Møde i udvalget d. 6. februar 2018

7.     Studietur 2018 (B)

Sagsnr.: 330-2018-4917                 Dok.nr.: 330-2018-39430                                  Åbent
Kompetence: Sundheds- og Forebyggelsesudvalget
Beslutningstema
Udvalget skal tage beslutning om evt. studietur i 2018.
Baggrund
Udvalget besluttede på mødet d. 9. januar 2018 at drøfte mulig studietur på baggrund af oplæg fra administrationen.
Nedenstående gives en række forslag til studieture – flere af forslagene kan naturligvis kombineres:
Forslag 1. Besøg Island
I dag er Island det land i Europa, hvor unge drikker og ryger mindst samt tager færrest stoffer. Sådan har det ikke været for 20 år siden, men landet har gjort en stor indsats. Tilbage i 1999 blev en national plan kaldet “Ungdom i Island” introduceret, hvori der var en række lovændringer. Det blev ulovligt for unge under 18 at købe tobak. Det samme blev indført for alkohol, hvor grænsen blev 20 år. Yderligere blev reklamer for tobak og alkohol bandlyst. Båndet mellem forældrene og skolen blev styrket gennem forældreorganisationer, der ifølge loven skulle oprettes på alle skoler sammen med forældreråd. Der blev vedtaget en lov, der gjorde det ulovligt for unge mellem 13 og 16 at være udenfor efter klokken 22 om vinteren og midnat om sommeren. En national paraplyorganisation kaldet “Hjemme og Skole” introducerede aftaler, som forældrene den dag i dag skal underskrive.  
Forslag 2. Besøg et Sundhedscenter
Egedal sundhedscenter et moderne center med alt fra træning og sundhedsvejledning til sygepleje og sygeplejeklinik. Mere end 100 sygeplejersker, terapeuter, sundhedsmedarbejdere og sosu-assistenter arbejder hver dag i Egedal Sundhedscenter, for at give borgerne den bedste hjælp til genoptræning, sundhedsvejledning, sygepleje og meget mere.
Kolding sundhedscenter er hele kommunes sundhedscenter, hvor borgerne kan henvende sig ved behov for genoptræning, rehabilitering, sundhedsfremme, forebyggelse, sundhedspleje, specialtandpleje, omsorgstandpleje og tandregulering. Formålet med sundhedscenteret er at give borgerne en indgang til det kommunale sundhedsvæsen, sammenhængende sundhedsydelser og være ramme for nemme, kendte og tilgængelige sundhedstilbud.
Forslag 3. Besøg en kommune indenfor børne- og ungeområdet
Ringsted Kommune - Samarbejde omkring unge sårbare mødre med netværk og mentor ordning.
Odsherred Kommune – Tiltag med småbørnskonsulenter, hvor der er fokus på sundhedsplejens betydning for forebyggelse af anbringelser.
Vejle Kommune – Flere forskellige forebyggende tiltag, hvor sundhedsplejersker er i spil - også tværfagligt.
Forslag 4. Besøg Kolding og Horsens kommuner – fokus på mental sundhedsindsats for socialt udsatte og sårbare grupper (jobsøgende)
Kolding Kommune fik i 2013 tildelt puljemidler til et projekt med henblik på at yde en styrket sundhedsindsats for socialt udsatte og sårbare grupper. Temaet var at øge jobsøgendes muligheder for at komme i støttet eller ordinær beskæftigelse gennem en tidlig opsporing og en differentieret indsats overfor mentale helbredsproblemer. I Horsens er indsatsen ”Job, job, job – uden omveje” etableret.   Her er formålet, at integrere og fastholde personer med psykiske udfordringer og sindslidelser på arbejdsmarkedet. Fokus er desuden på, at der udvikles løsninger på tværs af ”søjler”
Forslag 5. Besøg hos Esbjerg kommune der arbejder med livsstilsforløb
I Esbjerg kommune har de i en årrække arbejdet på, at have tilbud, der både er individuelt tilpasset og samtidig styrker netværksdannelse. De har arbejdet med et samtale- og screeningsværktøj, som sikrer, at alle væsentlige parametre medtages i tilrettelæggelsen af den enkelte borgers forløb. Derudover har de arbejdet struktureret med effektmåling. Det sidste er et af de områder, hvor der endnu ikke er fundet en fælles metode, og hvor der ikke findes nationale anbefalinger.
Forslag 6. Forebyggelse der virker
I Gentofte Kommune har man hentet store gevinster ved at gribe ind i tide og fokusere på sygdomsforebyggelse, der er involverende, giver borgerne livskvalitet og som samtidig er god sundhedsøkonomi. Kan kombineres med oplæg ved formanden for Vidensråd for Forebyggelse med fokus på, hvorfor vi for alvor skal sætte forebyggelse på den sundhedspolitiske dagsorden.
Retligt grundlag
Intet at bemærke.
Handlemuligheder
Udvalget drøfter en studietur for udvalget evt. med afsæt i de forskellige forslag til studieture.
Vurdering
Intet at bemærke.
Økonomiske og personalemæssige konsekvenser
Afhænger af studieturens længde og geografi.
Konsekvenser for andre udvalg
Intet at bemærke.
Indstilling
Centerchefen for Sundhed og Ældre indstiller,
1.    at Udvalget tager beslutning om studietur 2018.
Beslutning i Sundheds- og Forebyggelsesudvalget den 6. februar 2018:
Fraværende:  Søren Lund Hansen (O)
Udvalget ønsker oplæggene suppleret med økonomisk overslag.
Sagen genoptages på kommende møde med dette supplement.
Kalenderen forhåndsbookes 20.-22. juni.
Kunne ikke indlæse data fra Slagelse Kommunes hjemmeside.