Møde i udvalget d. 7. august 2017

4.     Lejeaftale vedr. Posthuset mellem Slagelse Kommune og Erhvervscentret (B)

Sagsnr.: 330-2017-54980               Dok.nr.: 330-2017-500232                                          Åbent
Kompetence: Økonomiudvalget
Beslutningstema
Der resterer afklaring af lejeaftale for lejemål i Posthuset mellem Slagelse Kommune og Erhvervscentret. Erhvervs-, Plan- og Miljøudvalget skal anbefale prisniveauet på lejeaftalen overfor Økonomiudvalget. Økonomiudvalget skal godkende prisniveauet.
Baggrund
I forbindelse med køb af Posthuset blev det besluttet, at Erhvervscentret skal have lejemål i Posthuset, fremfor det nuværende lejemål på Willemoesvej. Posthuset er under renovering, og dele af huset forventes klar til indflytning 1. okt. 2017. Erhvervscentret har været repræsenteret i projektgruppe, der har arbejdet med Posthusets indretning og funktion.
Under projekteringsfasen har der været arbejdet med, at Erhvervscentret skulle leje 2. sal. Erhvervscentret har senere fremført et ønske om at leje 1. sal frem for 2. sal, hvor der er flere kvadratmeter – samlet 565. Det er således 1. sal, der nu er i spil i forhold til udlejning til Erhvervscentret.
Kommunale Ejendomme har udarbejdet udkast til lejekontrakt med afsæt i vurdering fra ekstern mægler, hvilket er normal praksis, for at sikre at ramme den gældende markedspris.
Lejekontrakten lægger op til en samlet pris for Erhvervscentrets lejemål på 656.000 kr. excl. moms. Her er taget afsæt i, at Erhvervscentret selv anvender ca. 400 kvadratmeter, og at de resterende kvadratmeter bruges af Vækstfabrikken med flere. Der hentes her (som hidtil) en lejeindtægt ind, jf. aftale mellem Erhvervscentret og Væksthus Sjælland.
Oplæg til lejeaftale omfatter således 1. salen med et samlet bygningsareal på 565 m².
Oplæg til prisen fra Kommunale Ejendomme er på 656.000 kr. excl. moms.  Lejemålets samlede areal og beregning af lejen består af:
7 stk. ”egne” lokaler på 12 - 18 m² á 2.200 kr. pr. md. excl. moms.
7 stk. skrivebordsfaciliteter under 12 m² inkl. fællesfaciliteter á 1.600 kr. pr. md. excl. moms.
12 stk. ”flyverpladser” kortere og uden fast plads á 800 kr. pr. md. excl. moms.
Fællesarealer på 277 m² á 850 kr. pr. m² årligt excl. moms
Oplægget har været drøftet i Erhvervscentrets bestyrelse, der finder prisen for høj. Bestyrelsen har et ønske om en kvadratmeterpris på 850 kr., svarende til en årlig husleje på 480.000 kr. excl. moms for leje af 1. sal i Posthuset. Dvs. der vil i givet fald være tale om en reduktion på 176.000 kr. Til orientering betaler Erhvervscentret i dag årligt 333.908 kr. excl. moms for det nuværende lejemål på 651 kvadratmeter.
Retligt grundlag
Lov om Erhvervsfremme.
Handlemuligheder
Ved udlejning af lokaler/bygninger er udgangspunktet, at der skal lejes ud til markedspris. Da Slagelse Erhvervscenter kun udfører opgaver, der knytter sig til kommunal interesse, er det juristernes vurdering, at der her kan være en undtagelse i forhold til markedsprisen. En beslutning om undtagelse kan ske således:
1. Da Slagelse Erhvervscenters faste udgifter vil stige på baggrund af den højere husleje, så kunne der ske en regulering af samhandelsaftalen mellem kommunen og Erhvervscenteret, så der hermed bliver kompenseret for den øgede udgift.
2. Når kommunen udlejer til aktiviteter, der knytter sig til en kommunal interesse, kan kommunen yde (indirekte) støtte ved at kræve en betaling, der ligger under markedsprisen. I og med Erhvervscenterets aktiviteter defineres som værende af kommunal interesse, så kan kommunen yde støtte, eksempelvis i form af mandetimer (udlån af medarbejder), kontant tilskud eller fx reduceret husleje.

Vurdering
Idet der ikke er tvivl om, at Erhvervscentret løser opgaver, der knytter sig til en kommunal interesse, anbefales handlemulighed 2.
Økonomiske og personalemæssige konsekvenser
Beslutning om en reduceret pris vil have konsekvenser for det samlede driftsbudget for Posthuset.
Konsekvenser for andre udvalg
Ingen bemærkninger.
Indstilling
Økonomi – og Teknikdirektøren og Erhvervs- og Arbejdsmarkedsdirektøren indstiller på forvaltningens vegne,
1.    at Erhvervs-, Plan- og Miljøudvalget anbefaler handlemulighed 2 overfor Økonomiudvalget.
Beslutning i Erhvervs-, Plan- og Miljøudvalget den 7. august 2017:
Fraværende: 
Anbefales.
Udvalget spurgte ind til om husleje fastsættes efter omkostninger eller markedspris, og om renovering af 1. sal og 2. sal samt forurening af udenomsarealerne har indflydelse på fremtidig lejepris.
Kunne ikke indlæse data fra Slagelse Kommunes hjemmeside.