Møde i udvalget d. 6. juni 2017

4.     Skoleområdet 360 graders analyse - samlet afrapportering (B)

Sagsnr.: 330-2016-81144               Dok.nr.: 330-2017-323419                                          Åbent
Kompetence: Økonomiudvalget
Beslutningstema
Uddannelsesudvalget skal drøfte afrapporteringen vedr. Skoleområdet 360 graders analyse og videresende til beslutning i Økonomiudvalget. Økonomiudvalget skal drøfte afrapporteringen og beslutte, hvordan det fremtidige arbejde i forlængelse af analysen skal foregå.
Baggrund
I budgetaftalen til budget 2015-18 er det aftalt, at der skal være fokus på at drive kommunen stadigt mere effektivt. Som følge deraf skal der i de kommende år gennemføres såkaldte 360o-analyser af de store velfærdsområder. Overordnet skal analyserne være med til at vise os, om vi har organiseret os hensigtsmæssigt, og om vi har tilstrækkelig effektive arbejdsgange. Økonomiudvalget besluttede på sit møde den 21. november 2016 at igangsætte en analyse af skoleområdet.
Der er i efteråret arbejdet med mulige temaer bl.a. på en workshop, hvor styregruppen og udvalgte ressourcepersoner deltog. Der er indstillet 4 temaer til drøftelse i fagudvalget i januar 2017, og beslutning i Økonomiudvalget 23. januar 2017.
Økonomiudvalget besluttede, at de temaer, der skal arbejdes med i analysen i foråret 2017, er:
· Kvalitetsrapport – koncept og mulighed for metodeudvikling – samt generel brug af data på skoleområder
· Inklusion og brobygning til dagtilbud og ungdomsuddannelser
· Specialpædagogiske tilbud – tilbudsvifte og visitationsmodel
· Tildelingsmodeller – almenskoler, SFO, UngSlagelse, specialskoler og klubber
Udover de 4 ovenstående temaer er det politisk ønsket fra hhv. Uddannelsesudvalg og Økonomiudvalg, at analysen også afdækker mulighed for gennemførsel af tilfredshedsundersøgelser på baggrund af tilstedeværende data samt indeholder en kapacitetsanalyse på skoleområdet i forhold til udviklingen i de kommende år.
Denne 360 graders analyse adskiller sig fra tidligere års analyser. Der er med analysen grundlæggende ønsket et eftersyn/udarbejdelse af datagrundlag, der kan indgå i forhold til evt. fremtidige beslutningsoplæg. Der er derfor ikke udarbejdet konkrete beslutningsoplæg med afrapporteringen, hvilket vil kunne ske i forlængelse heraf.
Hovedkonklusionerne i analysen er følgende:
· Udgiftsniveauet til folkeskolen ligger under udgiftsbehovet og under gennemsnittet for sammenligningskommuner, regionen og landsgennemsnittet.
· Folkeskole har gennemsnitlig høje klassekvotienter i forhold til sammenligningskommuner m.v.
· Skolerne i Slagelse kommune er gennemsnitligt mindre end i sammenligningskommunerne m.v.
· Udgiftsniveauet for specialskolerne ligger højt i forhold til sammenligningskommuner, regionen og landsgennemsnittet.
· Udgiftsniveauet på ungdomsskolen er lavt i forhold til sammenligningskommuner m.v.
· Kvalitetsrapporten er mere omfattende end der lovgivningsmæssigt stilles krav om.
· Segregeringsgraden har været stigende siden 2012 og ligger over sammenligningskommuner og landsgennemsnittet.
· Tildelingsmodellerne har vist nogle udfordringer, der kan tilskrives modellerne, mens andre kan tilskrives ændringer uden for modellerne.
· Der er en positiv udvikling i elevtilfredsheden, der ligger tæt op ad landsgennemsnittet.
· I forhold til kapaciteten på skoleområdet forventes der i perioden frem til 2030 et fald i antallet af elever på ca. 5 %. Der er store forskelle skolerne i mellem.
Retligt grundlag
Ingen bemærkninger
Handlemuligheder
Uddannelsesudvalg drøfter analysens konklusioner og handlemuligheder og indstiller til Økonomiudvalget emner for det videre arbejde.
Økonomiudvalget videresender analysen eller dele heraf til budgetseminaret og kan vælge, at anmode fagudvalget om at arbejde videre med hele eller dele af de påpegede udfordringer og problemfelter.
Vurdering
I forhold til de enkelte delrapporter er der en række opmærksomhedspunkter, der kan omsættes til konkrete handlemuligheder eller yderligere analyser m.v. Administrationens anbefalinger er oplistet nedenfor:
Kvalitetsrapport
Der   træffes beslutning om omfang af kommende kvalitetsrapport, der skal igangsættes i efteråret 2017. På Uddannelsesudvalgets møde i august kan administrationen fremlægge et beslutningsoplæg ift. proces mv. for den kommende kvalitetsrapport, så den kan blive udarbejdet rettidigt. Kvalitetsrapporten skal være godkendt inden 31. marts 2018
Inklusion og brobygning
Segregeringsgraden bør reduceres. Der igangsættes et arbejde i efteråret 2017, således at det kan få virkning for hovedvisitationen 2018. Særligt hvis det er et ønske, at der arbejdes i forhold til at flytte elever og ressourcer fra retskrav på cpr.nr. til at inkludere elever uden tildeling til den enkelte elev.
Specialpædagogiske tilbud og visitationsmodel
Dette arbejde kan bruges som baggrundsmateriale – en form for ’hvidbog’ – i fremtidigt arbejde på området, men er som sådan ikke baggrund for konkrete handlinger.
Tildelingsmodeller
Eftersyn af tildelingsmodeller har vist, at der i nogle af modellerne er udfordringer, der kan tilskrives modellerne, mens andre kan tilskrives ændringer uden for modellerne.
Almenskoler
Der kan igangsættes arbejde i forhold til ny/revideret tildelingsmodel for almenskolerne. En ny model for almenskoler skal kunne forelægge til beslutning i februar 2018, hvis den skal træde i kraft til skoleåret 2018/19. Arbejdet vil således skulle igangsættes i efteråret 2017.
Specialskoler
Taksterne indgår som grundlag i tildelingsmodellen for specialskolerne. Der er dog ikke analyseret på, hvordan niveauet på taksterne i Slagelse Kommune er i forhold til sammenlignelige tilbud i andre kommuner. Det kan være interessant, ligesom en fremtidig evaluering af modellen, når den har virket i længere tid kan være det. Disse opgaver kan med fordel ligge i foråret 2018 eller senere.
Klubber
På klubområdet er en af udfordringerne, at den opgave, klubberne skal løse ikke er veldefineret. Det foreslås derfor, at der bliver igangsat et arbejde i forhold til at se på opgaven og organisering af klubområdet. Efterfølgende kan der ses på tildelingsmodellen, når opgaven mv. er tydeliggjort. Arbejdet kan igangsættes i efteråret 2017, men kan også såfremt det ressourcemæssigt ikke er muligt skubbes til foråret 2018.
UngSlagelse
Tildelingen til Xclass kan i højere grad ske som på de øvrige almenskoler, og rammetildelingen til Ungdomsskolen kan evt. følge søgningen til tilbuddet. Her skal man dog være opmærksom på, at budgettet evt. kan blive større end nu, såfremt Ungdomsskolen formår at tiltrække endnu flere unge.
Skoleprognose og kapacitet
Generelt er der ikke udfordringer i forhold til mindre-kapacitet. Dog er Antvorskov Skole presset på kapaciteten, og der bør iværksættes handlinger i forhold til konkret at afhjælpe yderligere pres på kapaciteten der.
Økonomiske og personalemæssige konsekvenser
Afrapporteringen har umiddelbart ingen økonomiske og personalemæssige konsekvenser.
Konsekvenser for andre udvalg
Ingen bemærkninger
Indstilling
Børne- og Ungedirektøren indstiller på forvaltningens vegne,
1.    at Uddannelsesudvalget drøfter 360 graders analysen på skoleområdet og videresender sagen med udvalgets bemærkninger til beslutning i Økonomiudvalget.
2.    at Økonomiudvalget drøfter 360 graders analysen og træffer beslutning om hvilke dele af analysen, der oversendes til budgetbehandlingen vedrørende budget 2018 – 2021 og hvilke dele af analysen, der skal arbejdes videre med i Uddannelsesudvalget.
3.    at Økonomiudvalget beslutter, at administrationen fremlægger en tids- og procesplan for det fremtidige arbejde i forlængelse af analysen i Uddannelsesudvalget på udvalgets møde i august.
Beslutning i Uddannelsesudvalget den 6. juni 2017:
Fraværende:  Tonny Borgstrøm (Udenfor partierne)
Første "at"
Uddannelsesudvalget drøftede det fremlagte med følgende anbefalinger:
Kvalitetsrapporten bør være så enkelt som mulig. Gerne med bilag, der favner de fokusområder, som Udvalget ønsker at holde fast i.
I forhold til "Inklusion og brobygning" ønsker Udvalget, at der iværksættes et arbejde, der kan reducere segregeringsgraden. De enkelte børns tarv skal fortsat være i fokus.
Andet "at"
I forhold til den budgetmæssige proces ønsker Udvalget, at arbejdet med tildelingsmodeller bliver prioriteret.
Thomas Clausen (Ø) følger ikke anbefalingen, da det er en udemokratisk procedure.
Tredje "at"
Anbefales med bemærkning om, at rapporterne samlet set danner grundlag for beslutningsoplæg, der vil involvere MED-organisationen.