Møde i udvalget d. 12. august 2019

8.     Status på udbudsproces på beskæftigelsesområdet (O)

Sagsnr.: 330-2019-45983               Dok.nr.: 330-2019-252737                                          Åbent
Kompetence:
Social- og Beskæftigelsesudvalget.
Beslutningstema
Social- og Beskæftigelsesudvalget orienteres om status på udbudsproces på beskæftigelsesområdet.
Baggrund
Forenklingsreformen vil medføre et ændret serviceniveau for samtaler og tilbud. Konsekvensen heraf er blandt andet at afklare afledte behov for borgerrettede tilbud – herunder inddragelse af eksterne aktører.
På baggrund af behovet vurderes det i hvert enkelt tilfælde, om Center for Arbejdsmarked og Integration – samlet set - forventer at skulle købe enkeltydelser hos private leverandører, der overskrider grænsen på kr. 5.000.000,00, hvilket forpligter centret til at iværksætte en udbudsproces.
Primo august måned skal afdelingerne i Center for Arbejdsmarked og Integration give deres bud på indsatser – herunder målgrupper, tilbudstyper og dimensionering. Herefter vurderes det samlede behov. Social- og Beskæftigelsesudvalget kan forvente at blive præsenteret for en samlet og overordnet opgørelser over indsatser på mødet i november 2019.
Sideløbende med udbudsprocessen vil Center for Arbejdsmarked og Integration intensivere dialogen med øvrige centre i kommunen med henblik på at afdække mulighederne for, at der kan aftales indsatser til visse af målgrupperne i f.eks. Sundhed og Ældre. Målet hermed er at sikre en mere helhedsorienteret indsats for udsatte målgrupper. Her tænkes bl.a. på trænings- og mestringsforløb, som Center for Arbejdsmarked og Integration tidligere har købt ved private leverandører.
Andre ydelser hos private leverandører, som kan blive aktuelle at konkurrenceudsætte, hvis beløbsstørrelsen forventes at overskride kr. 5.000.000,00 kan formentlig blive specialiserede mentorindsatser for særlige målgrupper.
I dag køber Center for Arbejdsmarked og Integration en række ydelser eksternt, f.eks. Almen Voksenundervisning (AVU), Ordblindeundervisning, Brobygningsforløb og kompetencegivende kurser/uddannelser i det offentlige uddannelsessystem. Disse ydelser skal ikke, uanset beløbsstørrelse, konkurrenceudsættes, da der er tale om offentligt udbudte og godkendte forløb. Sluttelig tilbyder Center for Arbejdsmarked og Integration i øjeblikket også en række andre specialindsatser – f.eks. SUMAK og Veteranhaven. Disse tilbud skal heller ikke konkurrenceudsættes, da der er tale om virksomhedspraktikker i socialøkonomiske virksomheder.
Det forudsættes, at kommende leverandører overholder den til enhver tid gældende lovgivning i forhold til at iværksætte aktive tilbud, herunder bl.a.:
·         Lov om aktiv beskæftigelse
·         Lov om ansvaret for styringen af den aktive beskæftigelsesindsats
·         Bekendtgørelse om andre aktører m.fl.
·         Forvaltningsloven
·         Offentlighedsloven
·         Lov om retssikkerhed og administration på et socialt område
·         Persondataforordningen
Yderligere forudsættes det, at kommende leverandører efterlever Slagelse Kommunes kodeks for god virksomhedsservice, når der samarbejdes med lokale virksomheder.
Endelig skal det bemærkes, at Center for Arbejdsmarked og Integration i forbindelse med kontrakternes indgåelse, vil udarbejde en model der – i forhold til den konkrete leverance – præciserer tilsyn med leverandøren og dennes ydelser.
Retligt grundlag
Lov nr. 1564 af 15. december 2015 – Udbudsloven
Handlemuligheder
Social- og Beskæftigelsesudvalget drøftes status på udbudsprocessen
Vurdering
Ingen bemærkninger.
Økonomiske og personalemæssige konsekvenser
Ingen bemærkninger.
Konsekvenser for andre udvalg
Ingen bemærkninger.
Indstilling
Erhvervs- og Arbejdsmarkedsdirektøren indstiller,
1.    at Orienteringen tages til efterretning.
Beslutning i Social- og Beskæftigelsesudvalget den 12. august 2019:
Fraværende:  Palle Kristiansen (O)
Taget til efterretning med ønske om løbende orientering.