Møde i udvalget d. 8. maj 2017

8.     Initiativretssag - Markering på Borreby af 100-året for salget af De Dansk-Vestindiske Øer til USA (B)

Sagsnr.: 330-2017-21926               Dok.nr.: 330-2017-182683                                          Åbent
Kompetence: Byrådet
Beslutningstema
Byrådsmedlemmerne, Jørn Melchior Nielsen og Thomas Clausen, Enhedslisten, har den 19. marts 2017 via deres initiativret ønsket, at Byrådet behandler sagen markering på Borreby af 100-året for salget af De Dansk-Vestindiske Øer til USA.
Baggrund
Enhedslisten foreslår, at Slagelse Kommune aktivt støtter markeringen på Borreby i anledning af 100-året for Danmarks salg af De Vestindiske Øer i 1917.
Markeringen er planlagt til 16. september 2017 i samarbejde mellem Borreby og Museum Vestsjælland.
Jørgen Carstensen var plantageejer på Sankt Thomas. Hans søn Johan Lorentz Carstens (1705-1747) tjente som plantageejer på Sankt Thomas en betydelig formue. Han arvede plantagen Mosquito Bay, der senere blev udvidet med en plantage på St. Croix samt en på St. Jan. 
Arbejdet på plantagerne blev udført af afrikanske slaver, købt på Guldkysten i Vestafrika, i det nuværende Ghana, og solgt som led i omfattende handel med slaver over Atlanten, hvorfra plantageejerne også havde fortjeneste.
Plantageejeren rejste i 1739 til Danmark og købte Knabstrup i 1745. Den 12. marts samme år blev han optaget i den danske adel med navnet Castenschiold. En af hans tre sønner, Joachim Melchior Holten Castenschiold, købte i 1783 Borreby for 100.000 rigsdaler (Niels Peter Stilling: Danmarks Herregårde, 2014)
Johan Lorenz Carstens har selv skildret de ydmygende forhold, hvorunder slaverne blev solgt ved ankomsten til De vestindiske Øer, nogle direkte til plantageejerne og andre ved offentlige auktioner og derved leveret dokumentation for slavehandelens og slaveriets væsen, som førte til så megen lidelse og ufrihed for titusindvis af mennesker i Afrika og på De Vestindiske Øer.
Det er positivt, at de nuværende ejere af Borreby, efterkommere efter Joachim Melchior Holten Castenschiold, aktivt vil medvirke til at markere 100-året for salget af De Vestindiske Øer, hvorved der gives en mulighed for at oplyse om kolonitiden i Vestafrika og på De Vestindiske Øer med dens slavehandel og slaveri og den deraf følgende økonomiske og kulturelle betydning for Danmark.
Retligt grundlag
Byrådsmedlemmers ret til at indbringe en sag for Byrådet følger af § 11 i styrelsesloven
Handlemuligheder
Ingen bemærkninger
Vurdering
Ingen bemærkninger
Økonomiske og personalemæssige konsekvenser
Ingen bemærkninger
Konsekvenser for andre udvalg
Ingen bemærkninger
Indstilling
Byrådsmedlemmere, Jørn Melchior Nielsen og Thomas Clausen, indstiller
1.    at Slagelse Byråd beslutter, at Slagelse Kommune for at markere 100-året for salget af De Vestindiske Øer og for at give borgerne et indblik i kolonitiden med dens slavehandel og slavearbejde aktivt og økonomisk støtter den folkelige vestindiensdag, som Museum Vestsjælland planlægger at arrangere den 16. september 2017 på Borreby i samarbejde med de nuværende ejere af Borreby.
Beslutning i Byrådet den 27. marts 2017:
Fraværende:  Jørn-Ole Didriksen (V), Niels O. Pedersen (A), Troels Christensen (I)
Sagen oversendes til Kultur- og fritidsudvalget.
Beslutning i Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget den 8. maj 2017:
Fraværende:  ingen
Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget ønsker ikke at fremme sagen, idet det forventes, at Borreby og Museum Vestsjælland kan afholde arrangementet inden for de driftstilskud, som Slagelse Kommune yder.
Kunne ikke indlæse data fra Slagelse Kommunes hjemmeside.