Møde i udvalget d. 7. august 2017

9.     Slagelse Skytteforening - Tilskud til udbygning og opdatering af eksisterende alarmsystemer (B)

Sagsnr.: 330-2017-22359               Dok.nr.: 330-2017-363646                                          Åbent
Kompetence: Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget
Beslutningstema
Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget skal tage stilling til Slagelse Skytteforenings ansøgning om tilskud til udbygning og opdatering af alarmer i forbindelse med den udendørs skydebane på Oksebrovej og skydebanen i kælderen på Nørrevangsskolen. Foreningen søger om 60.000 kr. fra Idræts- og Fritidspuljen.
Baggrund
Slagelse Skytteforening ønsker med tilskuddet at opdatere alarmerne på deres to skydebaner. De eksisterende alarmer er gamle og utidssvarende. De fremtidige krav fra myndighederne kræver en opdatering af alarmerne for at bringe dem i lovlig stand.
Da flere og flere skytter (medlemmerne) træner individuelt, er der behov for at kunne få adgang til banerne uden for normal træningstid, og dermed er der behov for en registrering af, hvem der har været på banerne, samt at kunne give evt. eksterne brugere mulighed for at benytte banerne i særlige tidsrum.
Alarmsystemet koster i alt 71.888 kr., hvor foreningen selv bidrager med 11.888 kr.
Foreningen har ikke indhentet yderligere tilbud, idet foreningen skal genbruge så meget som muligt fra de gamle alarmer på de to adresser, for at projektet ikke bliver yderligere fordyret. Foreningen har undersøgt, om andre leverandører kunne udvide de eksisterende alarmer, men uden held.
Slagelse Skytteforenings regnskab for 2016 viser et overskud på 64.492 kr., hvor de 312.347 kr. er indtægter, og de 247.855 kr. er udgifter. Balancen udviser pr. 31.12.2016 en egenkapital på 449.405 kr., hvor de likvide beholdninger andrager 126.282 kr.
Retligt grundlag
Retningslinjerne for Idræts- og Fritidspuljen.
Handlemuligheder
Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget kan:
A. Bevilge et tilskud på 60.000 kr.
B. Bevilge et mindre tilskud, fx 35.000 kr.
C. Meddele afslag på ansøgningen
Vurdering
Administrationen vurderer, at Slagelse Skytteforening vil kunne opnå tilskud fra Idræts- og Fritidspuljen, da denne pulje bl.a. støtter etablering af nye og renovering af eksisterende baner og andre faciliteter.
Administrationen finder, at foreningen med sit overskud i seneste regnskabsår og likvide beholdning kan finansiere halvdelen af udgiften selv, dvs. ca. 35.000 kr. Dertil skal det suppleres, at andre end foreningens medlemmer benytter sig af skydebanerne, bl.a. politiet.
Bærende principper
Det er administrationens vurdering, at Slagelse Skytteforening kan modtage tilskud, idet installeringen af alarmen er i overensstemmelse med følgende bærende principper for puljen:
- Medfinansiering: Foreningen bidrager med 11.888 kr. af de 71.888 kr.
- Idrætspolitik: Tidssvarende anlæg, som f.eks. opdatering af alarmer for overholdelse af lovgivning på området.
Økonomiske og personalemæssige konsekvenser
Ingen bemærkninger.
Konsekvenser for andre udvalg
Ingen bemærkninger.
Indstilling
Børne- og ungedirektøren indstiller på forvaltningens vegne,
1.    at  Slagelse Skytteforening ydes et tilskud på 35.000 kr. til opdatering af alarmer.
Beslutning i Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget den 7. august 2017:
Fraværende:  ingen
Godkendt.
Kunne ikke indlæse data fra Slagelse Kommunes hjemmeside.