Møde i udvalget d. 6. november 2017

4.     Budgetopfølgning pr. ultimo september 2017 - Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget (B)

Sagsnr.: 330-2017-1997                 Dok.nr.: 330-2017-559710                                          Åbent
Kompetence: Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget
Beslutningstema
Som led i kommunens samlede opfølgning på budget og forbrug skal fagudvalgene rapportere de økonomiske forhold for deres ansvarsområde ved udgangen af september 2017.
Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget skal godkende budgetopfølgning, som indgår i samlet opfølgning til Økonomiudvalget og Byrådet.
Baggrund
I henhold til budgetopfølgningen forventes udvalget i 2017 at have et mindreforbrug på driftsudgifterne på 2,8 mio. kr. og et mindreforbrug på 0,5 mio. kr. for anlægsudgifterne. 
Bilag 1 angiver nærmere specifikation af forbruget.
Kulturområdet forventes at have et samlet mindreforbrug på driftsudgifterne på 0,7 mio. kr., da udvalget har iværksat flere projekter, der har fået bevilget midler til hele projektperioden, men hvor udgifterne først forfalder i 2018–2019: Det drejer sig om Scenefaciliteter på Korsør Fæstning, Ungedreven Udvikling samt kunst- og skulpturprojektet Min Kunst.
Derudover er der reserveret et beløb på 400.000 kr. til eventuelle udgifter i forbindelse med Musikhusets overgang til selveje.
Fritidsområdet forventes at have et samlet mindreforbrug på 1,1 mio. kr. Beløbet består hovedsageligt af midler fra voldgiftssag om stadion, der afventer politisk behandling. Midlerne forventes først disponeret, når det nye fagudvalg er nedsat primo 2018, og der kan træffes beslutning om nedsættelse af §17,4 udvalg samt konkret projekt.
Turismeområdet forventes at have et mindreforbrug på 1,0 mio. kr. Beløbet består af uforbrugte midler i Pulje til aktiviteter på Korsør Fæstning, der ønskes overført til 2018, samt midler i udviklingspulje, hvor der skal træffes politisk beslutning om anvendelse. Her afventes valg af nyt udvalg på området, der kan prioritere nye tiltag og projekter i begyndelsen af 2018.
Anlægsprojekterne forventes at have et mindreforbrug på 0,5 mio. kr.
Retligt grundlag
Kommunalbestyrelsen skal jf. styrelseslovens § 42 stk. 7 fastsætte og beskrive regler for, hvordan kommunens kasse- og regnskabsvæsen skal indrettes.
I Regler for Økonomistyring og Ledelsestilsyn for Slagelse Kommune har Byrådet fastsat regler om, at der gennemføres 4 årlige budgetopfølgninger; primo året samt pr. ult. marts, juni, og september. Budgetopfølgningerne forelægges fagudvalg og efterfølgende samlet til Økonomiudvalget og Byrådet.
Handlemuligheder
Ingen bemærkninger.
Vurdering
Centerchefen for Kultur, Fritid og Borgerservice anbefaler, at budgetopfølgningen godkendes.
Økonomiske og personalemæssige konsekvenser
Ingen bemærkninger.
Konsekvenser for andre udvalg
Ingen bemærkninger.
Indstilling
Børne- og ungedirektøren og erhvervs- og arbejdsmarkedsdirektøren indstiller på forvaltningens vegne,
1.    at Budgetopfølgningen ultimo september 2017 godkendes og videresendes til orientering for Økonomiudvalget og Byrådet.