Møde i udvalget d. 6. februar 2017

13.   Ændrede åbningstider på Korsør Lokalarkiv og Slagelse Lokalarkiv (B)

Sagsnr.: 330-2016-5744                 Dok.nr.: 330-2017-9767                                              Åbent
Kompetence: Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget
Beslutningstema
Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget skal tage beslutning om, hvorvidt åbningstiderne på Korsør Lokalarkiv og Slagelse Lokalarkiv skal ændres.
Baggrund
Korsør Lokalarkiv er oprettet i 1965 og ligger på Fæstningen i den gamle havnemesterbolig og kommandantbolig. Slagelse Lokalarkiv er oprettet i 1962 og har siden 1964 hørt under biblioteket

Lokalarkiverne indsamler materiale fra de områder, som udgjorde den tidligere Korsør Kommune og den tidligere Slagelse Kommune. Bemandingen består dels af en lokalarkivar dels af frivillige.
Korsør Lokalarkiv har pr. 1.10.2016 været tilknyttet Slagelse Bibliotekerne, og fra 1. januar har man udvidet lokalarkivarens arbejdstid, og det er i denne forbindelse, at lederen af lokalarkiverne sammen med lokalarkivaren beder om ændrede åbningstider.
Åbningstiderne er pt.:
Korsør Lokalarkiv: mandag og onsdag 10-12 samt torsdag 14-17
Slagelse Lokalarkiv: tirsdag 13-15 og onsdag 10-15
Åbningstiderne ønskes ændret til
Korsør Lokalarkiv: onsdag 10-14 og torsdag 14-17
Slagelse Lokalarkiv: tirsdag 14-17 og onsdag 11-16
Der er ikke tale om en nedgang i åbningstider, men en optimering og effektivisering af lokalarkivarens arbejdstid.
Åbningstiderne ønskes ændret fordi:
Arkivets brugere ofte har brug for mere end to timer i sammenhæng, når der skal fremfindes arkivalier, og der skal bruges tid til søgning og læsning.
Ændret åbningstid vil give lokalarkivaren mulighed for at kunne registrere indkomne arkivalier i sammenhæng frem for at skulle flytte arkivalier frem og tilbage. 
Arkivets frivillige får mulighed for yderligere en arbejdsdag, hvor arkivet er lukket. De frivillige på arkivet har tilkendegivet, at de desuden gerne hjælper brugere, der kommer udenfor åbningstiden med afleveringer eller forespørgsler.
Retligt grundlag
Kommunalfuldmagten og Arkivlovgivningen.
Handlemuligheder
Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget kan
a) Godkende nye åbningstider på Korsør Lokalarkiv og Slagelse Lokalarkiv
b) Afvise nye åbningstider på Korsør Lokalarkiv og Slagelse Lokalarkiv
c) Vedtage alternative åbningstider for Korsør Lokalarkiv og Slagelse Lokalarkiv
Vurdering
Center for Kultur, Fritid og Borgerservice vurderer, at ønsket om at ændre åbningstiderne på Korsør Lokalarkiv og Slagelse Lokalarkiv bør imødekommes, da det både vil gavne Slagelse Kommunes borgere samt tilrejsende arkivbesøgende. Desuden vil de ændrede åbningstider også være en optimering og effektivisering af lokalarkivarens arbejdstid og arbejdsopgaver.
Økonomiske og personalemæssige konsekvenser
Ingen bemærkninger.
Konsekvenser for andre udvalg
Ingen bemærkninger.
Indstilling
Børne- og ungedirektøren indstiller på forvaltningens vegne,
1.    at  åbningstiderne på Korsør Lokalarkiv og Slagelse Lokalarkiv ændres i overensstemmelse med lederen for lokalarkiverne og lokalarkivarens forslag.
Beslutning i Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget den 6. februar 2017:
Fraværende:  Lis Tribler (A)
Godkendt.
Kunne ikke indlæse data fra Slagelse Kommunes hjemmeside.