Møde i udvalget d. 7. april 2021

4.     Recovery Bulls - Den Sociale Sportscafé i Slagelse (D)

Sagsnr.: 330-2021-25077               Dok.nr.: 330-2021-116065                                          Åbent
Kompetence:
Udvalget for Specialiserede Borgerindsatser.
Beslutningstema
Udvalget for Specialiserede Borgerindsatser drøfter projektbeskrivelsen fra Recovery Bulls Slagelse – Den Sociale Sportscafé og tager stilling til om der skal arbejdes videre med forslaget.
Sagens indhold
Slagelse Kommune har modtaget projektbeskrivelse vedrørende Den Sociale Sportscafé i Slagelse fra Recovery Bulls Slagelse jfr. bilag til sagen.
Formålet med den Sociale Sportscafé er at inkludere udsatte stof- og alkoholfrie mænd og kvinder i meningsfulde fællesskaber, herunder skabe en indgangsdør til Recovery Bulls idrætsfællesskaber i Slagelse Kommune.
Tilbuddet bygger på erfaringerne fra et tilsvarende projekt i Esbjerg Kommune, hvor det beskrives at den Sociale Sportscafé gennem aktiviteter og positive sunde fællesskaber, medvirker til at give brugerne en bedre livskvalitet, og samtidig er med til, at styrke deres tilknytningsforhold til civilsamfundet.
Der lægges op til en bemanding ved en Social Sportscafé i Slagelse bestående af en lønnet socialfaglig uddannet koordinator samt frivillige deltagere. Tilbuddet skal være åbent alle ugens hverdage.
I projektbeskrivelsen skitseres et budget for 2022 på i alt 741.000 kr. hvor 347.500 kr. finansieres af Slagelse Kommune og et tilsvarende beløb fondsfinansernes m.v.
Retligt grundlag
Serviceloven § 104.
Handlemuligheder
Ingen bemærkninger.
Vurdering
Administrationen vurderer, at forslaget udvider tilbuddene til udsatte- stof og alkoholfrie i deres vej tilbage til civilsamfundet. Lignende tilbud til målgruppen gives i regi af varmestuerne og Ringen samt Netværkshusene under CPUS.
Økonomiske og personalemæssige konsekvenser
Der skal, såfremt der arbejdes videre med forslaget tages stilling til finansieringen, evt. oversendelse til de kommende budgetforhandlinger.
Tværgående konsekvenser
Hvis der skal arbejdes videre med forslaget skal Idrætsområdet og Kommunale Ejendomme involveres. Ligesom Rådet for Socialt Udsatte kan høres i sagen.
Indstilling
Social- og Projektchefen indstiller,
1.    at forslaget fra Recovery Bulls Slagelse vedrørende Den Sociale Sportscafé Slagelse drøftes.
Beslutning i Udvalget for Specialiserede Borgerindsatser den 7. april 2021:
Fraværende: 
At 1 - Drøftet og genoptages.
Recovery Bulls inviteres til dialog med udvalget på et af de kommende møder til yderligere belysning af projektansøgningen.