Møde i udvalget d. 15. marts 2021

28.   Særlig anerkendelse af medarbejdere pga. corona (B)

Sagsnr.: 330-2021-9915                   Dok.nr.: 330-2021-91249            Åbent
Kompetence:
Byrådet
Beslutningstema
Økonomiudvalget skal beslutte model for særlig anerkendelse af ansatte i Slagelse Kommune i forbindelse med ekstraordinær indsats under Corona.
Sagens indhold
Nogle kommuner har i sidste måned meldt ud, at de har vedtaget at give en særlig anerkendelse til alle eller dele af kommunens ansatte. Hertil kommer at nogle fagforeninger har foreslået at sikre deres medlemmer en særlig anerkendelse.
På den baggrund principgodkendte Økonomiudvalget i februar 2021 en økonomisk ramme (på fx 500 kr. pr. medarbejder) til anerkendelse af alle medarbejderes indsatser i forbindelse med håndtering af Corona. Midlerne skal medvirke til at skabe omsætning i lokale virksomheder, idet dog valg af konkret model træffes decentralt. Borgmesteren/kommunaldirektøren kommer tilbage med et konkret forslag, der inkluderer virksomheder i Slagelse kommune. Forslag vendes med HovedMed inden beslutning i Økonomiudvalget.
Igangsættelse af initiativet times med den videre genåbning af samfundet af hensyn til detailhandlen.
Retligt grundlag
Hjemmel følger af at Slagelse Kommune er arbejdsgiver.
Handlemuligheder
Økonomiudvalget kan beslutte om den foreslåede model sættes i værk eller, om der skal udarbejdes flere alternative modeller.
Følgende model for anerkendelse af medarbejdernes corona-indsats foreslås:
På decentralt niveau, som udgangspunkt de enkelte fagområder og gerne på virksomhedsniveau, kan vælges mellem følgende to former for anerkendelse:
1.    Et gavekort på 500 kr. til detailhandlen i Slagelse Kommune (ca. 170 butikker, der er medlem af en af erhvervsforeningerne – medlemskab i 2020 og 2021 er gratis)
2.    Et beløb på 500 kr. pr. medarbejder til et socialt arrangement, idet midlerne skal bruges til indkøb lokalt hos fx konferenceudbyder, foredragsholder, fællesspisning eller lignende
Vurdering
Det vurderes, at en anerkendelse efter den foreslåede model ligger indenfor de rammer, der er gældende for danske kommuner for sådanne tiltag.
Økonomiske og personalemæssige konsekvenser
Bevillingen til anerkendelse af medarbejderne finansieres af kassen, og den konkrete udmøntning af puljen indarbejdes i budgetopfølgning 2.
Tværgående konsekvenser
Ingen bemærkninger
Indstilling
Kommunaldirektøren indstiller,
1.    at    Økonomiudvalget beslutter, at der gives anerkendelse til medarbejde på 500 kr. pr. medarbejder på decentralt niveau, idet der kan vælges mellem følgende to former for anerkendelse:
·       Et gavekort på 500 kr. til detailhandlen i Slagelse Kommune (ca. 170 butikker, der er medlem af en af erhvervsforeningerne – medlemskab i 2020 og 2021 er gratis)
·       Et beløb på 500 kr. pr. medarbejder til et socialt arrangement, idet midlerne skal bruges til indkøb lokalt hos fx konferenceudbyder, foredragsholder, fællesspisning eller lignende.
2.    at    Anerkendelsen finansieres af kassen med 3,7 mio. kr.
Beslutning i Økonomiudvalget den 15. marts 2021:
Fraværende: 
At 1 - Anbefales til Byrådets godkendelse.
En forudsætning for gavekort, er at der kun afregnes for gavekort der anvendes.
(V) kunne ikke anbefale indstillingen til byrådet. (V) anerkendte medarbejdernes indsatser i forbindelse med Corona, men ønskede at prioritere penge i driften, ex. 10 flere pædagoger i et år.
Ann Sibbern (UFP) tilkendegav, at medarbejdere der på anden vis er blevet belønnet for indsatsen under Corona ikke skal tilgodeses med denne anerkendelse.
At 2 - Anbefales til Byrådets godkendelse.