Møde i udvalget d. 3. april 2017

6.     Behandling af ansøgning om tilskud til KIT (B)

Sagsnr.: 330-2013-45443               Dok.nr.: 330-2017-179593                                          Åbent
Kompetence: Erhvervs-, Plan- og Miljøudvalget
Beslutningstema
Baggrund
Slagelse Kommune har samarbejdet med KIT siden 2013 om styrkelsen af den kommunale indsats i Skælskør i forhold til bosætning og byudvikling. KIT arbejder således for at tiltrække kunstnere, som etablerer sig i gallerier og værksteder og som i kraft af deres aktiviteter er med til at skabe liv i byen og skabe synlighed om Skælskør. Med indgangen til 2017 består netværket af 16 kunstnere, som har deres virke i Skælskørområdet.
KIT har imidlertid ansøgt kommunen om at forhøje det årlige tilskud på 250.000 kr. med 150.000 kr. så det bliver på i alt 400.000 kr. Pengene skal gå til en sekretariatsfunktion som skal understøtte den kommunale indsats i forhold til bosætning, byudvikling og branding. KIT oplever en stigende interesse fra andre kommuner, netværk og foreninger, som efterspørger inspiration til, hvordan man kan anvende kunst og kultur som ressource i forhold til byudvikling og bosætning. KIT påtager sig derfor rollen vært for ekskursioner eller oplever at blive inviteret til at deltage i konferencer eller workshops for at fortælle om sin indsats. Planlægningen af besøg eller deltagelse i konferencer og workshops, ligger omfattende beslag på kunstnerlavets ressourcer i forhold til øvrige opgaver med at tiltrække kunstnere og sikre netværkets fortsatte funktion og eksistens i Skælskør.
Retligt grundlag
Handlemuligheder
Udvalget kan vælge at
1. Forhøje det årlige tilskud til KIT med 150.000 kr. om året for 2017 og 2018. Med det forhøjede tilskud får KIT mulighed for at ansætte en koordinator der kan sikre netværkets fortsatte funktion i gallerier og værksteder i Skælskør og styrke indsatsen i forhold til bosætning og byudvikling af Skælskør.  
2. Yde et engangstilskud til KIT på 150.000 kr. for 2017. På den måde imødekommer udvalget et akut behov for at ansætte en koordinator, der skal sikre kunstnerlavets fortsatte eksistens i gallerier og værksteder i Skælskør.
3. Udvalget kan beslutte ikke at bevillige et årligt tilskud på 150.000 kr. til KIT med den begrundelse, at udvalget allerede yder et betydeligt tilskud til KITs aktiviteter i form af et årligt tilskud på 250.000 kr. i 2017 og 2018.
Vurdering
KIT arbejder for at bruge kulturen som løftestang for udviklingen af Skælskør og har ydet en betydelig indsats for at styrke byens identitet som ’kunstnernes by’. KIT er igennem sin deltagelse i mange lokale aktiviteter som eksempelvis Keramikfestivallen og i den senere tid som værter i forhold til besøg samt deltagelse på konferencer med til at synliggøre byen og brande kommunen både nationalt og internationalt. Udviklingssekretariatet vurderer at værdien af denne indsats overgår det årlige tilskud på 250.000 kr. om året, hvilket begrunder en eventuel forhøjelse af det årlige tilskud på 150.000 kr. Dertil kommer at KIT indgår som en vigtig medspiller i projektet om den kreative klynge, som er godkendt som et vækstinitiativ i henhold til kommunens vækststrategi. Projektet er netop indledt med en analyse af byens potentialer i et klyngesamarbejde.
Udviklingssekretariatet anbefaler imidlertid at det forhøjede tilskud begrænses til 2017, og at der tages stilling til det fortsatte samarbejde med KIT i første halvdel af 2018.
Økonomiske og personalemæssige konsekvenser
Et eventuelt forhøjet tilskud til KIT på 150.000 kr. kan finansieres gennem udvalgets projektpulje.
Konsekvenser for andre udvalg
Væksttiltaget om den kreative klynge er forankret i Kultur-, Fritid og Turismeudvalget. 
Indstilling
Erhvervs- og arbejdsmarkedsdirektøren indstiller på forvaltningens vegne,
1.    at udvalget bevilliger et engangstilskud til Kunstnerlavet KIT på 150.000 kr. for 2017.
2.    at midlerne bevilliges fra udvalgets projektpulje.
3.    at der tages stilling til det fremtidige samarbejde med KIT i første halvdel af 2018.
Beslutning i Erhvervs-, Plan- og Miljøudvalget den 3. april 2017:
Fraværende:  Ali Yavuz (A), Johnny Persson (V)
Udvalget erklærede Steen Olsen (A) inhabil begrundet i hans bestyrelsespost i KIT.
Godkendt.
Udvalget ønsker, at der som led i de kommende budgetforhandlinger afsættes midler til KIT i 2018.