Møde i udvalget d. 7. marts 2018

8.     Værdighedspolitik for Ældreplejen i Slagelse kommune (B)

Sagsnr.: 330-2017-69998               Dok.nr.: 330-2018-103684                                Åbent
Kompetence: Byrådet.
Beslutningstema
Beslutning om proces for udarbejdelse af ny Værdighedspolitik for ældreplejen i Slagelse Kommune.
Baggrund
Byrådet har siden den 1. marts 2016 været forpligtet til at træffe beslutning om en Værdighedspolitik for den kommunale ældrepleje.
Den første Værdighedspolitik skulle vedtages og offentliggøres senest den 1. juli 2016. Derefter skal Byrådet inden for det første år i valgperioden vedtage en Værdighedspolitik for den kommunale ældrepleje. Da der var kommunalvalg i november 2017, skal Byrådet i 2018 vedtage en Værdighedspolitik for kommunens ældrepleje gældende for den nye valgperiode.
I denne sagsfremstilling opsummeres krav til indhold i Værdighedspolitik. Derudover skitseres forslag til proces for tilblivelse af ny Værdighedspolitik.
Retligt grundlag
Finansloven for 2016, 2017 og 2018.
Handlemuligheder
Krav og rammer for Værdighedspolitik
Fra 1. februar 2018 skal værdighedspolitikken således som minimum beskrive, hvordan ældreplejen kan understøtte følgende områder i forhold til plejen og omsorgen af den enkelte ældre:
1) Livskvalitet
2) Selvbestemmelse
3) Kvalitet, tværfaglighed og sammenhæng i plejen
4) Mad og ernæring
5) En værdig død
6) Pårørende.
Det skal hertil bemærkes, at området ”pårørende” er ny fra 2018. Øvrige områder er identisk med kravene til den første Værdighedspolitik i 2016.
Partierne bag finanslovsaftalen for 2018 er enige om at kommunernes indsatser overfor pårørende til svækkede ældre skal styrkes. Formålet med initiativet i finanslovsaftalen for 2018 er, at understøtte kommunernes forpligtigelse til at sørge for tilbud om afløsning eller aflastning til ægtefælle eller andre pårørende, der passer en person med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. Dette er baggrunden for, at der er indført en forpligtelse for Byrådet til, i Værdighedspolitikken for ældreplejen, at beskrive, hvorledes kommunen understøtter de pårørende til svækkede ældre. I lighed med de øvrige områder, er det op til det enkelte Byråd at beslutte, hvordan der lokalt skal arbejdes med området ”Pårørende”, herunder, hvilke konkrete indsatser kommunen iværksætter for at implementere den lokalt fastsatte Værdighedspolitik.
Proces for tilblivelse af ny Værdighedspolitik
Der er flere modeller for, hvordan den nye Værdighedspolitik kan blive til. Hermed alternative forslag:
1) At der som start på udarbejdelse af en ny ”Værdighedspolitik for ældre” afholdes en workshop, hvor alle relevante parter, herunder høringsberettigede, pårørende til målgruppen, borgere og fagpersonale, m.fl. indbydes til deltagelse. Formålet vil være at få området og ønsker afdækket så bredt som muligt, i forhold til fremtidigt indhold.
2) At Seniorudvalget tager udgangspunkt i den eksisterende Værdighedspolitik og derudfra drøfter, hvad der ønskes ændret og tilføjet. Dette udkast sendes i høring, med efterfølgende endelig behandling i Seniorudvalget
3) At eksisterende Værdighedspolitik sendes i høring med det formål at få tilbagemeldinger på, hvad de respektive høringsberettigede ønsker ændret/tilføjet.
Vurdering
Administrationen anbefaler, at Seniorudvalget drøfter fordele og ulemper – samt eventuelle alternativer - ved de opstillede modeller.
Økonomiske og personalemæssige konsekvenser
Slagelse Kommune har fået tilsagn om puljetilskud på 15,552 mio. kr. til Værdighedsindsatsen i 2018. Disse er udmøntet jf. beslutning i Sundheds- og Seniorudvalget i oktober 2017.
Derudover er der i finanslovsaftalen for 2018 afsat 60 mio. kr. årligt fra 2018 og frem. Pengene udmøntes til kommunerne via bloktilskuddet. Slagelse Kommunes andel forventes at udgøre i størrelsesordenen 0,9 mio. kr. Formålet er, at styrke kommunernes indsatser overfor pårørende til svækkede ældre jf. bestemmelser om nyt område i Værdighedspolitikken.  Midlerne kan eksempelvis anvendes til ansættelse af pårørendevejledere, der kan bidrage til, at pårørende får viden og værktøjer til at hjælpe bedst muligt, samt at de pårørende kan passe bedre på sig selv og være med til at sikre, at de pårørende ikke står alene og dermed forbliver raske. Disse midler skal ansøges tilført Seniorudvalgets budgetramme i forbindelse med næste budgetopfølgning.
Konsekvenser for andre udvalg
Ingen.
Indstilling
Centerchefen for Sundhed og Ældre indstiller,
1.    at Seniorudvalget beslutter, hvilken proces, der ønskes igangsat.
Beslutning i Seniorudvalget den 7. marts 2018:
Fraværende: 
Udvalget ønsker at eksisterende værdighedspolitik sendes i høring jf. model 3, hos Ældreråd, Handicapråd og bruger-pårørenderåd.