Møde i udvalget d. 8. juni 2020

5.     Budget 2021-2024 - Opsamling på dialog og forslag til budgetprocessen (D)

Sagsnr.: 330-2020-19592               Dok.nr.: 330-2020-216606                                          Åbent
Kompetence: Social- og Beskæftigelsesudvalget
Beslutningstema
Udvalget drøfter resultat af dialogmøderne med borgere og interessegrupper, samt om der skal fremsendes forslag, som skal indgå i budgetprocessen.
Baggrund
Byrådet har på sit møde den 23. marts 2020 godkendt fagudvalgenes rammer og proces for udarbejdelse af Budget 2021-2024 i april til juni.
COVID19 krisen har dog betydet, at budgetprocessen er blevet udfordret indholds- og tidsmæssigt - blandt andet er processen for dialogmøder ændret.
Fagudvalget besluttede på mødet i maj
-      At der skulle være så bred involvering som muligt af både borgere, interessenter og virksomheder
-      At der i det omfang, det er muligt, skal anvendes digitale løsninger, men at det samtidig sikres, at der i processen udarbejdes konkret skriftligt materiale, der kan anvendes i den videre proces.
-      Udvalget havde desuden et ønske om, at budgetdialogprocessen og den dialogproces, der skal finde sted i forhold til integrationsstrategien læner sig op af hinanden i form og opbygning.
Prioriteringer inden for udvalgets budgetramme
Udvalget drøfter særlige fokusområder og udfordringer - herunder evt. behov og muligheder for justeringer inden for udvalgets budgetramme.
På overførelsesudgifter har administrationen til brug for det videre budgetarbejdet foretaget en første vurdering af behovet for justering af de nuværende budgetrammer (bilag 1). Der laves en genberegning af budgetbehovet til august, hvor der indgår data fra juni.
Grundet den nuværende covid-19 krise, har der vist sig et stort budgetbehov i årene 2021-2024.
Hen over sommeren 2020 forventes fortsat stigninger i antallet på forsørgelse. Fra efteråret 2020 forventes antallet af stabilisere sig og fra 2021 forventes der overordnet set en nedgang i antallet på forsørgelse. Det forventede antal på de forskellige ydelser er noteret i vedhæftede bilag for de enkelte områder. Udviklingen er behæftet med en stor usikkerhed, da den afhænger af genåbningen af samfundet som helhed og udviklingen på arbejdsmarkedet.
Finansiering
Udgifter til dagpenge finansieres delvist via beskæftigelsestilskuddet mens de øvrige overførselsudgifter delvist finansieres via budgetgarantien. I forbindelse med økonomiaftalen laves der et skøn for budgetgarantien.
Økonomiaftalen forventes på plads i løbet af juni, det vil herefter være muligt at give et klart billede af finansieringen. Finansieringen indgår som en del af indtægterne under Økonomiudvalget.
Prioriteringsmuligheder med tværgående perspektiv
Udvalget drøfter om der er prioriteringsmuligheder på tværs af udvalg og organisation, som skal indgå budgetprocessen.
Retligt grundlag
Den kommunale Styrelseslov samt Bekendtgørelse om kommunernes budgetlægning, regnskab m.v. fastlægger det retlige grundlag for budgetlægningen. Økonomiudvalget skal senest den 15. september 2020 udarbejde budgetforslag til Byrådet.
Handlemuligheder
Udvalget drøfter resultatet af dialogmødet og budgetforslaget.
Vurdering
Ingen bemærkninger.
Økonomiske og personalemæssige konsekvenser
Ingen bemærkninger.
Konsekvenser for andre udvalg
Ingen bemærkninger.
Indstilling
Centerledelsen indstiller,
1.    at Udvalget drøfter resultat af dialogprocessen, og prioriteringer inden for egen budgetramme.
Beslutning i Social- og Beskæftigelsesudvalget den 8. juni 2020:
Fraværende: 
Et enigt udvalg beslutter, at der inviteres borgere med til det planlagte møde med interessenter onsdag den 17. juni 2020, samt at borgerne inviteres direkte i lighed med sidste år.