Møde i udvalget d. 5. februar 2018

10.   Initiativretssag -  færdselsregulering på privat vej (B)

Sagsnr.: 330-2017-75028               Dok.nr.: 330-2018-55313                                            Åbent
Kompetence: Byrådet
Beslutningstema
1. LTE udvalgets imødegåelse af center for teknik og miljøs indstilling til mødet 6. november 2016 ved ikke, at tilslutte sig den administrative indstilling om reetablere tidligere vejspærring og lukning mellem Næstvedvej 45 og 47.
2. Ejer af ejendommen Næstvedvej 45 Johnny Larsen er blevet fejlinformeret om, at han først kunne og efterfølgende ikke kunne reetablere afspærring.
3. I Slagelse Kommunes sagsbehandling - er anvendt Privatvejslovens § 57 og ikke behandlet som et internt anliggende om lokalvej mellem parterne Næstvedvej 45 og 47.
4. Slagelse kommunes tilsidesættelse af skriftlig korrespondance, aftaler og hensigter mellem Skælskør kommune og Labofa Munch A/S jf. aktindsigt
5. Slagelse Kommunes manglende fremskaffelse af fuld akt indsigt i sagen samt svarskrivelse til vejdirektoratet på et ikke fuldt oplyst grundlag.
6. Generel vurdering af den politiske og administrative sags behandling i forhold til Slagelse Kommunes politiker blandt andet ”Mindre myndighed og Mere service”.
Baggrund
Sagen handler forsat om trafiksikkerhed og tryghed i forhold til skolebørn og den generelle store færdsel på Næstvedvej i Skælskør samt indehaver af ejendommen Næstvedvej 45 Johnny Larsens ønske om, at reetablere tidligere vejspærring og lukning mellem Næstvedvej 45 og 47.
LTE udvalget fulgte ikke center for teknik og miljøs indstilling til mødet 6. november 2016 - om at tillade lukning i form af plantekummer for at imødegå motorkørende trafik.
Som begrundelse for ikke at følge indstilling har vi alene fra formand Henrik Brodersen mundtligt fået oplyst på vores møde 2. oktober 2017, at han endnu ikke ”havde set kors eller lig på vejen” lige som han i mail 20. september har tilkendegivet - ”Jeg tilbyder en dialog, fordi ingen andre kan se problemet som I fremføre ”
Den administrative sagsbehandling og indstilling til LTE udvalget 6. november 2016 tager afsæt i Privatvejslovens § 57 – hvilke ansøger ikke mener kan være juridisk korrekt da det fremgår af Skælskør Kommunes indsendte fortegnelse over private fællesveje i byer og bymæssig bebyggelse 1. december 2006, at vejarealet mellem Næstvedvej 45 og 47 ikke er omfattet.
Dette præciseres yderlig i bilag 35 af 3. marts 2006 – (fra den kommunale aktindsigt) – hvor Carsten Møller og Anker Larsen Skælskør Kommune over for Labofa - Munch A/S tilkendegiver, ”at vejen omkring Labofa A/S IKKE for øjeblikket er registret som fælles private veje og at rent private veje har kommunen som myndighed IKKE noget at skulle have sagt over”.
Det er først i forbindelse med kommunalreformen hvor vejdata fra sammenlægningskommunerne og amtet blev samlet i et vejforvaltningssystem – Vejman.dk, at arealet fejlagtigt fremkommer. En sammenlægning der skete som maskinel samkørsel af registrene og blev foretaget af en administrativ medarbejder fra kommunen. Der blev alene foretaget stikprøvekontroller om data fra det afgivende system blev lagret korrekt i Vejman.dk. Det er således uomtvisteligt for ansøger, at der er begået en manuale fejl i forhold til Skælskør kommunes afleverede materiale 1. december 2016.
Det er således ansøgers opfattelse, at det er Skælskør kommunes fortegnelse over privat fællesveje i byer og bymæssige områder fra 1. december 2006 og lokalplan 127 der er retsgrundlag.
For eksempel fremgår i lokalplan 127:
  • Side 7 - hvor lokalplanens retsvirkninger omtales i sidste afsnit som følger: Privat byggeservitutter og andre tilstandsservitutter, der uforenelig med lokalplanen fortrænges af planen. Andre private servitutter kan eksproprieres når det vil være af væsentlig betydning for virkeliggørelsen af planen.
  • Side 9 §1 - at lokalplanens formål er at udlægge arealer til vej og parkering i området
  • Side 10 øverst Adgangsveje og parkeringsforhold Der udlægges areal til ny adgangsvej ind i området fra Tjørnevej i princippet som vist på kort 1.
Foranstående og nedenstående underbygges af korrespondance fra klagers kommunale aktindsigt (afventer som nævnt stadig aktindsigt fra Vestsjællands Amt som vejmyndighed):
  • I bilag 19 – mail af 19. juni 2006 tilkendegiver Adm. direktør Preben H. Nielsen fra Labofa – Munch A/S at ”Vejadgang fra Næstvedvej alene er et naboanliggende” og ”Mellemvejen mellem parkeringsplads Nord for Sundhedscenteret til deres område er ulovligt anlagt og ikke aftalt”.
  • I bilag 29 – mail 31. maj meddeler samme Preben Nielsen til daværende borgmeter Ole Drost i Skælskør kommune - med tilhørende kort i bilag 30 udarbejdet af landinspektør Børge Christensen- ”Jeg vil gerne orientere om, at vi snarest lukker for indkørsel fra Næstvedvej, samt lukker vejen mellem parkeringsplads og sundhedscenter. (angiveligt med hjemmel i lokalplan 127 og ikke privatvejsloven – dertil formentligt også både af trafik og vedligeholdelsesmæssige samt kommende økonomiske årsager)
  • I bilag 35 og bilag 36 påpeges af 3. marts tilkendegiver Skælskør Kommune over for Labofa – Munch A/S at vejende omkring Labofa IKKE er registreret som fælles privat vej….
  • I bilag 37 af 1. marts fra Labofa Munch A/S skriver administrerende direktør Preben Nielsen ” Vi ønsker derfor den afkrydsede fællesvej lukket for trafik, så ulykker forhindres da dette kryds er ret så uoverskueligt.
Bilag vedhæftet men kan suppleres yderlig med lokalplan 127 og førte korrespondance om opgørelse af private fællesveje december 2006
Retligt grundlag
Byrådsmedlemmers ret til at indbringe en sag for Byrådet følger af § 11 i styrelsesvedtægten.
Handlemuligheder
At Slagelse Byråd følger center for teknik og miljøs indstilling til mødet 6. november 2016.
at der i overensstemmelse med det gældende retsgrundlag kan foretages den ansøgte færdselsregulering på den private vej, der er beliggende på Næstvedvej 47, i form af bomme eller plantekummer, så gennemgående motorkørende trafik undgås,
at projektet finansieres på sted 222739 Trafiksikkerhedsfremmende foranstaltninger via de disponerede midler til tryghedsfremmende projekter.
Alternativ at Slagelse Byråd inden 8. december 2017 lader ekstern jurist undersøge Slagelse Kommunes sagsbehandling:
  • Om det er korrekt at anvende Privatvejslovens § 57 i denne sag.
  • Om sagen burde været behandlet som et internt anliggende om lokalvej mellem parterne Næstvedvej 45 og 47.
  • Om det kan være korrekt, at Slagelse kommune har tilsidesat og anvendt den skriftlige korrespondance, aftaler og hensigter mellem Skælskør kommune og Labofa Munch A/S jf. journalsag 2. marts 2006 – Labofa Munch – Smidstruvej 11, angående lukning af privat fællesvej fra Næstvedvej og til matr. Nr. 6 ab Hesselby.
At Slagelse Byråd meddeler Vejdirektoratet, at Slagelse Kommunes svarskrivelse i høring ikke er fyldestgørende og retvisende da sags akter fra Vestsjællands Amt endnu ikke er indgået i fremsendte svarskrivelse. Samtidig pålægges konstitueret kommunaldirektør Ole Kristensen at sikre aktindsigt senest 8. december 2017.
Vurdering
Ingen bemærkninger.
Økonomiske og personalemæssige konsekvenser
Ingen bemærkninger.
Konsekvenser for andre udvalg
Ingen bemærkninger.
Indstilling
Steen Olesen (A) indstiller,
1.    at der i overensstemmelse med det gældende retsgrundlag kan foretages den ansøgte færdselsregulering på den private vej, der er beliggende på Næstvedvej 47, i form af bomme eller plantekummer, så gennemgående motorkørende trafik undgås,
2.    at projektet finansieres på sted 222739 Trafiksikkerhedsfremmende foranstaltninger via de disponerede midler til tryghedsfremmende projekter.
3.    at Slagelse Byråd meddeler Vejdirektoratet, at Slagelse Kommunes svarskrivelse i høring ikke er fyldestgørende og retvisende da sags akter fra Vestsjællands Amt endnu ikke er indgået i fremsendte svarskrivelse. Samtidig pålægges konstitueret kommunaldirektør Ole Kristensen at sikre aktindsigt senest 8. december 2017.
Beslutning i Byrådet den 30. oktober 2017:
Fraværende:  Jens Jørgensen (Udenfor partierne), Troels Christensen (I), Villum Christensen (I)
Steen Olsen (A) rejste spørgsmålet om habilitet i forhold til sagen. Steen Olsen (A) mente, at han deltog i sagen ud fra generelle trafikpolitiske perspektiver og ikke som partsrepræsentant.
For at Steen Olsen var inhabil stemte 13; (V), (O) og Michael Gram (FB).
Imod stemte 15; (A), (F), (Ø) og Tonny Borgstrøm (udenfor partierne).
Et flertal besluttede således, at Steen Olsen (A) var habil i forhold til behandling af punktet.
Sagen oversendes til Landdistrikts-, Teknik- og Ejendomsudvalgets behandling.
Administrationens bemærkninger
Ved gennemgang af sager og dokumenter i Rigsarkivet, er der ikke fundet materiale med relation til vejstykket der er anlagt på ejendommen Næstvedvej 47, Skælskør.
Sagen er behandlet i henhold til Lov om private fællesveje (Nr. 1537 af 21. december 2010), jf. lovens §10 pkt. 3) samt deklarationer om færdselsret af henholdsvis; 7. juli 1950 og 26. oktober 1965. Beskrivelse fremgår af sagens bilag ”Notat Næstvedvej 47, Skælskør: Grundlag for sagens behandling”.
Der foreligger ikke nyt i sagen, der ændre de forudsætninger, som lå til grund for sagens behandling den 7. november 2016.
Beslutning i Landdistrikts-, Teknik- og Ejendomsudvalget den 5. februar 2018:
Fraværende: 
Et flertal af udvalget bestående af Steen Olsen (A), Anne Bjergvang (A) og Troels Brandt (B) erklærede Steen Olsen (A) habil.
Et flertal bestående af Troels Brandt (B), Ole Drost (V) og Anders Kofoed (V) kunne ikke tilslutte sig indstillingen og således heller ikke administrationens indstilling fra 7. nov. 2016 om lukning af vejen.