Møde i udvalget d. 4. september 2017

8.     Ansøgning om støtte til ny udstillingsbygning på Guldagergaard (B)

Sagsnr.: 330-2015-36632               Dok.nr.: 330-2017-539744                                          Åbent
Kompetence: Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget
Beslutningstema
Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget (KFT) skal beslutte, om det vil bevilge 300.000 kr. af turismemidlerne til et skitseprojekt til en ny udstillingsbygning på Guldagergaard.
Baggrund
På Guldagergaards grund ligger det kommunalt ejede Æblehuset. Æblehuset fungerer som Guldagergaards udstillingsbygning og tæller mere end 1.000 keramiske genstande. Genstande, som er af unik og høj kvalitet, og som er med til at sætte Guldagergaard på verdenskortet.
Guldagergaard har været i dialog med Kommunale Ejendomme (KE) omkring Æblehusets nuværende stand. Guldagergaard tog kontakten, fordi bygningens tag er sunket midt på, hvilket nu er meget synligt. KE har haft uvildig ingeniør på bygningen, som erklærer, at bygningen er slap i sin konstruktion, og at den ikke bør benyttes til opbevaring af en kunstsamling, da der er fare for sammenstyrtning, hvis der eksempelvis ligger sne på taget. Guldagergaard anser det derfor som meget presserende, at der findes en løsning på opbevaring af den store keramiske samling inden vinter. Guldagergaard er af den opfattelse, at det vil være en formsag at benytte forsikring til denne del af projektet. Men for at sikre den unikke samling for fremtiden, er det Guldagergaards opfattelse, at der behøves en ny og mere tidssvarende udstillingsbygning.
På denne baggrund ansøger Guldagergaard KFT-udvalget om 300.000 kr. til et skitseprojekt til en ny udstillingsbygning som erstatning for Æblehuset. Guldagergaard vurderer, at et skitseprojekt er afgørende i den videre ansøgningsproces om eksterne midler til bygningens opførelse.
En ny udstillingsbygning vil åbne op for nye muligheder og udstillingssamarbejder med internationale og danske samarbejdspartnere og derved give Guldagergaard mulighed for en øget publikumsaktivitet. Samtidig vil den store, enestående samling blive eksponeret og synlig.
Det er Guldagergaards vision, at denne nye udstillingsbygning skal være et fyrtårn for Slagelse Kommune samt være en markant aktør indenfor samtidskunsten qua unikke internationale samarbejdspartnere.
Retligt grundlag
Kommunalfuldmagten – der giver kommuner adgang til at varetage opgaver, der har til formål generelt at fremme den lokale turistudvikling.
Handlemuligheder
Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget har følgende handlemuligheder
1. Imødekomme Guldagergaards ansøgning og bevilge 300.000 kr. af turismemidlerne til et skitseprojekt til en ny udstillingsbygning.
2. Afvise Guldagergaards ansøgning. 
Vurdering
Administrationen vurderer, at Guldagergaards ansøgning bør imødekommes.
Administrationen deler Guldagergaards opfattelse af, at et skitseprojekt vil have stor positiv betydning for muligheden for at opnå eksterne støttemidler.
Verdens bedste keramikere kender til Skælskør og bærer med stolthed denne viden med sig til verdens udstillings – og kunstnermiljøer. Dette store potentiale kan med fordel styrkes. En udstillingsbygning vil gøre Guldagergaards samling tilgængelig for mange, give mulighed for udvidelse af genstande, udvide stedets internationale brand, styrke indgåelse af partnerskaber med internationale udstillingssteder og kunsthaller samt tiltrække gæster både lokalt, nationalt og internationalt.
En udstillingsbygning med en café/aktivitetslokaler kan dels fungere som en ny indtægtskilde for Guldagergaard, dels udbygge turismen i Skælskør ved at bygge bro til resten af byen, fx med mulighed for at afholde kunstdebatter, workshops o. lign.
En ny bygning vil derfor være til gavn både for Guldagergaard, Skælskør By og hele Slagelse Kommune samt gæster udefra.
Økonomiske og personalemæssige konsekvenser
Ingen bemærkninger.
Konsekvenser for andre udvalg
Den nye bygning bør være katalysator for flere kommercielle aktiviteter og dermed være selvfinansierende ift. drift. Det tilstræbes, at kommunen ikke får yderligere driftsudgifter ved en ny bygning.
Indstilling
Centerchefen for Kultur, Fritid og Borgerservice indstiller,
1.    at Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget imødekommer Guldagergaards ansøgning og bevilger 300.000 kr. af turismemidlerne til et skitseprojekt til en ny udstillingsbygning.
Beslutning i Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget den 4. september 2017:
Fraværende:  ingen
Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget er positivt indstillet, men vil bede bestyrelsen for Guldagergaard fremsende et oplæg til fornyet behandling, der beskriver et samlet investeringsbudget, et fremtidigt driftsbudget, sammenhæng til Guldagergaards øvrige strategi samt giver et overblik over, hvilke fonde der kan søges.