Møde i udvalget d. 3. maj 2021

5.     Kommuneplan 2021 - forslag til nyt erhvervsareal i Slagelse nordvest (B)

Sagsnr.: 330-2020-27731               Dok.nr.: 330-2021-141642                                          Åbent

Kompetence:

Miljø-, Plan- og Landdistriktsudvalget

Beslutningstema

Miljø-, Plan- og Landdistriktsudvalget kan beslutte, om et nyt erhvervsareal i Slagelse nordvest skal inddrages i forslag til Kommuneplan 2021.

Sagens indhold

Ejer af matrikel 7a, Jernbjerg, Slagelse markjorder, anmoder om at få et nuværende landbrugsareal, beliggende i landzone nordvest for Slagelse på den vestlige side af Omfartsvejen, inddraget som erhvervsareal i Kommuneplan 2021. Området, som kan ses af bilag 1, udgør omkring 10 ha og ønskes anvendt som transport- og logistikcenter med en bebyggelsesprocent på 50 - 60 og en maks. bygningshøjde på 15 m.

Mod vest afgrænses området af et beplantningsbælte ud mod det åbne land. Al byudvikling i og omkring området foregår øst for Omfartsvejen, hvor Miljøcenter Enggården er placeret mod nordøst, og boligområderne Jonslunden og Jonsgården, hvor der også er lokalplanlagt for en daginstitution, er placeret sydøst for området. Arealet syd for området er udpeget som kerneområde (naturområde) i Grønt Danmarkskort i Kommuneplan 2017. Denne udpegning fastholdes i forslag til Kommuneplan 2021.

Der foreligger, ifølge grundejer, en aftale med Vejdirektoratet om, at der må etableres et fjerde ben i rundkørslen således, at arealet er direkte tilsluttet det overordnede vejnet. Det er en forudsætning for anvendelsen af arealet, at den eksisterende rundkørsel udbygges med et fjerde ben.

En meget lille del af det nordlige område er udpeget som indsatsområde i indsatsplanen for beskyttelse af grundvandet, som byrådet godkendte på mødet den 26. april 2021. Området indgår dog som en del af et større område, der strækker sig mod vest, med betydelige drikkevandsinteresser, da størstedelen af vandet til SK Forsynings Valby-kildeplads, de røde cirkler langs Tude Å, der fremgår af bilag 2, dannes inden for det område, der er markeret inden for den blå ellipse på bilag 2. Valbygård-kildepladsen er den største kildeplads i Slagelse Kommune, hvorfor det er vigtigt, at der ikke etableres aktiviteter, der kan udgøre en grundvandsrisiko inden for dette område.

Retligt grundlag

Planlovens bestemmelser om kommuneplanlægning (kapitel 4) samt oversigt over de statslige interesser i kommuneplanlægningen.

Handlemuligheder

A.    Miljø-, Plan- og Landdistriktsudvalget kan vælge at inddrage området som erhvervsareal i forslag til Kommuneplan 2021.

B.    Miljø-, Plan- og Landdistriktsudvalget kan vælge ikke at inddrage området som erhvervsareal i forslag til Kommuneplan 2021.

C.     

Vurdering

Med en beliggenhed inden for et område, der har betydelige drikkevandsinteresser, og med reference til den netop godkendte indsatsplan for grundvandsbeskyttelse, kan administrationen ikke anbefale, at området udlægges til erhverv med aktiviteter, der potentielt kan udgøre en risiko for grundvandet.

Endvidere har Slagelse Kommune i øjeblikket gang i en strategisk planlægning for større erhvervsområder med god synlighed og tilgængelighed ved Megacenter Vest og syd for Vestmotorvejen i Slagelse sydvest. Disse to områder alene udgør omkring 60 ha. Ydermere er der i Slagelse by attraktive, ledige erhvervsarealer i transport- og logistikcenteret, Stop 39 (10 ha.), samt ved Kongevejen/Sdr. Ringgade.

Alene ud fra en rummelighedsbetragtning vurderes der derfor ikke at være behov for at inddrage mere areal til erhvervsformål. Der bør i den kommende planperiode i stedet være fokus på at fastholde de nuværende arealer med henblik på at prioritere at få disse udviklet og byggemodnet, så kommunen er parat, når de respektive investorer henvender sig.

Økonomiske og personalemæssige konsekvenser

Ingen bemærkninger.

Tværgående konsekvenser

Ingen bemærkninger.

Indstilling

Miljø, Plan og Teknik chefen indstiller,

1.    at Miljø-, Plan- og Landdistriktsudvalget beslutter ikke at inddrage området som erhvervsareal i forslag til Kommuneplan 2021.

Bilag

330-2021-149550

Bilag 1 - afgrænsning af forslag til nyt erhvervsareal i Kommuneplan 2021

330-2021-149551

Bilag 2 - Valbygård-kildeplads - drikkevandsinteresser

Beslutning i Miljø-, Plan- og Landdistriktsudvalget den 3. maj 2021:

Fraværende: 

Godkendt.

Området inddrages ikke i kommuneplan af hensyn til grundvandsinteresser.

Der undersøges muligheder for modulvogn kørsel på kommunens øvrige erhvervsarealer eventuelt ved mageskift.

Knud Vincents (V) ser gerne området anvendt til erhvervsudvikling så længe der tages hensyn til grundvandsinteresser.