018. 
Gennem det seneste år fra april 2018 til april 2019 ses dog en stigning i det samlede antal førtidspensionister fra 3.393 til 3.430, opgjort som for fuldtidspersoner i de enkelte måneder.
Stigningen i antal nye tilkendelser er begrundet i flere forhold, f.eks. ændrede reformer og regler for tilbagetrækning, fokusindsatser på Jobcentret og Byrådets ønske om en ændret tilgang til de svagest ledige borgere på langvarig forsørgelse.
Af Byrådets budgetforlig for 2017 fremgår således, at: ”Der skal være en ny tilgang til de svageste ledige, hvor det er åbenbart formålsløst at forsætte indsatsen i forhold til at udvikle arbejdsevnen. Her skal muligheden for at tildele førtidspension anvendes”
Administrationen på Jobcentret og i Rådgivning og Udbetaling har ved efterfølgende budgetopfølgninger gjort opmærksom på de økonomiske konsekvenser af en lempelig tilgang til tilkendelse af førtidspension. Herudover har administrationen orienteret om, at de ændrede refusionsregler fra 2016 betyder, at de kommunale udgifter til førtidspension år for år vil stige, da alle nytilkendelser af førtidspensioner indebærer markant mindre statslig refusion end de gamle førtidspensioner, som afsluttes til folkepensioner.
I 2017-2019 er der sket en kraftig stigning i tilgangen til førtidspensioner fra primært kontanthjælp og ressourceforløb, og i 2019 ses også en stigende tendens for jobafklaringsforløbene.
En vigtig forklaring på, at stigningerne til førtidspension primært ses fra disse ydelser er, at der fra både centralt og lokalt politisk niveau har været øget fokus på, at borgerne i udkanten af arbejdsmarkedet enten skal sikres en indsats, så de kommer hurtigere i virksomhedsrettede tilbud og dernæst i beskæftigelse, eller også skulle de hurtigere afklares til en førtidspension, hvis der ikke er mulighed for at sikre progression.
Til at understøtte disse politiske mål, har der via satspuljemidlerne været sat midler af til projekterne ”Flere skal med” og ”Bedre ressourceforløb”. Projekterne har været rettet mod udsatte borgere, der har været i kommunal forsørgelse i over 5 år, typisk på enten kontanthjælp eller i ressourceforløbsydelse.
Der er netop blevet udarbejdet en landsdækkende statusrapport for ”Flere skal med”. Rapporten viser, at for målgruppen, som Jobcentret oprindeligt vurderede til at være i indsatsgruppen til virksomhedsforløb, som inkluderer ordinære timer, fleksjob, uddannelse samt løntilskud og virksomhedspraktik (277 personer), er 43 % pr. februar 2019 i et af disse forløb. 5 % er på nuværende tidspunkt kommet i selvforsørget beskæftigelse og 4 % er kommet i ordinær uddannelse. For de borgere, som blev vurderet til at være i målgruppen for enten ressourceforløb, fleksjob eller førtidspension (160 personer), er det pr. februar 2019 37 %, som har fået tilkendt en førtidspension. Resten er indtil videre kommet videre til enten ledighedsydelse/fleksjob eller ressourceforløb med en tilnærmelsesvis ligelig fordeling. En lille andel på knap 10 % er fortsat på andre ydelser.
Samme tendens kan ses i forhold til ressourceforløbene, hvor der har været en stigning i virksomhedsforløb fra ca. 40 primo 2017 til ca. 120 i april 2019. Der er endnu ikke lavet en måling i forhold til selvforsørgelse, men ovenstående tabel viser, at der er sket en kraftig stigning i afgang fra ressourceforløb til førtidspensioner. På det seneste er Jobcentret også begyndt at tage mere aktivt fat i jobafklaringsforløbene, hvilket har en tilsvarende afsmittende effekt i forhold til tilgangen til førtidspension fra dette område. Samme konsekvens må forventes at ske, idet øjeblik at det lykkedes at få vendt den negative udvikling på sygedagpengeområdet.
Den mere aktive tilgang til at afklare de mest udsatte borgere betyder, udover stigende kommunale udgifter til førtidspension, også stigende udgifter til rehabiliteringsindsatsen, herunder stigende udgifter til lægeerklæringer. En del af udgifterne til stigende førtidspension modsvares af en besparelse på de forsørgelsesydelser, som borgerne kommer fra. Men udgifterne til disse ydelser er ikke lige så høje som udgifterne til førtidspension, som er den dyreste ydelse. Desuden skal der være opmærksomhed om, at faldet i øvrige ydelser på ingen måder kan sættes lig med den årlige afgang, som der er til førtidspension, da der hvert år kommer nye potentielle førtidspensionister til. Hvis der skal ske et fald i gruppen af øvrige borgere på forsørgelse, opnås det kun ved enten at få borgerne i selvforsørgelse, eller ved at nytilgangen til førtidspension øges til et højere niveau end tidligere år.
Retligt grundlag
Lov om social pension.
Handlemuligheder
Tilkendelse af førtidspension er omfattet af den sociale lovgivning og er meget regelfastsat. Der er 3 forhold, som indgår i en pensionsvurdering: Beskæftigelse, helbred og sociale forhold.
Der er mulighed for i nogen grad at påvirke antallet af nye tilkendelser, primært ved en prioriteret længerevarende beskæftigelsesindsats, også overfor borgere langt fra arbejdsmarkedet.
Administrationen foreslår, at udvalget drøfter, om der skal arbejdes med en ændret prioritering, f.eks. af beskæftigelsesindsatsen overfor langvarigt forsørgede.
Handlemulighed 1:
At sikre retvisende budget til førtidspension i 2019 og overslagsårene, svarende til faktisk forbrug og forventet stigende udgift på mellem 20-30 mio. kr. årligt ved uændret tilkendelsespraksis.
Handlemulighed 2:
At sikre retvisende budget til førtidspension, svarende til nuværende forbrug, og at indarbejde en forventning om en lavere budgetstigning, svarende til en reduktion i antal forventede tilkendelser.
Handlemulighed 2 forudsætter en intensiveret indsats for at bringe langvarigt forsørgede i hel eller delvis selvforsørgelse.
Vurdering
Det er administrationens vurdering, at borgere med helbredsproblemer, der berettiger til førtidspension efter lovens bestemmelser, fortsat skal have tilkendt pension, og at administrationen i den type sager skal foregå så gnidningsløst som muligt.
Administrationen vurderer, at den økonomiske udvikling på førtidspensionsområdet bør danne grundlag for særlige indsatser i andre tilfælde, hvor der er tvivl om borgerens arbejdsevne. F.eks. hvor borgerens primære udfordring er manglende sociale ressourcer, faglige kompetencer eller manglende tilknytning til arbejdsmarkedet.
Det bemærkes, at sociale og beskæftigelsesrettede indsatser for disse målgrupper erfaringsmæssigt er langvarige og ressourcetunge. Administrationen vurderer, at en prioriteret indsats ikke kan ske uden ressourcetilførsel. 
Økonomiske og personalemæssige konsekvenser
Udgifterne til førtidspension afholdes af stat og kommune. Den statslige medfinansiering er gennem årene faldet i forbindelse med, at der er vedtaget lovreformer på området.
I budget og regnskab opgøres udgifterne til førtidspension i to hovedgrupper:
1.    Pensioner, der er tilkendt efter gamle regler (med høj statsrefusion)
2.    Pensioner, der er tilkendt efter nuværende regler (med lav statsrefusion)
Når statsrefusionen falder, bliver kommunens andel af udgiften større. Derfor er det dyrere for kommunen at tilkende førtidspensioner nu.
Det afspejler sig i den økonomiske udvikling og kommunens forbrug, sådan:
År
Udgifter til førtidspension efter gamle regler
Udgifter til førtidspension efter nye regler
Udgifter i alt
2016
284,3 mio. kr.
28,0, mio. kr.
312,3 mio. kr.
2017
273, 6 mio. kr.
56,9 mio. kr.
330,5 mio. kr.
2018
259, 6 mio. kr.
82,8 mio. kr.
342,4 mio. kr.
Forventet i 2019
251,9 mio. kr.
123,2 mio. kr.
375,1 mio. kr.
Stigningen i de kommunale udgifter forventes at fortsætte med 20-30 mio. kr. årligt ved uændret indsats og praksis.
Samlet set er antallet af førtidspensionister nogenlunde stabilt, men udgifterne påvirkes som tidligere nævnt af, at der er størst afgang fra de ”billige” pensioner og høj tilgang af de dyre førtidspensioner. Derfor stiger kommunens udgifter til førtidspension.
Udviklingen i forholdet mellem de gamle og nye pensioner kan ses her:
Antal
Efter gamle regler
Efter nye regler
Antal personer i alt
 
(kilde: KMD Opus)
(kilde: STAR)
 
2016
2.645 personer
266 personer
2.911 personer
2017
2.547 personer
472 personer
3.019 personer
2018
2.472 personer
634 personer
3.106 personer
Maj 2019
2.446 personer
688 personer
3.134 personer
Tallene fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR) viser, at det samlede antal førtidspensionister er svagt stigende. Det skal bemærkes, at tallene stemmer ikke fuldstændig overens med data fra Jobindsats, idet data afhænger af opgørelsestidspunktet.
Selv med et meget lavt antal nye tilkendelser om året, vil kommunens udgifter stige, fordi:
1.    Der vil fortsat være borgere, som uden tvivl opfylder lovens bestemmelser for tilkendelse af førtidspension.
2.    Førtidspension er en af de dyreste udgifter til forsørgelse, som kommunen har. Derfor vil nye tilkendelser stort set altid betyde, at kommunen får en merudgift, når en borger overgår fra anden forsørgelsesydelse, f.eks. fra kontanthjælp til førtidspension.
3.    Antallet af førtidspensioner med lav statsrefusion stiger år for år, så selvom der er nogenlunde samme afgang fra de gamle førtidspensioner som tilgang, stiger udgifterne
4.    Førtidspension er en langvarig ydelse, som fortsætter indtil folkepension. Tilkendelser har derfor budget virkning i mange år uden mulighed for at kommunen ved indsatser kan påvirke udgiften.
I forhold til det oprindeligt budgetlagte for 2019 er ressourceforløb blevet nedskrevet med 40 helårspersoner, svarende til 6,6 mio. kr. netto. Den direkte årsag er projektet ”Bedre ressourceforløb, (TVIR)”, som har bevirket en større afgang til førtidspension. På jobafklaringsforløb opleves imidlertid store stigninger på grund af pres på sygedagpengeområdet. Da ressourceforløb og jobafklaringsforløb ligger på samme økonomiske funktion, kan nedjusteringen ikke aflæses direkte i budgetopfølgningerne, men kun i de tilhørende noter.
På kontanthjælpsområdet var der i august 2018 ønske om at være mere optimistiske i forhold til Budget 2019, hvorfor budgettet blev nedskrevet med 50 helårspersoner. Aktuelt ser det ud til, at det reviderede budgetmål for kontanthjælp nås i 2019. En del af årsagen kan måske hænge sammen med indsatsen fra ”Flere skal med”, hvor nogle af disse er blevet tilkendt en førtidspension.  
Konsekvenser for andre udvalg
Er ikke vurderet endnu. Det må forventes, at en eventuel ændret prioritering vil medføre et ressourcetræk i andre centre, f.eks. indenfor misbrug og psykiatri.
Indstilling
Centerchefen for Kultur, Fritid og Borgerservice og Centerledelsen for Arbejdsmarked og Integration indstiller,
1.    at Udvalget drøfter udviklingen på førtidspensionsområdet.
Beslutning i Social- og Beskæftigelsesudvalget den 3. juni 2019:
Fraværende: 
Punktet er drøftet og bliver genoptaget på det kommende møde i Social- og Beskæftigelsesudvalget.
Social- og Beskæftigelsesudvalget ønsker, at der udarbejdes notat til det kommende møde - notatet skal blandt andet indeholdende:
- Bemærkninger om, at førtidspensionen skal revurderes efter 5 år ved bevilling for personer under 40 år.
- Tidligere forsørgelse - hvor længe var borgeren på den tidligere forsørgelse?
- Der ønskes tal på tildelt førtidspension holdt op imod klyngekommuner inkl. 1. halvår 2019.
- Opgørelse over nettoudgifter, som flytter sig fra et ydelsesområde til andet.