Møde i udvalget d. 6. marts 2017

6.     Forslag til Lokalplan 1174 - Dagligvarebutik på Jordbærvej, Slagelse - samt tilhørende Kommuneplantillæg nr. 47 og Miljøscreening (B)

Sagsnr.: 330-2015-70278               Dok.nr.: 330-2017-111878                                          Åbent
Kompetence: Byrådet
Beslutningstema
Byrådet skal tage stilling til, om Forslag til Lokalplan 1174 – Dagligvarebutik på Jordbærvej, Slagelse – samt Forslag til Kommuneplantillæg nr. 47 til Kommuneplan 2013 og miljøscreening skal vedtages og fremlægges i 8 ugers offentlig høring.
Baggrund
Erhvervs-, Plan og Miljøudvalget besluttede på sit møde den 9. januar 2017 at igangsætte lokalplanlægningen.
Forslag til lokalplan 1174 er igangsat på anmodning fra bygherre og giver mulighed for at etablere en dagligvarebutik på hjørnet af Jordbærvej og Byskovvej i Slagelse. Ejendommen har været kommunalt ejet og er solgt til bygherre i forbindelse med projektet. Lokalplanforslaget fastlægger rammer for byggefelter, parkering, vejadgang, højder og valg af materialer. Vejadgangen til området sker fra Byskovvej og Jordbærvej.
Lokalplanen kræver, at der udarbejdes et kommuneplantillæg, der ændrer anvendelsen fra boligformål til centerområde. Der har i den forbindelse været afholdt en lovpligtig foroffentlighedsfase for kommuneplantillægget i perioden fra den 12. januar til den 26. januar 2017. I foroffentlighedsfasen har Slagelse Kommune modtaget 5 kommentarer, som er behandlet i hvidbogen, der er vedlagt som bilag. De modtagne kommentarer omhandler støjforhold, forslag til andre placeringer af dagligvarebutikken, evt. prisfald på ejendommene i nærheden af butikken mm.
Kommentarerne har givet anledning til følgende tiltag i lokalplanforslaget:
· Bygningens placering er ændret, så lagerbygningen og varegården ikke længere vender ind mod børnehaven på Jordbærvej, så denne ikke generes af evt. støj
· Overkørslen fra Jordbærvej er rykket, så den ikke længere ligger i direkte forlængelse af børnehavens overkørsel fra samme vej
I forbindelse med etableringen af dagligvarebutikken vil der tilmed blive anlagt to venstresvingsbaner ud for butikkens nye overkørsel fra Byskovvej og ud for Jordbærvej. Begge venstresvingsbaner etableres af bygherre.
Der er foretaget en vurdering af, om der skal udarbejdes en miljøvurdering af planforslaget. Samlet set vurderes der ikke at være en væsentlig påvirkning af miljøet ved en realisering af lokalplanen. Administrationen har derfor afgjort, at planforslaget ikke skal miljøvurderes. Miljøvurderingsscreeningen fremgår som bilag sidst i lokalplanforslaget.
Retligt grundlag
Kommuneplantillæg tilvejebringes efter Planlovens § 23 c.
Lokalplaner tilvejebringes efter Planlovens kapitel 5.
Miljøvurderingsscreeninger og afgørelser i forhold til, om en planlægning skal miljøvurderes, tilvejebringes efter kapitel 2 i Lov om miljøvurdering af planer og programmer.
Handlemuligheder
Byrådet kan vælge at vedtage Forslag til lokalplan 1174 – Dagligvarebutik på Jordbærvej, Slagelse med tilhørende Kommuneplantillæg nr. 47 og dermed sende det i 8 ugers offentlig høring. Derved opfyldes Planlovens formål om at skabe debat omkring planforslaget, hvilket er en forudsætning for at kunne vedtage planen endeligt.
Byrådet kan vælge at forkaste planforslaget. I dette tilfælde vil konsekvensen være, at der ikke bliver etableret et nyt plangrundlag. Dette vil betyde, at det ikke vil være muligt at opføre en butik på ejendommen.
Byrådet har også mulighed for at vedtage justeringer af planforslaget inden vedtagelsen om at fremlægge planforslaget i 8 ugers offentlig høring.
Vurdering
Administration anbefaler, at Forslag til lokalplan 1174 - Dagligvarebutik på Jordbærvej, Slagelse med tilhørende Kommuneplantillæg nr. 47 til Slagelse Kommuneplan 2013 vedtages til fremlæggelse i 8 ugers offentlig høring.
Planlægning for en ny dagligvarebutik stemmer overens med ønsket om, at forbrugerne i Slagelse får gode lokale indkøbsmuligheder. Inden for en naturlig gåafstand fra dagligvarebutikken vil der være et opland på ca. 2300 personer fra bl.a. Eventyrkvarteret, Kassebjerggård, Søndermarksvej, Byskovparken og Bærkvarteret. Samtidig er de omkringliggende arealer mod øst planlagt til boliger, så butikkens opland vil vokse i takt med boligudviklingen.
Økonomiske og personalemæssige konsekvenser
Ingen bemærkninger.
Konsekvenser for andre udvalg
Ingen bemærkninger.
Indstilling
Erhvervs- & Arbejdsmarkedsdirektøren indstiller på forvaltningens vegne,
1.    at Forslag til lokalplan 1174 med tilhørende Kommuneplantillæg nr. 47 vedtages til fremlæggelse i 8 ugers offentlig høring,
2.    at afgørelsen om ikke at miljøvurdere planforslaget vedtages,
3.    at der afholdes borgermøde enten den 24. eller 27. april 2017 i tidsrummet mellem 18.30 og 20.00,
4.    at sagen sendes videre til behandling i Økonomiudvalget og Byrådet.
Beslutning i Erhvervs-, Plan- og Miljøudvalget den 6. marts 2017:
Fraværende:  Villum Christensen (I)
Anbefales.
Der afholdes borgermøde d. 20. april 2017.