Møde i udvalget d. 2. februar 2021

9.     Markedsføringspuljen Fritid 2021-2022 (B)

Sagsnr.: 330-2020-146913               Dok.nr.: 330-2021-23698            Åbent
Kompetence: Kultur- og Fritidsudvalget
Beslutningstema
Kultur- og Fritidsudvalget skal beslutte, hvilke markedsføringsaftaler Slagelse Kommune skal indgå på baggrund af de tilbud, som Center for Kultur, Fritid og Borgerservice har modtaget.
Baggrund
Markedsføringspuljen har til formål at markedsføre og synliggøre Slagelse Kommune som en attraktiv kommune med særligt fokus på eliteidræt. Markedsføringspuljen skal være med til at styrke den positive omtale af Slagelse Kommune og fremme brandingen og profileringen af kommunen. Ligeledes skal puljen styrke business to business samt Slagelse Kommunes generelle imagepleje og kommunens bosætningsstrategi.
Retningslinjerne for Markedsføringspuljen er vedlagt som bilag.
Rammen for Markedsføringspuljen er i 2021/2022 på 1.071.378 kr. Der er indkommet tilbud på i alt ca. 2,7 mio. kr.
Der er yderligere tilført puljen 325.000 kr., som er øremærket VK Vestsjælland, Team Skælskør Slagelse Kommune og Slagelse B&I’s markedsføringsaftaler. Dette er besluttet på Kultur- og Fritidsudvalgets møde den 1. december 2020 vedr. udmøntning af punkt 36 fra budget 2019. Dette understøtter budget 2021, punkt XXV i ændringsforslaget, som beskriver øget samarbejde med disse tre foreninger.
Slagelse Kommune har de seneste 8 år benyttet en ekstern partner til at vurdere de indkomne tilbud ud fra deres reelle markedsføringsværdi. Dette giver en objektiv vurdering, der er legitimeringsgrundlag for, at vi som offentlig myndighed kan anvende midlerne på baggrund af markedsføringsværdien. I dialogen vurderes det også, om et tilbud ligger inden for retningslinjerne for puljen, eksempelvis niveauet af elitesport i tilbuddet. Når midlerne er fordelt, indgås der efterfølgende kontrakter med hver tilbudsgiver med et konkret indhold, som svarer til det beløb, der købes markedsføring for.
Der er stillet en ramme på samlet 1.325.000 kr. til rådighed for fordelingen.
Retligt grundlag
Loven om eliteidræt lovliggør, at kommuner kan indgå aftale om markedsføring med foreninger, som i modydelse brander kommunen.
Handlemuligheder
Kultur- og Fritidsudvalget kan
a)    Følge Fladberg Consults vurdering
b)   Vælge en anden ramme for at indgå markedsføringsaftaler
c)    Indgå aftalerne med Volleyklubben Vestsjælland, Team Skælskør Slagelse Kommune & Slagelse Boldklub & Idrætsforening for en 2-årig periode.
Vurdering
Markedsføringsmidlerne bør gå til de indsatser med sportsligt præg, som bedst brander kommunen ud over kommunegrænsen. Der bør skelnes mellem rigtig gode indsatser og indsatser, som i den grad brander kommunen i national og international sammenhæng efter formålet.
I det forgangne år har der været gjort stor brug af de individuelle atleter som ambassadører for Slagelse Talent & Elite og dermed Slagelse Kommune. Der har været satset korrekt ved at købe markedsføring af OL-atleterne, da det har givet national og international TV-eksponering.
Administrationen vurderer, at der er givet en vurdering på baggrund af den konkrete markedsføringsværdi, som atleten, eventen eller foreningen kan give Slagelse Kommune. Fladberg Consults vurdering fremgår af bilag 2: Markedsføringspulje 21/22 - indstilling fra Fladberg Consult pr. december 2020.
Fladberg Consult har afgivet en anbefaling til, hvordan Slagelse Kommune bedst fordeler det afsatte beløb, så kommunen får bedst og mest mulig markedsføring for midlerne.
Fladberg Consult sammenligner konkret med markedsgrundlaget for sporten, dens niveau og potentiale samt undersøger den reelle effekt af seneste års markedsføring ved brug af eksempelvis Infomedia som udgangspunkt for anbefalingen.
De vurderede midler til Slagelse Garden vil efter aftale med Kulturafdelingen blive en del af Markedsføringspuljen for kulturelle events og vil derfor ikke blive taget i betragtning til Fritids Markedsføringspulje.
Økonomiske og personalemæssige konsekvenser
Ingen bemærkninger.
Konsekvenser for andre udvalg
Ingen bemærkninger.
Indstilling
Kultur og Fritid indstiller,
1.    at Udvalget vælger handlemulighed a og dermed godkender Fladberg Consults vurdering.
2.    at Udvalget vælger handlemulighed c og dermed godkender aftalerne med VKV, TSS og SBI for en 2-årig periode.
Beslutning i Kultur- og Fritidsudvalget den 12. januar 2021:
Fraværende: 
Sagen udsat med henblik på, at udvalget på næste møde får forelagt alt indkommet tilbudsmateriale.
Genoptagelse
Administrationen har vedhæftet alle modtagne tilbud.
Indstilling
Kultur og Fritid indstiller,
3.    at Udvalget vælger handlemulighed a og dermed godkender Fladberg Consults vurdering.
4.    at Udvalget vælger handlemulighed c og dermed godkender aftalerne med VKV, TSS og SBI for en 2-årig periode.
Beslutning i Kultur- og Fritidsudvalget den 2. februar 2021:
Fraværende: 
At 3 til 4: Godkendt.
(A) bakker op om de nuværende retningslinjer og forvaltningens arbejde sammen med en professionel samarbejdspartner omkring vurderingen.
(B) og (V) ønsker, at der fremadrettet i højere grad er en lokal kobling, der giver en mere nuanceret vurdering af foreningernes værdiskabelse, gerne i form af yderligere inddragelse af Eliteboardet. Synergien mellem elite- og breddearbejdet på ungdomssiden ønskes tillige inddraget i vurderingsgrundlaget.