Møde i udvalget d. 14. juni 2021

10.   Forslag til Lokalplan 1246, Boliger på Fordgrunden, Slagelse samt Kommuneplantillæg nr. 55 til Kommuneplan 2017 og tilhørende miljøscreening (B)

Sagsnr.: 330-2020-28077                 Dok.nr.: 330-2021-106594          Åbent

Kompetence:

Byrådet

Beslutningstema

Byrådet skal tage stilling til, om Forslag til Lokalplan 1246, Boliger på Fordgrunden, Slagelse samt forslag til tillæg nr. 55 til Kommuneplan 2017 og miljøscreening, skal vedtages og fremlægges i 8 ugers offentlig høring

Sagens indhold

Miljø-, Plan- og Landdistriktsudvalget besluttede på mødet den 2. november 2020 under punkt 5 at igangsætte lokalplanlægningen af en ny etageboligbebyggelse på Fordgrunden i Slagelse.

Forslag til Lokalplan 1246 giver mulighed for en etageboligbebyggelse med ca. 85 boliger. Bebyggelsen planlægges som en randbebyggelse langs Smedegade og Rosenkildevej i op til 4 etager med et antal penthouselejligheder som en 5. etage.

Bebyggelsen vil indgå som en del af Slagelse Bymidte, som kendetegnes af en harmonisk sammenhængende, men dog varieret randbebyggelse med relativt korte facadelængder. For at opnå en god arkitektonisk helhedsvirkning planlægges den nye bebyggelse med skift i facadeudtrykket for at give en karakter af enkelthuse i en gadelinje.

Bygningerne skal opføres i teglsten eller skiffer. Mindre dele af facaderne kan opføres i andre materialer.

Bygningerne skal opføres med flade tage med mulighed for etablering af solfangere og tagterrasser.

Der er åbnet mulighed for, at stueetagen kan indrettes til enten boliger eller kontorerhverv.

Bag randbebyggelsen etableres et gårdrum med fælles opholdsarealer, legeplads og parkering. Mod det indre gårdrum kan der etableres altaner orienteret mod syd og vest. Området vejbetjenes fra Smedegade.

Med lokalplanen reserveres der areal til en mulig ombygning af krydset Smedegade/Parkvej/Rosenkildevej, i tråd med byrådets beslutning på mødet den 22. juni 2020, punkt 20.

Sammen med lokalplanforslaget er der udarbejdet et forslag til et tillæg til Kommuneplan 2017, der ændrer områdets anvendelse fra erhverv til boligområde. Kommuneplantillægget muliggør desuden, at bebyggelsen kan etableres i op til 5 etager, og at der kan etableres kontorerhverv i stueetagen.

Der har i forbindelse med udarbejdelsen af kommuneplantillægget været afholdt en lovpligtig foroffentlighedsfase i perioden fra den 26. januar 2021 til den 24. februar 2021. Kommunen modtog i alt 4 idéer, forslag eller øvrige kommentarer.

Kommentarerne har givet anledning til følgende ændringer i lokalplanen:

·       Der skal etableres en legeplads på min. 50 m2.

·       For at mindske skyggegener planlægges maks. halvdelen af bygningsmassen opført i 5 etager. Den øvrige bygningsmasse må maks. opføres i 4 etager med mulighed for tagterrasser.

·       Fordelene ved at flytte stoppested for busrute 901 beskrives i lokalplanens redegørelse.

·       Der gives mulighed for kontorerhverv i stueetagen.

Administrationen har foretaget en miljøvurderingsscreening, hvori det samlet vurderes, at miljøpåvirkningen fra planforslaget ikke vil være væsentlig.

Retligt grundlag

Lokalplaner tilvejebringes efter Planlovens kapitel 5.

Kommuneplantillæg tilvejebringes efter Planlovens § 23c.

Handlemuligheder

A.    Byrådet kan vælge at vedtage Forslag til Lokalplan 1246, Boliger på Fordgrunden, Slagelse med tilhørende Kommuneplantillæg nr. 55 til Slagelse Kommuneplan 2017 og dermed sende det i 8 ugers offentlig høring. Derved opfyldes Planlovens formål om at skabe debat omkring planforslaget, hvilket er en forudsætning for at kunne vedtage planen endeligt.

B.    Byrådet kan vælge at forkaste planforslaget. I dette tilfælde vil konsekvensen være, at der ikke bliver etableret et nyt plangrundlag. Dette vil betyde, at der ikke kan etableres boliger på Fordgrunden, som fortsat vil være udlagt til erhverv.

C.    Byrådet har mulighed for at vedtage justeringer af planforslaget inden vedtagelsen om at fremlægge planforslaget i 8 ugers offentlig høring.

Vurdering

Ford-butikken med tilhørende værksted ligger i dag omkranset af boliger, hvorfor en omdannelse fra erhverv til boligformål virker hensigtsmæssig, særligt med henblik på at fremme opførelse af bynære lejligheder og på at forskønne indfaldsvejen fra øst og gøre området omkring parkanlægget ved Parkvej og kirkegården mere attraktivt.

Bebyggelsen planlægges så den følger det nye vejforløb og danner ryg mod vejen med opholdsarealer og parkering i et gårdrum. Ny bebyggelse vil dermed også blive trukket længere væk fra boligbebyggelse på den østlige side af Rosenkildevej, hvilket muliggør, at der kan bygges højere på Ford-grunden uden at skabe gener for boligerne øst for ejendommen. En ny bebyggelse, der varierer fra 4 til 5 etager, vurderes at kunne tilpasses hjørneejendommen og det nuværende bybillede, hvor boligbebyggelse i forskellige etagehøjder præger indfaldsvejen til Slagelse bymidte.

Der er med lokalplanen arbejdet for at opnå en god arkitektonisk helhedsvirkning med omgivelserne og Slagelse bymidte, samtidig med at den nye bebyggelse bidrager til at forny bymidtens udtryk.

Administrationen anbefaler, at forslag til lokalplan 1246 samt forslag til kommuneplantillæg nr. 55 vedtages og sendes i 8 ugers offentlig høring.

Økonomiske og personalemæssige konsekvenser

Ingen bemærkninger.

Tværgående konsekvenser

Slagelse Kommune har mulighed for at ekspropriere den del af ejendommen, som reserveres til en ombygning af krydset Smedegade/Parkvej/Rosenkildevej. Ekspropriationssagen er uafhængig af lokalplanprocessen. Sager vedrørende ekspropriation behandles i Erhvervs- og Teknikudvalget, Økonomiudvalget og Byrådet.

Indstilling

Miljø, Plan og Teknik chefen indstiller, at Byrådet på baggrund af indstilling fra Miljø-, Plan- og Landdistriktsudvalget og Økonomiudvalget besluttet,

1.    at Forslag til Lokalplan 1246, Boliger på Fordgrunden, Slagelse med tilhørende Kommuneplantillæg nr. 55 vedtages til fremlæggelse i 8 ugers offentlig høring,

2.    at afgørelse om ikke at miljøvurdere planforslaget vedtages,

3.    at borgermøde afholdes med mulighed for både fysisk deltagelse og online deltagelse den 13. eller 15. juli 2021 i tidsrummet mellem 18.30 og 20.00.

Beslutning i Miljø-, Plan- og Landdistriktsudvalget den 7. juni 2021:

Fraværende: 

Ad 1 og 2; Anbefales.

Ad 3; Det anbefales, at der afholdes borgermøde den 13. juli kl. 18.30.

Udvalget finder det hensigtsmæssigt, at byggeri sker sammen med vejudvidelse.

Bilag

330-2021-175002

Bilag 1 - Forslag til Lokalplan 1246, Boliger på Fordgrunden, Slagelse

330-2021-174275

Bilag 2 - Hvidbog

Beslutning i Økonomiudvalget den 14. juni 2021:

Fraværende: 

At 1 til 2 - Anbefales til Byrådets godkendelse.

At 3 - Anbefales til Byrådet, at der afholdes borgermøde den 13. juli. kl. 18.30.

Økonomiudvalget tilsluttede sig Miljø-, Plan- og Landdistriktsudvalgets bemærkning om, at det findes hensigtsmæssigt, at byggeri sker sammen med vejudvidelsen.

Ann Sibbern (UFP) tilkendegav at hun er med på at sende forslaget i høring, men kan ikke tilslutte sig højden i op til 5 etager. Vil anbefale max 3 etager for også at skabe et ensartet og smukt byggeri i området.