Møde i udvalget d. 3. april 2017

14.   Teaterfaciliteter i Slagelse Kommune (D)

Sagsnr.: 330-2016-92262               Dok.nr.: 330-2017-168223                                          Åbent
Kompetence: Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget
Beslutningstema
Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget orienteres om udnyttelsen af kommunens teaterfaciliteter, og udvalget skal drøfte, om der er forslag til ændringer i forhold til faciliteter eller aktiviteter, som udvalget ønsker, at administrationen skal arbejde videre med.
Baggrund
I forlængelse af ombygningen af Slagelse Teater har udvalget ønsket et overblik over teaterfaciliteterne i kommunen for at se på mulighederne for at udnytte faciliteterne yderligere til flere aktiviteter og aktører.
Den vedhæftede analyse beskriver faciliteterne på Slagelse Teater, Det lille teater/Gymnastiksalen samt Krabasken. Derudover beskrives festsalen på Nørrevang, hvor den fremtidige anvendelse af lokalerne ikke er endeligt afklaret; indtil da kan salen anvendes til teateraktiviteter i tidsbegrænsede perioder.
Yderligere faciliteter
Ungdomsskolen UngSlagelse tilbyder hvert år dramaundervisning, der afsluttes med en forestilling om foråret inden elevernes eksamensperiode. Ungdomsskolen efterspørger faciliteter til deres årlige forestilling.
Drøftelse i Teaterpolitisk Forum
Analysen er drøftet i Teaterpolitisk Forum på forummets møde den 23. marts. Brugerne af Slagelse Teater afvikler meget forskellige aktiviteter og udnytter faciliteterne forskelligt, men alle aktører har brug for at kunne træffe aftaler i god tid forud for de kommende sæsoner. Forummet vil gerne arbejde med mulighederne for at koordinere brug og booking bedst muligt.
Teaterpolitisk Forum drøftede Musicalscenens ønske om permanente øvelokaler, da Musicalscenens aktiviteter er udvidet i de seneste år. Der er enighed om, at det vil være optimalt, hvis foreningen kunne få lokalerne i enten Det lille teater/Gymnastiksalen eller faciliteterne på Nørrevang stillet permanent til rådighed.
Retligt grundlag
Kommunalfuldmagtens principper giver mulighed for at stille lokaler til rådighed til kulturelle formål - vederlagsfrit eller med hel eller delvis dækning af kommunens omkostninger.
Handlemuligheder
Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget kan, på baggrund af analysen, drøfte, om udvalget ønsker, at administrationen skal arbejde videre med konkrete forslag til ændringer i forhold til udnyttelsen af kommunens teaterfaciliteter.
Vurdering
Administrationen vurderer, at kommunen råder over velfungerende teaterfaciliteter, der opfylder behov for såvel større som mindre produktioner. Administrationen anbefaler, at Slagelse Teater benyttes og bookes i størst muligt omfang for at udnytte de velfungerende og nyrenoverede faciliteter fuldt ud.
I takt med at Slagelse Teater anvendes mere og af flere brugere, foreslår administrationen, at leje/booking af faciliteterne koordineres af en arbejdsgruppe, der etableres under Teaterpolitisk Forum. Arbejdsgruppen udarbejder en model for fordeling af tider/booking af Slagelse Teater, der tilgodeser alle brugeres behov bedst muligt.
Faciliteterne i Det lille teater/Gymnastiksalen er velegnede til Musicalscenens aktiviteter, og administrationen foreslår, at det undersøges nærmere, om faciliteterne kan stilles til rådighed for foreningen, da dette vil samle teateraktiviteterne i Slagelse by yderligere og knytte aktiviteterne tæt til Slagelse Teater. De øvrige nuværende brugere af lokalerne skal anvises andre lokaler til lån og leje i kommunens øvrige faciliteter. Administrationen anbefaler, at der udarbejdes en lejekontrakt, hvor lokalerne stilles vederlagsfrit til rådighed, men foreningen betaler driftsudgifter og indvendig vedligehold.
I forhold til UngSlagelse foreslår administrationen, at ungdomsskolen tilbydes faciliteterne på Nørrevang, indtil det er afklaret, hvad bygningerne skal bruges til på permanent basis fremover.
Økonomiske og personalemæssige konsekvenser
Ingen bemærkninger.
Konsekvenser for andre udvalg
Center for Kommunale Ejendomme inddrages i forhold til evt. lejeaftale mellem Slagelse Kommune og Musicalscenen omkring Det lille teater.
Indstilling
Børne- og ungedirektøren indstiller på forvaltningens vegne,
1.    at Udvalget drøfter udnyttelsen af kommunens teaterfaciliteter.
2.    at Udvalget drøfter, om der er forslag til ændringer i forhold til faciliteter eller aktiviteter, som administrationen skal arbejde videre med.
Beslutning i Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget den 3. april 2017:
Fraværende:  ingen
Ad 1: Drøftet.
Ad 2: Det skal undersøges nærmere, om Festsalen på Nørrevangsskolen kan rumme aktivite-ter afholdt af bl.a. Musicalscenen og CSU. Dialogen vedr. udnyttelse af teaterfaciliteter fortsættes i Teaterpolitisk Forum.