Møde i udvalget d. 2. februar 2021

3.     Budget 2021 - Aflastnings- og/eller restitutionspladser i Skælskør og Korsør (D)

Sagsnr.: 330-2020-29711               Dok.nr.: 330-2021-22215                                            Åbent
Kompetence: Forebyggelses- og Seniorudvalget.
Beslutningstema
Forebyggelses- og Seniorudvalget skal drøfte videre proces og retning for udmøntning af afsnit i Byrådets Budgetaftale for 2021-2024 vedrørende yderligere restituerings- og aflastningspladser udenfor Slagelse By.
Baggrund
I Byrådets Budgetaftale for 2021-2024 indeholder på Forebyggelses- og Seniorudvalgets område følgende:
”Parterne ønsker en vurdering fra forvaltningen om, hvordan der kan investeres i yderligere restituerings- og aflastningspladser udenfor Slagelse by med henblik på færre genindlæggelser, kompetenceløft og bedre tilbud til borgerne. En samling af sundhedsuddannelser og lægefaglige miljøer bør indtænkes, og umiddelbart peger parterne på mulige lokaliseringer i fx Korsør Sygehus og Hjemmet ved Noret i Skælskør”.
Der er ikke afsat budget til formålet.
Status
I budgetaftalen er Korsør Sygehus og Hjemmet ved Noret i Skælskør nævnt som eksempler på mulige placeringer af restitutions- og aflastningspladser.
-      Status er, at Korsør Sygehus er solgt til andet formål, hvilket udelukker denne placering.
-      Etablering af restitutions- og/eller aflastningspladser på Hjemmet ved Noret i Skælskør er en mulighed. Dette vil dog forudsætte, at et tilsvarende antal af de nuværende somatiske pladser nedlægges. Pt. består Hjemmet ved Noret af 29 somatiske pladser og 1 aflastningsplads. Det skal hertil oplyses, der i gennemsnit er 5 borgere på venteliste til bolig på Hjemmet ved Noret.
Restitutionspladser anvendes typisk til borgere, der er for syge til at komme hjem i egen boliger efter sygehusophold, eller hvor det er uforsvarligt at lade borger være hjemme i egen bolig med hjælp fra syge- og hjemmepleje. Der er et stigende behov for denne type midlertidige ophold, da patienterne i øget omfang udskrives ikke færdigbehandlede, til videre behandling i egen bolig. Restitutionspladser forudsætter flere medarbejdere end på somatiske plejecentre og samtidig er der behov for yderligere sygeplejefaglige kompetencer. Der vil kunne opnås kompetenceløft hos medarbejderne tilknyttet de somatiske pladser, hvis der udvides med yderligere sygeplejefaglige kompetencer. For borgerne kan det betyde større tryghed ved udskrivelse til restitutionsplads – i stedet for udskrivelse til massiv pleje i egen bolig hjemme, da hjælpen er tæt på hele døgnet. Ved etablering af flere restitutionspladser, vil antallet af genindlæggelser muligvis falde.
I budgetaftalen er nævnt ”En samling af sundhedsuddannelser og lægefaglige miljøer bør medtænkes”. Denne del skal afdækkes og bearbejdes i forhold til mulige scenarier. Umiddelbart forudsætter dette, at der etableres et større antal restitutionspladser samme sted, for at der kan opnås en egentligt synergieffekt.
Aflastningspladser anvendes til borgere, der bor i egen bolig hjemme – hvor ægtefællen har behov for en kortere periode uden at skulle passe ægtefælle. Der er oftest tale om demente borgere.
Retligt grundlag
Styrelseslovens §36-42 omkring kommuners økonomiforvaltning, samt budgetaftale for 2021-2024.  
Handlemuligheder
Administrationen har umiddelbart set følgende alternativer:
1)    Etablering af aflastningspladser: Såfremt Forebyggelses- og Seniorudvalget ønsker at etablere 1 aflastningsplads i Korsør og 1 aflastningsplads i Skælskør, er det en mulighed at nedlægge i alt 2 somatiske pladser på 2 af de nuværende plejecentre. Det betyder, at aflastningspladserne kan drives sammen med de øvrige pladser på de pågældende plejecentre. Der vil fremkomme merudgift samlet set til husleje, kost samt vask/leje af linned, da beboerne er fritaget for disse udgifter under midlertidige ophold.
2)    Etablering af aflastnings-  og/eller restitutionspladser: Alternativt er det eventuelt en mulighed, at lave 5 aflastnings- og/eller restitutionspladser (på sigt op til 10 ved ledighed) i tilknytning til Specialcenter Slagelse på Park Alle i Skælskør. Der er pt. ledige boliger, som vil være egnede til aflastningsboliger for ældre. En placering sammen med Specialcentret vil åbne op for, at anvende sundhedsfaglige og pædagogiske ressourcer og derved kompetencer på tværs af de 2 områder, til beboernes fordel. Denne løsning vil forudsætte ekstra budget til medarbejdere samt til husleje, kost samt vask/leje af linned, da beboerne er fritaget for disse udgifter under midlertidige ophold.
3)    Etablering af aflastnings-  og/eller restitutionspladser: Nedlæggelse af et antal somatiske pladser på Hjemmet ved Noret i Skælskør, for derved at skabe mulighed for etablering af restitutions- og/eller aflastningspladser. Denne løsning vil forudsætte ekstra budget til medarbejdere, såfremt der er tale om restitutionspladser, da disse forudsætter højere normering end somatiske pladser. Derudover udgifter til husleje, kost samt vask/leje af linned, da beboerne er fritaget for disse udgifter under midlertidige ophold.
4)    Etablering af aflastnings-og/eller restitutionspladser: I tilknytning til Plejehjemmet Solbakken i Korsør er der ældreboliger. Der har i en længere periode været 8 ledige ældreboliger, fordelt med 3 ægtepar boliger og 5 almindelige boliger. Center for Sundhed og Ældre betaler husleje for disse boliger, når de ikke er udlejet. Der er ikke efterspørgsel til disse boliger som ældreboliger, da huslejen er relativ høj, kombineret med beliggenheden. Det er en mulighed, at anvende en eller flere af disse boliger til aflastningspladser og/eller restitutionspladser. Det vil betyde merudgift til medarbejdere samt til kost og vask/leje af linnede, da beboerne er fritaget for disse udgifter under midlertidige ophold. Det skal bemærkes, at boligerne er beliggende på separat etage i forhold til de somatiske boliger på Plejecentret Solbakken. Denne løsning vil forudsætte, at der er medarbejderressourcer til, at ledsage beboerne fra bolig til/fra fællesarealer flere gange dagligt.
Vurdering
Administrationen anbefaler, at Forebyggelses- og Seniorudvalget drøfter, i hvilket omfang der ønskes etableret aflastnings- og/eller restitutionspladser, samt hvilket/hvilke af de opstillede alternativer der ønskes arbejdet videre med i forhold til den økonomiske del.
Økonomiske og personalemæssige konsekvenser
Der er i Budget 2021-2024 ikke afsat budget til dette formål.
Konsekvenser for andre udvalg
Hvis man ønsker at der arbejdes videre med alternativ nr. 2, skal det nærmere undersøges, hvordan der eventuelt kan opnås effektiviseringer ved at samtænke boliger til borgere som hører under Udvalget for Specialiserede Borgerindsatser og borgere under Forebyggelses- og Seniorudvalget som har brug for aflastningspladser eller restitutionspladser.
Indstilling
Centerchef for Sundhed og Ældre indstiller,
1.    at Forebyggelses- og Seniorudvalget drøfter, i hvilket omfang der skal arbejdes videre med etablering af aflastnings- og/eller restitutionspladser.
Beslutning i Forebyggelses- og Seniorudvalget den 2. februar 2021:
Fraværende: 
Drøftet.
Udvalget ser positivt på Ældresagens forslag vedr. et samarbejde med SANO, men da vi i kommunen har meget ledig kapacitet, vil vi benytte kommunens egne lokaler.
Udvalget ønsker afklaring af økonomien med udgangspunkt i budgetaftalens anbefalinger, men ønsker også en afklaring af økonomien i forhold til de alternative forslag.
Ann Sibbern (UFP) ønsker, at der arbejdes videre med igangsætning af model 1.
(V) og Ann Sibbern (UFP) ønsker en afklaring og uddybning af forslagene om aflastnings- og restitutionspladser.
Kunne ikke indlæse data fra Slagelse Kommunes hjemmeside.