Møde i udvalget d. 6. april 2021

4.     Klimakommune og Klimakommune Plus+ (B)

Sagsnr.: 330-2020-152380             Dok.nr.: 330-2021-104308                                Åbent
Kompetence:
Byrådet
Beslutningstema
Byrådet kan på baggrund af indstilling fra Miljø-, Plan- og Landdistriktsudvalget, Erhvervs- og Teknikudvalget og Økonomiudvalget beslutte, om Slagelse Kommune skal ansøge Danmarks Naturfredningsforening om at blive Klimakommune og Klimakommune Plus+.
Såfremt at Byrådet beslutter at tilslutte sig Klimakommune, skal der tages stilling til CO2-reduktionsmålet og tidshorisont for Klimakommuneaftalen. Hvis Byrådet beslutter at tilslutte sig Klimakommune Plus+, skal der udvælges minimum to indsatsområder.
Sagens indhold
Byrådet besluttede på mødet den 26. oktober 2020, punkt nr. 15, at ”Slagelse Kommune indleder samarbejde med Danmarks Naturfredningsforening med det formål, at Slagelse Kommune snarest bliver Klimakommune og Klimakommune Plus+ med fokus på begrænsning af energiforbrug, og på CO2-reduktion i kommunens egne bygninger, ved udbud af kommunale køretøjer samt fokus på økologisk drift af kantiner med vægt op lavest mulige klimabelastning og fokus på biodiversitet”.
Samtidig blev det besluttet, at sagen sendes i Miljø-, Plan- og Landdistriktsudvalget mhp at sagen forelægges Byrådet.
Klimakommune (2 % årlig CO2 reduktion inden for egen drift)
En Klimakommune-aftale med Danmarks Naturfredningsforening forpligter kommunen til at nedbringe energiforbrug og CO2-udledning i kommunens egne bygninger og andre aktiviteter, herunder transport, med minimum 2 % om året i minimum fem år. Efter en aftale om Klimakommune er indgået, skal der udarbejdes en basisopgørelse over CO2 udledningen og en handlingsplan samt en årlig opgørelse over CO2-udledningen.
Slagelse Kommune var Klimakommune i perioden 2009-2015. I denne periode blev energirenoveringsindsatsen i de kommunale bygninger øget, ikke mindst på grund af EU projektet REEEZE, hvor der blev anvendt 17 mio. kr./år over en 3-års periode. I perioden blev der opnået en CO2 reduktion på 13 % og et fald i el- og varmeforbruget på henholdsvis 15 % og 11 %. Indsatsen betød, at de lavt hængende frugter er høstet.
Efter afslutning af REEEZ-projektet i 2015, valgte man politisk ikke at forlænge Klimakommuneaftalen. Administrationen vurderede, at det ikke var muligt at opnå en årlig 2% CO2-reduktion med et årligt energirenoveringsbudget på 6 mio. kr. Det skal hertil nævnes, at følgeomkostninger steg i takt med, at de lavt hængende frugter var høstet, hvorfor man i stedet vedtog et CO2-reduktionsmål på 0,5 %. 
Administrationen har efter byrådsbeslutningen i oktober 2020 forsøgt at blive skarpere på, hvad det vil kræve for at blive Klimakommune. Vi har i den forbindelse udarbejdet et overslag over CO2 udledningen for årene 2015-2019.
I drøftelserne med Danmarks Naturfredningsforening er vi blevet opmærksomme på, at den metode vi tidligere har anvendt til opgørelse af CO2 reduktion er ”konservativ”, og at andre klimakommuner anvender en anden opgørelsesmetode.   
Ved valg af en anden opgørelsesmetode og på baggrund af statusopgørelsen, vurderer administrationen det som sandsynligt at opnå en CO2 reduktion på 2% årligt fra egen drift med en ekstra bevilling på i størrelsesorden 5 mio. kr. årligt. Vurderingen er behæftet med usikkerheder, men ligger væsentlig under de 12 mio. kr., som vi tidligere har anslået, det ville koste.
For at kunne imødekomme en Klimakommuneaftale vurderer administrationen, at det er nødvendigt at oprette en stilling, som varetager en systematisk opfølgning på energistyringssystemet, arbejder med energiadfærd i bygninger, udpeger og gennemfører besparelsesprojekter samt monitorerer og afrapporterer indsatsen. 
Klimakommune Plus+ (tillægsaftale til Klimakommune)
For at blive Klimakommune Plus+ skal kommunen udover basiskravet om 2 % årlig CO2 reduktion forpligte sig til minimum to af følgende indsatsområder:
·        Energirenovering i private boliger, boligselskaber og/eller virksomheder
·        Grønne klimatilpasningstiltag
·        Grønne indkøb
·        Økologisk arealdrift og bespisning
·        Tilslutning til initiativet ”Ansvarlig Kommune” og dermed udelukke investeringer i fossile selskaber
·        Tilslutning til Global Covenant of Mayors for Climate and Energy (tidligere Compact of Mayors), der er en international klimaaftale om at reducere udledningen af CO2 og klimatilpasse byerne.
Kritierier for Klimakommune Plus+ er uddybet i bilag 1.
Administrationens vurdering af status for at efterleve kriterierne for Klimakommune Plus+:
1)    Energirenovering: Slagelse Kommune arbejder i samarbejde med SK Forsyning på at fremme energirenovering i private boliger gennem Energitjek Slagelse, og ordningen forventes at blive udvidet til at omfatte virksomheder. Indsatsen vurderes at være tilstrækkelig til at opfylde kriterierne for Klimakommune Plus+.
2)    Klimatilpasning: Slagelse Kommune arbejder med forskellige grønne tilpasningsprojekter, herunder Tude Ådals projektet og Nordskoven, og indsatsen forventes at blive udvidet som led i DK2020 projektet. Indsatsen vurderes at være tilstrækkelig til at opfylde kriterierne for Klimakommune Plus+.
3)    Grønne indkøb: Med Slagelse Kommunes nye indkøbspolitik sættes bæredygtigt indkøb i højere fokus, og som led i politikken stiller vi krav om miljømærkning i vores udbud. Vi er i september 2020 blevet medlem af Partnerskab for Offentlige Grønne Indkøb (POGI), der forpligter os til en lang række grønne indkøbsmål, som vi pt. arbejder på at efterleve. For at leve op til Klimakommune Plus+ kriterierne skal 65 % af indkøbet inden for 10 udvalgte produktgrupper over de næste 4 år være miljømærkede. Det vil kræve ekstra ressourcer at indfri dette.   
4)    Økologi – arealdrift og bespisning
Arealdrift: Slagelse Kommune anvender i begrænset omfang pesticider til ukrudtsbekæmpelse. Der stilles i dag ikke krav om pesticidfri drift i forpagtningskontrakterne. For at efterleve kriterierne for Klimakommune Plus+ skal alle kommunens egne samt bortforpagtede arealer drives økologisk senest i 2025. I første halvår 2021 vil administrationen forelægge en plan for udfasning af pesticider til politisk stillingtagen.

Bespisning: Der anvendes økologiske fødevarer i forplejningen, procentandelen varierer dog meget alt afhængig af, om det er i kantiner i administrationen, på ældreområdet, aktivitetscentre, dagtilbud og skoleområdet mv. Administrationen skønner, at det samlede kommunale økologiske fødevareforbrug i dag er på cirka 20 %. For at kunne indmelde økologi som indsatsområde i Klimakommune Plus+, skal kommunen have indført, at mindst 40 % af fødevareforbruget er økologisk. Det er et krav, at 75 % af fødevareforbruget er økologisk senest 2 år efter indgåelse af Klimakommune Plus+ aftalen.

5)     Fossilfri investeringer: Som hovedregel investerer Slagelse Kommune ikke i selskaber, der fremstiller fossile brændstoffer, jf. Slagelse Kommunes finansielle strategi, og dermed lever vi op til kriteriet for Klimakommune Plus+.

6)    Global Covenant of Mayors for Climate and Energy: Slagelse Kommune er med i DK2020 og lever dermed op til kravene i Global Covenant of Mayors for Climate and Energy. Der følger med aftalen nogle forpligtelser ift. afrapporteringer.
Samlet set vurderer administrationen, at vi kan leve op til følgende indsatser uden væsentlige meromkostninger: Energirenovering, klimatilpasning, Ansvarlig kommune og Global Covenant of Mayors for Climate and Energy. Valg af grønne indkøb vil kræve ekstra ressourcer. Det er ikke muligt at vælge økologi som indsatsområde, da vi på nuværende tidspunkt ikke lever op til minimumskriteriet for dette.
Retligt grundlag
Ingen bemærkninger.
Handlemuligheder
Byrådet kan på baggrund af indstilling fra Miljø-, Plan- og Landdistriktsudvalget, Erhvervs- og Teknikudvalget og Økonomiudvalget beslutte at:
1.    Ansøge om at blive Klimakommune og forpligte sig til 2 % årlig CO2 reduktion i 5 år.

En klimakommuneaftale vil øge fokus på at nedbringe CO2-udledning fra kommunens egen drift og understøtte klimamålene i bæredygtighedsstrategien. Set ift. den samlede udledning af CO2 fra Slagelse Kommunes geografiske område udgør kommunens udledning kun en beskeden del, men til gengæld har vi direkte handlemulighed, og det vil samtidig være et godt signal for omverdenen. Administrationen vurderer, at det er nødvendigt med en ekstrabevilling til energitiltag på 5 mio. kr./år for at kunne indfri aftalen.
2.    Ansøge om at blive Klimakommune og Klimakommune Plus +, og forpligte sig til 2 % årlig CO2 reduktion i 5 år samt vælge to af følgende indsatsområder: Energirenovering, klimatilpasning, indkøb, Ansvarlig kommune og Global Covenant of Mayors for Climate and Energy.
Samme bemærkninger som under handlemulighed 1. Det forventes, at kommunen med den nuværende og planlagte indsats (og dermed uden meromkostninger) kan blive Klimakommune Plus+, hvis to af følgende indsatsområder vælges; energirenovering, klimatilpasning, Ansvarlig kommune og Global Covenant of Mayors for Climate and Energy. 
Valg af indkøb vil være forbundet med ekstra ressourceforbrug, men omfanget er uafklaret. Det er ikke muligt at vælge økologi som indsatsområde, da vi på nuværende tidspunkt ikke lever op til kriterierne.
3.    Ikke at ansøge om at blive Klimakommune og KlimakommunePlus+.
Dette vil betyde, at nedbringelse af CO2 fra egen drift ikke blive prioriteret så højt.

Byrådet kan også vælge et højere reduktionsmål end 2 %, vælge en længere aftaleperiode end 5 år og vælge flere end to indsatsområder.
Vurdering
Administrationen anbefaler, at såfremt at Byrådet tilslutter sig Klimakommune Plus+ vælges indsatsområder, som er omkostningsneutrale. Kravene til Energirenovering og Ansvarlig Kommune kan indfries umiddelbart og anbefales som indsatsområder. 
På sigt kan Klimakommune Plus+ aftalen udvides med yderligere indsatser.
Aftalen om Klimakommune og Klimakommune Plus + med Danmarks Naturfredningsforening kan opsiges, hvis forhold gør, at vi ikke længere ønsker at være en del af aftalen.
Økonomiske og personalemæssige konsekvenser
Der er i budgettet årligt afsat 3,4 mio. kr. til energiforbedringer af Slagelse Kommunes ejendomme. Disse midler er lånefinansieret, og projekterne der finansieres heraf kræver en kort tilbagebetalingstid, hvilket gør, at ikke alle midler kan anvendes til CO2 reduktion.
Derudover er i henhold til budgetaftalen 2021-2024 og beslutning i Økonomiudvalget den 7. december 2020, punkt nr. 8 afsat 2,4 mio. kr. i 2021 og 2,15 mio. i overslagsårene til bæredygtig vedligeholdelse. Nogle af disse midler kan også anvendes til at reducere CO2 aftrykket fra den kommunale bygningsdrift.
Administrationen vurderer, at med en ekstra bevilling på 5 mio. kr./år er det realistisk at opnå en årlig CO2 reduktion på 2 %. Pengene skal reserveres i det kommende budgetforhandlinger for 2022.
Midler skal anvendes til investeringer i energiforbedringer, opsætning af solceller og ansættelse af en medarbejder, der administrerer bygningernes CO2 regnskab, systematisk følger op på kommunes energistyringssystemer og arbejder med konkrete besparelsestiltag mv.
Afhængig af konkrete projekter, lovgivning og regler om tilbagebetalingstid kan en del af beløbet blive lånefinansieret.
Der forventes ikke at være meromkostninger forbundet med at blive Klimakommune Plus+, med mindre at grønne indkøb vælges som indsatsområde. Det er pt uafklaret, hvad det vil kræve af ekstra ressourcer i form af tid og økonomi.
Tværgående konsekvenser
Klimakommune og Klimakommune Plus+ vedrører i høj grad forhold under Erhvervs- og Teknikudvalgets kompetenceområde. Der er sammenhæng til Bæredygtighedsstrategien og klimaprojektet DK2020.
Indstilling
Miljø, Plan og Teknik chefen og Ejendomschefen indstiller,
1.    at Byrådet på baggrund af indstilling fra Miljø-, Plan- og Landdistriktsudvalget, Erhvervs- og Teknikudvalget og Økonomiudvalget beslutter, om Slagelse Kommune skal søge om at blive Klimakommune og Klimakommune Plus+.
2.    at Byrådet på baggrund af indstilling fra Miljø-, Plan- og Landdistriktsudvalget, Erhvervs- og Teknikudvalget og Økonomiudvalget beslutter at reducere udledningen af COfra kommunens egen drift med 2 % årligt i 5 år ved tilslutning til klimakommune. 
3.    at  Byrådet på baggrund af indstilling fra Miljø-, Plan- og Landdistriktsudvalget, Erhvervs- og Teknikudvalget og Økonomiudvalget beslutter at vælge Energirenovering og Ansvarlig Kommune som indsatsområde ved tilslutning til Klimakommune Plus+.
Beslutning i Miljø-, Plan- og Landdistriktsudvalget den 6. april 2021:
Fraværende: 
Ad 1; Udvalget anbefaler, at kommunen søger om at blive klimakommune og klimakommune Plus+.
Ad 2; Anbefales.
Ad 3; Anbefales.
Jørgen Gruner (F) ønsker de oprindelige beregningsgrundlag vedhæftet.
Beslutning i Erhvervs- og Teknikudvalget den 6. april 2021:
Fraværende: 
At 1: Udvalget anbefaler, at kommunen tilslutter sig klimakommune og klimakommuneplus.
Henrik Brodersen (O) og Villum Christensen (I) kan ikke tilslutte sig udvalgets beslutning, ønsker ikke at Dansk Naturfredningsforening skal |diktere| Slagelse Kommunes miljøpolitik.
Slagelse Kommune er i forvejen langt fremme mht. energirenovering, grønne indkøb og udviklingen af den kollektive trafik
At 2: Anbefales.
At 3: Anbefales.