Møde i udvalget d. 8. maj 2017

11.   Endelig vedtagelse af lokalplan 1173 - Boliger ved Valmuevej (B)

Sagsnr.: 330-2016-66111               Dok.nr.: 330-2017-233280                                          Åbent
Kompetence: Byrådet
Beslutningstema
Byrådet skal tage stilling til, om Forslag til Lokalplan 1173 – Boliger ved Valmuevej skal vedtages endeligt, med de ændringer der fremgår af hvidbogen.
Baggrund
Lokalplan 1173 åbner mulighed for parcelhuse og tæt lav bebyggelse ved Valmuevej i den nordøstlige del af Slagelse. Området er på ca. 2 ha og giver mulighed for enten 21 parcelhuse eller 16 parcelhuse kombineret med ca. 8-10 boliger i rækkehuse/dobbelthuse. Der er tilknyttet et grønt friareal til området.
Lokalplanen blev vedtaget som forslag af byrådet d. 30. januar 2017 og sendt i offentlig høring fra den 3. februar til den 31. marts 2017. I forbindelse med offentlighedsfasen har Slagelse Kommune ikke modtaget nogen høringssvar.
I forbindelse med den endelige vedtagelse af lokalplanen, indstiller administrationen følgende ændringer:
· Valmuevej har med dens nuværende vejprofil ikke kapacitet til, at trafikmængden øges væsentligt, der indtegnes derfor en vejbyggelinje langs Valmuevej på 10 m målt fra Valmuevejs vejmidte, hvor der ikke må opføres bebyggelse,
· For at give mulighed for et fremtidigt stisystem i og omkring lokalplanområdet, reserveres der areal til en sti, der leder fra det grønne område i lokalplanområdet mod nord,
· Regnvandsbassinet fjernes fra arealanvendelseskortene, da det ikke er nødvendigt at specificere hvor i delområde 2, bassinet skal placeres.
Administrationen har undersøgt muligheden for en løsning med LAR (Lokal Afledning af Regnvand) i området, men finder ikke at lokalplanområdet er egnet hertil. Dette skyldes områdets begrænsede størrelse, og at området ligger på en bakketop. Der er derfor ikke noget oplagt sted at lede vandet hen indenfor lokalplanområdet. Området foreslås i stedet separatkloakeret.
Retligt grundlag
Lokalplaner tilvejebringes efter Planlovens kapitel 5.
Handlemuligheder
Byrådet har generelt mulighed for at foretage mindre justeringer af planen, som en del af den endelige vedtagelse.
Byrådet kan vælge at vedtage Lokalplan 1173 med de foreslåede ændringer. Derved skabes plangrundlaget for et nyt boligområde i Sørbymagle.
Byrådet kan vælge ikke at vedtage Lokalplan 1173 endeligt. Derved vil det påtænkte boligområde ikke kunne opføres.
Vurdering
Lokalplan 1173 understøtter Kommuneplan 2013, hvori ny boligudvikling i Slagelse blandt andre er rammelagt til at ske mod nordøst i forlængelse af byen. Det nye boligområde kommer til at blive udviklet parallelt med Tidselbjerg og er planlagt til at være fleksibelt i forhold til den kommende efterspørgsel på boligtyper. Plan vurderer, at lokalplanen ved at tilbyde et alternativ til de nye boliger i Tidselbjerg vil være med til at øge den potentielle målgruppe for området som helhed.
På baggrund heraf anbefaler administrationen, at byrådet godkender hvidbogen med de foreslåede rettelser og vedtager Lokalplan 1173 endeligt. Herved skabes plangrundlaget for, at det nye boligområde kan etableres.
Økonomiske og personalemæssige konsekvenser
Ingen bemærkninger.
Konsekvenser for andre udvalg
Ingen bemærkninger.
Indstilling
Erhvervs- og Arbejdsmarkedsdirektør indstiller på forvaltningens vegne,
1.    at Lokalplan 1173 – Boliger ved Valmuevej vedtages endeligt med de ændringer, som fremgår af hvidbogen,
2.    at sagen sendes videre til behandling i Økonomiudvalget og Byrådet.
Beslutning i Erhvervs-, Plan- og Miljøudvalget den 8. maj 2017:
Fraværende: 
Anbefales.