Møde i udvalget d. 7. august 2017

5.     Budget 2018-21 - Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget (B)

Sagsnr.: 330-2017-35456               Dok.nr.: 330-2017-411086                                          Åbent
Kompetence: Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget
Beslutningstema
Udvalget drøfter temaer, som det er væsentligt at have opmærksomhed på i forbindelse med budgetlægningen for 2018-21 samt evt. emner, der skal yderligere belyses i forhold til Byrådets behandling af Budget 2018-21.
Baggrund
På udvalgsmødet i juni ønskede udvalget yderligere oplysninger vedrørende disse punkter:
Kan- og Skal-opgaver: Administrationen har udarbejdet en oversigt over konsekvenserne ved reduceret service på udvalgte områder. Oversigten er vedhæftet som bilag.
Bygninger:
Udvalget har ønsket en beskrivelse af, om vedligeholdelsesstandarden pr. kvadratmeter reelt er steget med budgetomlægningerne til Center for Kommunale Ejendomme.
Først ved udgangen af 2017 har Center for Kommunale Ejendomme et regulært sammenligningsgrundlag for at beskrive udviklingen i budgettet for vedligeholdelsen af kommunens bygninger. Budgettet er omlagt i 2016, så udgifter bogføres på hver enkelt bygning, hvorimod bogføringsstrukturen før 2016 var mindre detaljeret, og det er derfor ikke muligt at sammenligne udgifterne i 2016 med 2015.
Centret nævner flere konkrete projekter, der er gennemført for driftsmidler i 2016 og 2017, f.eks. renoveringen af Korsørhallen, der blev gennemført med en del driftskroner for at opnå en helhed i opgaveløsningen samt renoveringen af Korsør Svømmehal, der bliver delvis renoveret med driftsmidler. Begge er eksempler på at Landdistrikts-, Teknik- og Ejendomsudvalget har haft udvidet mulighed for at prioritere af midlerne afsat til bygningsvedligehold.
Skulpturer i det offentlige rum: Oplysninger om udgifter til løbende vedligehold fremgår af det vedhæftede bilag.
Svømmefaciliteter: En beskrivelse af renoveringsopgaver i begge svømmehaller i de kommende år samt beskrivelse af konsekvenserne af, at disse ikke bliver udført, er vedhæftet som bilag.
Siden udvalgsmødet i juni har der været afholdt temamøde i Byrådet ultimo juni.
Retligt grundlag
Den kommunale Styrelseslov samt Bekendtgørelse om kommunernes budgetlægning, regnskab m.v. fastlægger det retlige grundlag for budgetlægningen.
Handlemuligheder
I forlængelse af Byrådets temamøde i juni og på baggrund af de uddybede oplysninger i denne sag har udvalget mulighed for at drøfte emner, der vurderes relevante for budgetdrøftelserne.
Udvalget har desuden mulighed for at drøfte, hvordan områdets interessenter, herunder brugerbestyrelser og råd, skal involveres i budgetprocessen.
Vurdering
Administrationen anbefaler, at udvalget drøfter emnerne og afklarer, om der er punkter, der skal belyses yderligere i forhold til Byrådets behandling af Budget 2018-21.
Økonomiske og personalemæssige konsekvenser
Reducering af budget til Slagelse Bibliotekerne samt til drift af udendørsarealer på Fritidsområdet vil medføre personalereduktioner. De respektive MED-udvalg vil i givet fald skulle inddrages i udmøntningen af besparelsen.
Konsekvenser for andre udvalg
Ingen bemærkninger.
Indstilling
Børne- og ungedirektøren indstiller på forvaltningens vegne,
1.    at Udvalget drøfter emner, der vurderes relevante for budgetdrøftelserne.
Beslutning i Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget den 7. august 2017:
Fraværende:  ingen
Udvalget ønsker, at alle bilagene til sagen videregives til budgetdrøftelserne - med en særlig opmærksomhed på behovet for renovering af svømmehallerne i hhv. Korsør og Slagelse - samt at der oprettes en pulje på kr. 10 millioner til renovering af både kultur- og idrætsfaciliteter under udvalgets budgetramme.