Møde i udvalget d. 7. juni 2017

2.     CSÆ - Budgetopfølgning 2017 Center for Sundhed og Ældre (B)

Sagsnr.: 330-2017-5849                 Dok.nr.: 330-2017-346529                                          Åbent
Kompetence: Sundheds- og Seniorudvalget.
Beslutningstema
Godkendelse af månedlig opfølgning på handleplaner 2017 for områder med merforbrug i 2016.
Baggrund
De enheder/virksomheder, som havde merforbrug i 2016, har udarbejdet handleplaner, for afvikling i 2017 og 2018, hvilke blev godkendt på Sundheds- og Seniorudvalgets møde i april. Det drejer sig om myndighedsområdet vedrørende visitation til hjemmepleje, hjælpemiddelområdet, hjemme- og sygeplejen inkl. vikarteam samt 5 plejecentre.
På Sundheds- og Seniorudvalgets møde i april blev vedtaget, at udvalget ønsker en nøje og tæt månedlig økonomiopfølgning i 2017 i forhold til handleplanerne. I dette sagspunkt følger opfølgning på handleplaner med udgangen af april 2017.
På udvalgets møde i maj blev handleplanerne for hjemmeplejen, sygeplejen og visitationen justeret og godkendt på ny.
Retligt grundlag
Kommunalbestyrelsen skal jf. Styrelseslovens § 42 stk. 7 fastsætte og beskrive regler for, hvordan kommunens kasse- og regnskabsvæsen skal indrettes.
I Regler for Økonomistyring og Ledelsestilsyn for Slagelse Kommune har Byrådet fastsat regler om, at der gennemføres 4 årlige budgetopfølgninger: primo året samt pr. ultimo marts, juni, og september. Budgetopfølgningerne forelægges fagudvalg, og efterfølgende samlet til Økonomiudvalget og Byrådet.
Handlemuligheder
Der arbejdes på iværksættelse af de i handleplanerne beskrevne tiltag, med det mål at opnå det økonomiske resultat, som den enkelte handleplan beskriver.
Vurdering
Handleplanerne er fulgt op, ved udgangen af april, i forhold til de beskrevne indsatser. Derudover er der fulgt op på de økonomiske effekter af handleplanerne. Samtidig er økonomien på områderne gennemgået i sidste halvdel af maj 2017, idet bogføringerne for maj ikke er afsluttet ved udarbejdelse af denne sagsfremstilling.
På områderne visitation og hjemmepleje er konstateret udfordringer, idet der i de første næsten 5 måneder af 2017 er merforbrug isoleret set på drift 2017. Dertil kommer, at det primært på myndighedsområdet visitation imødeses udfordringer med at indhente de i handleplanen beskrevne økonomiske effekter. Der ses imidlertid mindre forbrug på andre myndighedsområder, hvilke vil kunne afhjælpe delvist. Dette vil blive tæt belyst i forbindelse med næste ordinære budgetopfølgning på det samlede område under Sundheds- og Seniorudvalget.
I forhold til sygeplejens handleplan forventes de i handleplanen beskrevne indsatser med deraf følgende økonomiske effekter at kunne effektueres. Der ses pt. forsat merforbrug på drift 2017 isoleret set, dette er imidlertid for nedadgående.
På hjælpemiddelområdet er indsatser i handleplanen under igangsættelse, men en del af disse skal intensiveres væsentligt, for at nå de i handleplanen beskrevne økonomiske effekter. Forbruget de første næsten 5 måneder af 2017 er fortsat på et for højt niveau.
Handleplaner på plejecentre forventes fortsat at blive fulgt, jf. ledernes opfølgning ultimo april 2017.
Økonomiske og personalemæssige konsekvenser
Ingen.
Konsekvenser for andre udvalg
Ingen.
Indstilling
Erhvervs- og Arbejdsdirektøren indstiller på forvaltningens vegne,
1.    at Sundheds- og Seniorudvalget godkender opfølgning på alle handleplaner jf. bilag.
Beslutning i Sundheds- og Seniorudvalget den 7. juni 2017:
Fraværende: 
Udvalget ønsker et samlet overordnet overblik over handleplanernes økonomi.
Udvalget ønsker nedenstående undersøgt nærmere:
1.|Ressourcer hhv. sygepleje og hjemmepleje (område for område) samt myndighedsområdet - serviceniveau (sammenholde medarbejderressourcer, økonomi og ydelser)
2.|Markant forskel mellem budget 2015 og 2016 - hvad skyldes forskellen?
3.|Kan dokumentationskravene nedsættes?
4.|Organisatoriske forhold ift. ledelsesniveauer (medarbejder medbestemmelse fx ændringsforslag)
5.|Erfaringer fra de gode eksempler (- hvordan spredes fra et område til et andet)
6.|"Borgersnitflader" til Handicap og Psykiatri
Udvalget godkender opfølgningen.