Møde i udvalget d. 2. februar 2021

8.     Anvendelse af hjemmel til udbetaling af tilskud i 2021 (B)

Sagsnr.: 330-2021-5677                   Dok.nr.: 330-2021-20727            Åbent
Kompetence: Kultur- og Fritidsudvalget
Beslutningstema
Kultur- og Fritidsudvalget skal beslutte, om den modtagne bekendtgørelse fra Kulturministeriet vedr. det folkeoplysende område skal imødekommes.
Baggrund
Borgmestre og udvalgsformænd for kultur- og fritidsudvalg m.v. i landets kommuner har modtaget en skrivelse fra kulturministeren omkring de fortsatte restriktioner, der gælder for det folkeoplysende område på grund af Covid19.
Kulturministeren opfordrer til, at borgmestre og udvalgsformænd benytter de to bekendtgørelsers muligheder for at fravige alle fastsatte regler om tilskudsforudsætninger, minimumsgrænser og lign. for foreninger, der har folkeoplysende voksenundervisning eller er frivillige folkeoplysende foreninger. De to bekendtgørelser giver kommunerne klar hjemmel til at fortsætte de kommunale tilskud til aktiviteter, lokaler m.v.
I 2020 har de hidtidige retningslinjer for de to hovedområder været gældende på lige fod med de tidligere år. Tilskuddene har været beregnet og udbetalt som hidtil, og der er ikke sket reduktion i tilskuddet, hvis der har været perioder, hvor der ikke har været aktiviteter eller gennemførsel af kurser.
Fritidsafdelingen har også som tidligere foretaget acontoudbetalinger af de forventede tilskud, hvis foreningen har haft ønske om det.
På udvalgets møde den 12. januar 2021 besluttede udvalget at fastholde de tidligere budgetter og tilskudsprocenter/-satser for området og dermed en videreførelse af tidligere års niveau og rammer.
Bekendtgørelserne lægger endvidere op til, at der ikke skal ske reduktion eller tilbagebetaling af de kommende udbetalinger af tilskud i 2021, men at disse forbliver i foreningerne og aftenskolerne til hjælp for deres fortsatte eksistens.
Retligt grundlag
Bekendtgørelse nr. 320 og 2172 af 2020.
Handlemuligheder
Kultur- og Fritidsudvalget kan:
a)    Beslutte, at foreninger og aftenskoler skal tilbagebetale tilskud for de måneder/kurser/aktiviteter, der ikke gennemføres.
b)   Beslutte, at de af kulturministeren fremsatte henstillinger på området omkring udbetaling af tilskud for januar og februar 2021 skal følges.
c)    Beslutte, at de af kulturministeren fremsatte henstillinger på området omkring udbetaling af tilskud m.v. skal være gældende i hele 2021.
Vurdering
Administrationen vurderer, at udbetaling af tilskud m.v. vil være udgiftsneutral for udvalget, da der ikke skal findes yderligere finansiering, men blot er tale om, at foreningerne fortsat kan modtage tilskud som sædvanligt jfr. lovgivning, retningslinjer, bekendtgørelse og sædvanlig procedure, uagtet hvad Folkeoplysningsloven ellers angiver af muligheder for tilbagebetaling på områderne.
Økonomiske og personalemæssige konsekvenser
Midlerne, der anvendes til tilskud til det folkeoplysende område, er budgetteret for 2021, og det vil derfor ikke kræve en ekstra finansiering eller omprioritering af midlerne på kultur- og fritidsområdet for at imødekomme anmodningen fra kulturministeren.
Konsekvenser for andre udvalg
Ingen bemærkninger.
Indstilling
Kultur og Fritid indstiller,
1.    at  Kultur- og Fritidsudvalget beslutter, at de af kulturministeren fremsatte henstillinger på området omkring udbetaling af tilskud m.v. er gældende i hele 2021.
Beslutning i Kultur- og Fritidsudvalget den 2. februar 2021:
Fraværende: 
At 1: Godkendt.