Møde i udvalget d. 1. februar 2021

16.   Udtalelse om samarbejdsmodel for den virksomhedsrettede beskæftigelses- og erhvervsindsats (D)

Sagsnr.: 330-2020-154102             Dok.nr.: 330-2021-28078                                  Åbent
Kompetence: Erhvervs- og Teknikudvalget
Beslutningstema
Baggrund
Med vedtagelsen af Budget 2021-2024 den 5. oktober 2020 besluttede Byrådet, at:
”Parterne ønsker større samarbejde med hensyn til ”en indgang til Slagelse Kommune” for erhvervslivet og peger særligt på en tættere sammenhæng mellem den virksomhedsrettede beskæftigelsesindsats og Erhvervscenteret, således at det lokale erhvervsliv oplever en koordineret og effektiv virksomhedskontakt.
På den baggrund behandlede Økonomiudvalget den 7. december 2020 fire administrative forslag til fremtidige samarbejdsmodeller. Økonomiudvalget godkendte, at:
·        Der arbejdes videre med den samarbejdsmodel (se bilag), som var anbefalet af administrationen og Slagelse Erhvervscenter. Samarbejdsmodellen har fokus på at tænke nyt, afprøve og evaluere i fællesskab, herunder i tæt samarbejde med erhvervslivet og uddannelsesinstitutionerne.
·        Den valgte samarbejdsmodel sendes til drøftelse og udtalelse i Erhvervs- og Teknikudvalget samt Social- og Beskæftigelsesudvalget.
·        Den valgte samarbejdsmodel sendes i høring forud for endelige beslutning hhv. i MED-organisationen og Slagelse Erhvervscenters bestyrelse. Erhvervscentrets bestyrelse involveres hurtigst muligt for at sikre medejerskab til samarbejdsmodellen.
·        I det kommende oplæg til Økonomiudvalget udarbejdes forslag til sikring af politisk ejerskab til modellen.
Retligt grundlag
Lov nr. 1482 af 23. december 2014 om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen mv., § 7, der handler om organisering af kontakten til virksomhederne. Herunder at det er Jobcentret, som skal varetage virksomhedskontakten, der skal ske i et samarbejde mellem kommuner på tværs af kommunegrænser.
Handlemuligheder
Erhvervs- og Teknikudvalget har mulighed for at drøfte og komme med en udtalelse i forhold til den valgte samarbejdsmodel, inden økonomiudvalgets endelige godkendelse.
Vurdering
Den valgte samarbejdsmodel
Administrationen og Slagelse Erhvervscenter vurderer, at den valgte samarbejdsmodel samler fordele fra de øvrige modeller, men uden investering i flytning eller en lang proces omkring overførsel af organisering. Modellen kræver fast fokus fra begge ledelser/bestyrelse både i forhold til at fastholde aftalte initiativer i hverdagen og afsætte nødvendige ressourcer til udvikling.
Den valgte samarbejdsmodel har fokus på at tænke nyt, afprøve og evaluere i fællesskab, herunder i tæt samarbejde med både erhvervslivet og uddannelsesinstitutionerne. Det betyder, at fordelene er:
·        Der udvikles en ny indsats, der med udgangspunkt i arbejdsmarkedets behov bygger bro mellem virksomhederne og alle tilbud indenfor rekruttering, fastholdelse, uddannelse og efteruddannelse
·        Modellen kan effektueres i trin, og dermed igangsættes med det samme
·        Større grad af samarbejde og koordinering på baggrund af aftalte indsatser og model for udvikling og fortsat fokus
·        Modellen sikrer det nødvendige tætte samarbejde mellem beskæftigelsesindsatsens to ben, den borgerrettede og den virksomhedsrettede
·        Større mulighed for hurtigt og præcist at identificere behov, bl.a. via Advisory Board, og igangsætte indsatser og aktiviteter ud fra disse
·        Større grad af videndeling på tværs af de to fagområder
·        Klare og fastlagte samarbejdspunkter der er fokuseret på målopfyldelse
·        Modellen er fremtidsorienteret, så vi også fremadrettet udvikler og tænker nyt.
Sikring af politisk ejerskab til samarbejdet
Den valgte samarbejdsmodel er rammen, men Slagelse Erhvervscenter og administrationen vurderer, at det vil være en fordel for samarbejdet, at der sker en politisk konkretisering og præcisering af, hvilke forventninger og ønsker udvalget har til processerne i, indholdet i og resultaterne af samarbejdet.
Udvalgets input til konkretisering og præcisering vil indgå i det videre arbejde med modellen for at sikre politisk ejerskab til samarbejdet. Som inspiration kan udvalget tage udgangspunkt i følgende type spørgsmål:
·        Hvad tænker man politisk, der mangler, når der ønskes et større samarbejde om én indgang for erhvervslivet? Hvad forventer man at opnå ved det nye samarbejde?
·        Er der ønsker til bestemte arbejdsområder/temaer, som skal indgå i det fælles samarbejde?
·        Hvilke indsats- og resultatkriterier skal opfyldes og hvornår, for at man politisk opfatter samarbejdet som en succes?
Økonomiske og personalemæssige konsekvenser
Konsekvenser for andre udvalg
Den valgte samarbejdsmodel drøftes i Social- og Beskæftigelsesudvalget (1. februar 2021), MED-organisationen (14. december 2020) og Slagelse Erhvervscenters bestyrelse (9. februar 2021).
Indstilling
Arbejdsmarkedschefen indstiller,
1.    at Erhvervs- og Teknikudvalget drøfter og kommer med en udtalelse til den valgte samarbejdsmodel.
2.    at Erhvervs- og Teknikudvalget angiver eventuelle forventninger og konkrete ønsker i forhold til proces, indhold og resultater i det nye samarbejde.
Beslutning i Erhvervs- og Teknikudvalget den 1. februar 2021:
Fraværende:  Flemming Erichsen (A)
At 1: Sagen drøftet.
At 2: Ingen bemærkninger.