Møde i udvalget d. 5. marts 2018

15.   Forlængelse af Energitjek Slagelse i 2018  (B)

Sagsnr.: 330-2012-110834             Dok.nr.: 330-2018-97233                                            Åbent
Kompetence: Miljø-, Planlægning- og Bæredygtighedsudvalget 
Beslutningstema
Miljø-, Planlægning- og Bæredygtighedsudvalget skal tage stilling til, om tilbuddet for boligejere i Slagelse Kommune om gratis og uvildig energirådgivning (Energitjek Slagelse) skal forlænges til slutningen af 2018.
Baggrund
Slagelse Kommune og SK Forsyning A/S (SK) indgik i 2013 en samarbejdsaftale om at tilbyde gratis energivejledning/-rådgivning til borgere i Slagelse Kommune.
Det overordnede formål med Energitjek Slagelse er at fremme energibesparelser og derigennem indirekte stimulere skabelsen af grønne jobs og vækst for ikke mindst det lokale erhvervsliv. Samtidigt skal ordningen bidrage til at reducere energiforbrug og CO2- udledning fra den private boligsektor.
Energitjek Slagelse var i første omgang 2-årlig. Efter første periode blev ordningen evalueret og efterfølgende forlænget med 1,5 år frem til slutningen af 2017.

Ordningen finansieres ved, at Slagelse Kommune bidrager med 600.000 kr. pr. år og SK Forsyning bidrager med ca. samme beløb. Kommunens bidrag dækker generel almen vejledning af borgere og foreninger, markedsføring mv. SK Forsynings bidrag dækker gennemførelse af Energitjek i boligen (rådgivning) og efterfølgende sparring og vejledning til boligejeren.
I Energitjeks første periode blev der gennemført 523 energitjek. Evalueringen indikerer, at beskæftigelseseffekten har været i størrelsesordenen 40-45 direkte årsværk, og der blev indhentet energibesparelser på 1,9 mio. kWh. I ca. 1/3 del af de gennemførte besøg har borgerne gennemført konkrete tiltag.
I Energitjeks anden periode fra juni 2016 til december 2017 blev der gennemført 256 Energitjek. Som noget nyt blev der i efteråret 2017 gennemført en målrettet kampagne i gasområderne i Skælskør. Der blev sendt breve direkte til de berørte borgere, og kampagnen genererede 140 besøg. Erfaringer viser, at det tager ca. 1 år fra borgerne har fået et energitjek til de sætter konkrete energitiltag i gang. Da hovedparten af energitjekkene først blev gennemført i efteråret 2017, er det endnu ikke muligt at vurdere effekten.
Det er vores og SK Forsynings opfattelse, at borgerne har været yderst tilfredse med Energitjek Slagelse. Borgerne fremhæver især den ” gode service”, at vejledningen er uvildig og vejledernes tilbud om at fungere som sparringspartner, når renoveringsprojekterne skal sættes i gang.
Aftalen mellem SK Forsyning og Slagelse Kommune om Energitjek Slagelse udløb ultimo december 2017. SK Forsyning har midlertidigt valgt at videreføre ordningen på egen risiko, indtil der politisk er taget stillingtagen til en evt. forlængelse. 
Såfremt samarbejdsaftalen ikke forlænges, er det uvist, hvorvidt SK Forsyning vil vælge at videreføre ordningen.
Udkast til samarbejdsaftale er vedlagt i bilag.

Hovedindhold i aftalen:
- Alle kommunens borgere tilbydes gennem ”Energitjek Slagelse” gratis energivejledning/-rådgivning. Ordningen forankres i et ”energirådgivningscenter”, beliggende i SK Forsyning A/S hovedkontor, p.t. Lilleøvej 3 i Korsør.
- Kommunen afholder udgifter for den del af Energitjek Slagelse, som kommunen har hjemmel til at varetage, dvs. generel almen vejledning af borgere og foreninger, markedsføring af Energitjek mv. Opgaven outsources til SK Forsyning
- SK Forsyning A/S tilbyder gratis, individuel energirådgivning til private boligejere, hvor en indledende screening sandsynliggøre, at de har et højt energiforbrug. Borgerne kan derefter få et energitjek af boligen samt efterfølgende sparring og vejledning ift. at gennemføre energitiltag.
- Ordningen dækker perioden 1. januar 2018 – 31. december 2018
- Kommunen betaler i alt op til 600.000 kr. til SK Forsyning A/S til løsning af kommunens forpligtelser i henhold til aftalen. 
Det er målet, at der gennemføres 150 – 200 Energitjek i 2018, hvilket betyder, at ordningen har samme niveau som tidligere. Det forslås, at Energitjek i 2018 særligt fokuserer på boliger med højt energiforbrug, som er beliggende i områder med olie- og naturgasforsyning, samt boliger beliggende i det åbne land. Udover energitjek vil der også blive gennemført arrangementer, herunder et informationsarrangement om varmepumper.
Retligt grundlag
Kommunen har i henhold til kommunalfuldmagten mulighed for at yde almen vejledning til kommunens borgere. Kommunen har ikke hjemmel til at yde specifik rådgivning til den enkelte borger. SK Forsyning A/S kan i henhold til el- og varmeforsyningsloven påtage sig denne rolle.
Handlemuligheder
Udvalget kan vælge:
- at tiltræde den nye samarbejdsaftale
- at der skal forhandles videre med SK Forsyning A/S om andre vilkår. Udvalget kan herunder blandt andet vælge at afsætte færre eller flere midler til at understøtte Energitjek Slagelse.
- ikke at tiltræde en samarbejdsaftale med SK Forsyning A/S
Vurdering
Erfaringer fra de første år med Energitjek Slagelse viser, at der er stor interesse og efterspørgsel blandt boligejere om at få gennemført et energitjek. Borgerne har været glade for tilbuddet, og SK Forsyning har kun fået positiv feedback fra kunderne. En forlængelse af Energitjek Slagelse vil betyde et (fortsat) øget serviceniveau for kommunens borgere.
Ordningen har indtil nu generet betydelige energibesparelser og øget beskæftigelse inden for energirenovering. Det er vores vurdering, at der fortsat er store potentialer i energibesparelser i kommunens private boligmasse.
Både Slagelse Kommune og SK Forsyning har interesse i ordningen. Vi vurderer, at det er en god ordning, idet vi dog i 2018 vil undersøge, om der findes andre modeller for bl.a. finansiering af Energitjek Slagelse, som kan sikre en videreførelse af ordningen flere år frem.
Forslag herfor vil blive forelagt til politisk behandling inden december 2018.
Økonomiske og personalemæssige konsekvenser
Opgaven med generel/almen vejledning af borgere mv. outsources til SK Forsyning A/S, og midlerne skal bruges til at varetage denne opgave.
Det foreslås, at ordningen i 2018 på 600.000 kr. finansieres af driftsmidlerne til klima.
Konsekvenser for andre udvalg
Energitjek Slagelse er med til at fremme energirenoveringer hos private og dermed bidrage til at skabe øget vækst og beskæftigelse, i tråd med kommunens overordnede vision om at skabe øget vækst gennem blandt andet bosætning og erhvervsudvikling.
Indstilling
Centerchefen for Teknik og Miljø indstiller,
1.    at vedlagte samarbejdsaftale med SK Forsyning A/S om Energitjek Slagelse tiltrædes
2.    at samarbejdsaftalen finansieres af driftsmidler til klima.
Beslutning i Miljø-, Planlægning- og Bæredygtighedsudvalget den 5. marts 2018:
Fraværende:  Anne Bjergvang (A)
Godkendt.
Thomas Clausen (Ø) spurgte ind til om ordningen kan gælde for private udlejningsejendomme.