Møde i udvalget d. 2. oktober 2017
9. Ansøgning fra Guldagergaard om tilskud til skitseprojekt (B)
Sagsnr.: 330-2015-36632 Dok.nr.: 330-2017-601918 Åbent
Kompetence: Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget
Beslutningstema
Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget (KFT) skal beslutte, om
det vil bevilge et tilskud på 300.000 kr. til Guldagergaard til et
skitseprojekt til en ny udstillingsbygning.
Baggrund
På KFT-udvalgsmødet d. 4. sep.
2017 var udvalget i udgangspunktet positivt indstillet ift. at bevilge
Guldagergaard 300.000 kr. af turismemidlerne til et skitseprojekt til en ny
udstillingsbygning, men bad Guldagergaard om at uddybe sin ansøgning yderligere
ift. et samlet budget, og hvilke fonde Guldagergaard agter at ansøge. Baggrunden
for Guldagergaards ansøgning er følgende:
På Guldagergaards grund ligger
det kommunalt ejede Æblehuset. Æblehuset fungerer som Guldagergaards
udstillingsbygning og tæller mere end 1.000 keramiske genstande. Genstande, som
er af unik og høj kvalitet, og som er med til at sætte Guldagergaard på
verdenskortet.
Guldagergaard har været i dialog
med Kommunale Ejendomme (KE) omkring Æblehusets nuværende stand. Guldagergaard
tog kontakten, fordi bygningens tag er sunket midt på. KE har haft en uvildig
ingeniør på bygningen, som erklærer, at bygningen er slap i sin konstruktion,
og at der er fare for sammenstyrtning, hvis der eksempelvis ligger sne på taget.
Guldagergaard anser det derfor som meget presserende, at der findes en løsning
på opbevaring af den store keramiske samling inden vinter. Guldagergaard er af
den opfattelse, at det vil være en formssag at benytte forsikring til denne del
af projektet
Angående det samlede
projektbudget kan Guldagergaard ikke svare præcist på dette spørgsmål, da det
er det, som skal afklares i et skitseprojekt. Men man vurderer ud fra
erfaringer med to tidligere renoveringer, at den gennemsnitlige kvadratmeterpris
vil være ca. 22.000 kr. svarende til en investering på 16 mio. kr. Hertil vil
der være yderligere investeringer til indretning, inventar, belysning,
alarmsystem samt udvendige indgangsforhold og parkering svarende til 8 mio. kr.
Samlet estimeret investering vil
være ca. 24. mio. kr. Men det nøjagtige tal vil først foreligge
efter udarbejdelse af et skitseprojekt.
Angående fonde er Guldagergaard
af den opfattelse, at en stor del af de danske private fonde potentielt kan
støtte projektet. Men Guldagergaard kan på nuværende tidspunkt ikke indgå i
tættere forhandlinger med fonde uden et skitseprojekt. Guldagergaards fulde
uddybende ansøgning er vedlagt som bilag.
Retligt
grundlag
Kommunalfuldmagten der giver kommuner adgang til at
varetage opgaver, der har til formål generelt at fremme den lokale
turistudvikling.
Handlemuligheder
Kultur-, Fritids- og
Turismeudvalget kan
a) Imødekomme
Guldagergaards ansøgning og bevilge 300.000 kr. af turismemidlerne til et
skitseprojekt til en ny udstillingsbygning.
b) Afvise
Guldagergaards ansøgning.
Vurdering
Administrationen vurderer, at Guldagergaards ansøgning bør
imødekommes.
Administrationen deler Guldagergaards opfattelse af, at et
skitseprojekt vil have stor positiv betydning for muligheden for at opnå
eksterne støttemidler. Det samlede beløb på i alt 24 mio. kr. vurderer administrationen
som rimeligt, samt at Guldagergaards argumentation om fondsstøtte er gængs
praksis.
Økonomiske
og personalemæssige konsekvenser
Guldagergaard forventer, at
fondene vil dække de fulde etableringsomkostninger på i alt 24 mio. kr.
Slagelse Kommune vil således bidrage med 300.000 kr. i medfinansiering til det
samlede projekt.
Konsekvenser
for andre udvalg
Den nye bygning bør være
katalysator for flere kommercielle aktiviteter og dermed være selvfinansierende
ift. drift. Det tilstræbes, at kommunen ikke får yderligere driftsudgifter ved
en ny bygning.
Indstilling
Centerchefen for Kultur, Fritid og Borgerservice indstiller,
1.
at Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget bevilger 300.000 kr. af
turismemidlerne til et skitseprojekt til en ny udstillingsbygning på
Guldagergaard.
Beslutning i Kultur-,
Fritids- og Turismeudvalget den 2. oktober 2017:
Fraværende:
ingen
Godkendt.
Forudsætningen for bevillingen er, at Guldagergaard tager
fondene med i udviklingen af skitseprojektet. Det understreges, at
Guldagergaard ikke kan forvente yderligere tilskud til etablering og drift af
ny bygning.