Møde i udvalget d. 6. juni 2017

6.     Forslag til lokalplan 1181 Bakketoften (Tidselbjerget) - afklaring om principper for udvikling (B)

Sagsnr.: 330-2017-29406               Dok.nr.: 330-2017-339664                                          Åbent
Kompetence: Erhvervs-, Plan- og Miljøudvalget
Beslutningstema
Erhvervs-, Plan- og Miljøudvalget skal tage stilling til principperne for udvikling af kommunens areal Bakketoften i Tidselbjerget, Slagelse.
Baggrund
Den overordnede vision for udvikling af Slagelses nye bydel Tidselbjerget blev godkendt af Erhvervs-, Plan- og Miljøudvalget den 2. juni 2014. Bæredygtighed, både miljømæssig, kulturel og økonomisk, er det grundlæggende tema for udviklingen af området. Området skal udvikles, så der er plads til naturen, der skal være respekt for det eksisterende, landskabet skal bruges, men ikke misbruges, og det hele skal bindes sammen af et grønt engdrag, små søer og bække. Boligerne skal imødekomme forskellige behov, så det bliver muligt at tiltrække forskellige borger-segmenter til området.
Erhvervs-, Plan- og Miljøudvalget godkendte på mødet den 6. marts 2017 igangsættelse af lokalplanlægning for et af Tidselbjergets delområder, Bakketoften. Det fremgår af sagsfremstillingen, at området skal planlægges til ca. 22 boliger, der kan udstykkes som sokkelgrunde, med fælles friarealer og blå/grønne LAR løsninger, som naturlige del af området.
Lokalplananmodningen og oplægget til bebyggelse tager udgangspunkt i Strukturplanen for Tidselbjerget, vedtaget af Byrådet den 27. februar 2017.
Ved Byrådets møde den 27. februar 2017 blev der desuden vedtaget en projektøkonomi for byggemodning af Tidselbjerget. Det blev besluttet, at projektets økonomi skal gå i nul, når området er fuldt udbygget.
Der er en vis usikkerhed om projektøkonomien, men det vurderes, at økonomien ikke kan overholdes, hvis området udstykkes som 22 sokkelgrunde. For at indtægter og udgifter i tilknytning til byggemodning og udvikling af Tidselbjerget skal balancere forudsættes der enten flere byggegrunde i delområdet end 22 sokkelgrunde eller udstykning som parcelhusgrunde.
Retligt grundlag
Lokalplaner tilvejebringes efter Planlovens kapitel 5.
Handlemuligheder
Erhvervs-, Plan- og Miljøudvalget kan vælge at fastholde planlægning af området til ca. 22 boliger, der kan udstykkes som sokkelgrunde. Det betyder, at den oprindelige vedtaget vision for udvikling af Tidselbjerget fastholdes. Projektøkonomien vil ikke gå i nul.
Erhvervs-, Plan- og Miljøudvalget kan vælge at godkende udstykning af enten flere byggegrunde eller udstykning som almindelig parcelhuse, således at den vedtaget projektøkonomi holder.
Vurdering
Slagelse Kommune har i forbindelse med planlægningen af Tidselbjerget indtil nu taget kraftigt afsæt i, at det naturskønne område udvikles med respekt for naturen. Det omfatter først og fremmest den grønne/blå akse, der binder området sammen, den grønne sammenhæng med de tilgrænsende arealer mod syd og nord - men også en overvejelse om varierende bebyggelsestæthed – så området ikke overbebygges. De to igangsatte nabobebyggelser (for Slagelse Boligselskab og HJ Huse) efterlever på forskellig vis byrådets intentioner og lægger på den måde et niveau for udviklingen af området; et niveau, der bør forfølges i udviklingen af andre projekter, hvad enten de er private eller offentlige.
Administrationen har derfor opereret med, at delområdet Bakketoften i praksis er der, hvor den grønne/blå akse udspringer og knytter sig til idrætsområdet mod syd. Derfor foreslås en relativ åben bebyggelse, hvor området tilplantes som en lund, hvor man efterfølgende blot udsparer i beplantningen for at lave sokkelgrunds-udstykninger.
Fordelene er:
· at man giver mere plads til naturen og dermed lever op til de bærende mål for Tidselbjerget,
· at man opnår en bebyggelsestype, der ikke i forvejen findes i Slagelse Kommune,
· at man derved har mulighed for at tiltrække en ny type beboere til området (hvilket også er et mål),
· at man opnår arkitektonisk variation og variation i bebyggelsestæthed (Engdraget mod øst er tæt bebygget),
· at boligtypen sikre, at man i høj grad bor direkte i naturen.
Hverken en traditionel parcelhusudstykning eller en tættere bebyggelsesstruktur vurderes at byde på disse fordele.
Økonomiske og personalemæssige konsekvenser
Der er en vis usikkerhed om projektøkonomien, men det vurderes, at økonomien ikke kan overholdes, hvis området udstykkes som 22 sokkelgrunde.
Konsekvenser for andre udvalg
Ingen bemærkninger.
Indstilling
Erhvervs- og arbejdsmarkedsdirektør indstiller på forvaltningens vegne,
1.    at Udvalget tager stilling til principperne for udvikling af kommunens areal Bakketoften i Tidselbjerget, Slagelse.
Beslutning i Erhvervs-, Plan- og Miljøudvalget den 6. juni 2017:
Fraværende: 
Udvalget fastholder planlægning af området til ca. 22 sokkelgrunde jf. den overordnede vision for udvikling af Tidselbjerget.