Møde i udvalget d. 4. december 2017

16.   Godkendelse af takster for spildevand 2018

Sagsnr.: 330-2017-83801               Dok.nr.: 330-2017-724506                                          Åbent
Kompetence: Byrådet
Beslutningstema
Der skal tages stilling til, om 2018 taksterne for SK-Spildevand A/S kan godkendes
Baggrund
Den 8. november 2017 godkendte bestyrelsen i SK Forsyning A/S taksterne for 2018, som herefter er sendt til godkendelse af Byrådet.
Byrådet skal i vurderingen sikre overholdelsen af følgende principper:
· at taksterne opfylder ”hvile i sig selv princippet” – pengene skal bruges til lovlige formål i henhold til lovgivningen, og der må ikke opsamles uproportionelt store formuer.
· at taksterne opfylder ”ligebehandlingsgrundsætningen” - at ens borgere behandles lige.
· at taksterne er i overensstemmelse med gældende lovgivning, herunder at SK overholder det prisloft, der er fastsat af Konkurrencestyrelsen.
Takster for spildevand
Spildevandstaksten for 2018 er hævet 1,2% i forhold til 2017. For den normale forbruger svarer det til 0,50 kr./m3. Det faste bidrag er uændret, mens tilslutningsbidraget alene pristalsreguleres.
Særbidrag (opkræves for særligt forurenet spildevand) opkræves a conto og fastsættes ud fra realiserede omkostninger i 2017. Beløbet opkræves kun en gang i slutningen af året. Taksterne vil derfor være tilrettet før næste opkrævning.
Vejbidraget for kommune- og statsveje opkræves iht. Betalingsvedtægten. Den forventede omsætning afhænger her af de realiserede anlæg. Særligt for vejbidraget til de kommunale veje er der taget højde for en verserende afklaring af afregningsgrundlaget for vejbidraget. Dette spørgsmål forventes afklaret i løbet af 2018.
Takster for Tømningsordningen
Tømningsordningen gælder for ejendomme i det åbne land og sommerhusområder, som ikke er kloakeret. Disse ejendomme skal én gang om året have tømt deres samletank eller bundfældningstank. Endvidere gælder tømningsordningen for fedtudskillere. På tømningsordningen er det alene prisen for tømning af fedtudskiller, der er ændret, så der tages 100 kroner mere for en tømning end i 2017.
SK Spildevand A/S opkræver med de nye takster i 2018 ca. 5,2 mio. kr. mere end den indtægtsramme, Konkurrencestyrelsen har fastsat i prisloftet. I 2017 forventes til gengæld, at der opkræves ca. 6 mio. kr. mindre end prisloftet for 2017. Den uudnyttede indtægtsramme fra 2017 kan overføres til 2018, hvorefter der kan beregnes en uudnyttet ramme på 0,8 mio. kr. svarende til ca. 0,26 kr./m³ afhængig af fordelingen af m³ på afgiftstrin 1-3.
Med den fastsatte takst ønskes det, at komme så tæt på Forsyningssekretariatets udmeldte indtægtsrammen som muligt, samtidig med at der tages højde for de usikkerheder, der kan ligge frem til regnskab for 2017, samt forbrugsmønstrene for 2018, som hurtigt kan minimere den beregnede uudnyttede ramme op 0,8 mio. kr.
Retligt grundlag
Den 1. juli 2009 trådte Vandsektorloven i kraft (Lov nr. 469 af 12. juni 2009). Med loven blev Forsyningssekretariat under Konkurrencestyrelsen oprettet. Forsyningssekretariatet fastsætter hvert år en indtægtsramme for, hvor mange penge SK Spildevand A/S må opkræve fra forbrugerne.
Kommunens godkendelse af kubikmetertakst og faste bidrag for spildevand sker efter betalingslovens § 3 (LBK nr. 633 af 7. juni 2010). Kubikmetertakster og faste bidrag skal godkendes hvert år.
Handlemuligheder
Byrådet kan vælge enten at godkende, eller ikke at godkende 2018 taksterne for anlægs- og driftsbidragene for spildevand og tømningsordningen.
Hvis Byrådet ikke kan godkende taksterne, skal beslutningen begrundes. Slagelse Kommune skal herefter indgå i en forhandling med SK-Forsyning A/S om at nå til enighed om taksterne.
Byrådet kan ikke selv fastsætte taksterne.
Vurdering
De fremlagte takster vurderes ikke at stride imod de ovenfor anførte principper, som Byrådet skal tilse i forbindelse med godkendelsen af takstbladet.
Indstilling
Centerchefen for Teknik og Miljø indstiller,
1.    at det takstblad 2018 for SK-Spildevand A/S godkendes