Møde i udvalget d. 7. august 2017

10.   Analyse vedrørende det specialiserede socialområde ved KORA (O)

Sagsnr.: 330-2016-65534               Dok.nr.: 330-2017-487392                                          Åbent
Kompetence: Økonomiudvalget
Beslutningstema
KORA har offentliggjort nye analyser på det specialiserede socialområde juni 2017. Sagen fremsendes til fagudvalgets og Økonomiudvalgets orientering. 
Baggrund
I 2016 udgav KORA en række benchmarkinganalyser, som sammenlignede udviklingen på det specialiserede socialområde blandt kommunerne i Region Sjælland i perioden 2010-2014. På den baggrund har Styregruppen for Rammeaftale Sjælland bedt KORA om at foretage en opdatering af analyserne som grundlag for fælles styringsinformation på området. De tidligere analyser vedrører regnskabstal for perioden 2010-2014. Opdateringen er en tilføjelse af regnskabstal fra 2015. KORA-analyserne vedrørende 2010-2014 var til orientering på fagudvalgets møde i oktober 2016.
Kommunerne får med denne analyse en opdateret viden om, hvilke kommuner inden for Region Sjælland, der i 2015 havde relativt høje eller lave brugerandele og enhedsudgifter, og hvordan niveauet for kommunerne i Region Sjælland, lå i forhold til niveauet i øvrige regioner.
Rapporterne præsenterer de opdaterede benchmarkinganalyser. Det drejer sig om følgende tre rapporter, der vedlægges som bilag:
· Bilag 1: Udgifter, brugere og enhedsudgifter på det specialiserede Voksenområde 2014-2015.
· Bilag 2: Udgifter, brugere og enhedsudgifter på det specialiserede Børne- og ungeområde 2013-2015.
· Bilag 3: Køb og salg af pladser på det specialiserede socialområde 2014-2015.
RS17 – Sekretariatet Rammeaftale Sjælland har på baggrund af rapporterne udarbejdet et notat. Dette notat er ligeledes vedlagt sagen som bilag 4.
· Bilag 4: Notat om KORA analyserne 2017.
Retligt grundlag
Ingen bemærkninger.
Handlemuligheder
I rapporterne (Bilag 1, 2 og 3) findes samtlige af KORAs konklusionen. Nedenfor er hovedkonklusionerne i forhold til det specialiserede børne- og ungeområdet trukket frem.
KORAs hovedkonklusioner på det specialiserede Børne- og Ungeområde:
Generelt stigende enhedsudgifter og faldende brugertal
Fra 2013 til 2015 er udgifterne til det specialiserede børne- og ungeområde pr. 0-22-årig indbygger steget med 3 % i Region Sjælland. På landsplan har der været en stigning på 1 % i samme periode.
Det tal dækker over, at antallet af brugere generelt er faldet, mens udgifterne pr. bruger er steget. Der er således færre børn og unge i 2015, der modtager en anbringelse eller en individrettet forebyggende foranstaltning, end der var i 2013, set i forhold til det samlede antal 0-17-årige indbyggere. Brugerandelen er samlet set faldet med 8 pct. fra 2013 til 2015. Det fald er lidt større end faldet på landsplan, der har været 6 pct.
Udgifter pr. 0-22-årig (2015)
Udgiftsniveauet på det specialiserede børne- og ungeområde i kommunerne i Region Sjælland, set under ét, ligger over landsgennemsnittet.
Kommunerne i Region Sjælland bruger i 2015 færre penge pr. 0-22-årig på døgninstitutioner end landsgennemsnittet, men flere penge på familiepleje og socialpædagogiske opholdssteder samt forebyggende foranstaltninger.
Udgifter pr. 0-22-årig (2013-2015)
I Region Sjælland har der været faldende udgifter til anbringelser på døgninstitutioner, men stigende udgifter til især forebyggende foranstaltninger, men også anbringelser i familiepleje og socialpædagogiske opholdssteder. Det svarer i store træk til udviklingstendenserne på landsplan.
Brugerandele – modtagere pr. 0-17-årig (2013-2015)
Brugerandelene er generelt faldet på det specialiserede børne- og ungeområde i kommunerne i Region Sjælland. Der er således færre børn og unge i 2015, der modtager en social foranstaltning, end der var i 2013, set i forhold til det samlede antal 0-17-årige indbyggere.
Fra 2013 til 2015 er det samlede antal foranstaltningsmodtagere på det specialiserede børne- og ungeområde (eksklusive familierettede forebyggende foranstaltninger) faldet med 8 % i kommunerne i Region Sjælland. Dette fald er lidt større end faldet på landsplan (6 %) og i Region Hovedstaden (7 %). Faldet i den samlede brugerandel i RS17 dækker over et fald på 6 % i brugerandelen på anbringelsesområdet og et fald på 10 % i andelen af modtagere af individrettede forebyggende foranstaltninger.
Køb og salg af pladser
Kommunerne i Region Sjælland brugte i 2015 en relativt stor del af deres samlede anbringelsesudgifter til at købe pladser hos eksterne leverandører. I Region Sjælland var købsandelen 60 %, mens den i de fire øvrige regioner lå mellem 40 og 50 %. Den større samlede købsandel i Region Sjællands kommuner dækker ligesom på voksenområdet over et relativt højt niveau af køb hos private leverandører (36 %). Region Sjællands kommuner har fra 2014-2015 ligget nogenlunde stabilt, hvad angår eksterne køb af pladser, hvor der på landsgennemsnit var et fald på 5 procentpoint.
Udvalget har mulighed for at drøfte analyserne fra 2013-2015 og tage dem til efterretning.
Vurdering
Kommunernes anvendelse af data
KKR Sjælland besluttede i juni 2016 en flerårig strategi for styring af takst- og udgiftsudviklingen på det specialiserede socialområde. Strategien betyder, at der fremover sættes et fælles fokus på styring og kvalitetsudvikling.
Der skal være mere nuancerede takstanalyser, samarbejde om effektivisering, benchmarking mellem kommuner og bedre datagrundlag, samt markedsafprøvning. Kommunerne har i år, udover medvirken til KORAs analyser, bl.a. bidraget med oplysninger til et notat om styringstiltag og en ny økonomianalyse. Fælles for alle analyserne er, at de er med til at bidrage til det samlede billede og vurdering af det specialiserede socialområde.
Kommunerne har fået flere forskellige former for styringsinformation, der viser udfordringer, konkrete tiltag og løsningsforslag. Hver kommune har beskrevet, hvad de hver især har gjort for at bidrage til en effektiv udvikling på det samlede område, som andre kommuner kan gøre brug af. Kommunerne opfordres til, på baggrund af de forskellige økonomianalyser, at anvende de ideer, kommunerne har indberettet.
KKR Sjælland har på deres møde den 12. juni tiltrådt følgende anbefalinger:
· Tager status på den flerårige strategi til efterretning
· At KORA's benchmarkinganalyser tages til efterretning og videreformidles til kommunerne som grundlag for den lokale styring, at
· Der til oktobermødet i KKR Sjælland fremlægges en sag om, hvilke styringsinformationer på økonomiområdet, der skal satses på, på baggrund af oplysninger om problemer med datakvalitet, og at
· "Takstinstrumentet" i form af henstilling over for sælgerkommunerne om en given procent takstreduktion ikke anvendes i 2018, men at KKR Sjælland i stedet opfordrer alle kommuner til at sikre et målrettet arbejde for konstant driftsoptimering med den hensigt at reducere taksterne på de takstbelagte institutioner og stram udgiftsstyring generelt, herunder ved køb hos private udbydere.
Økonomiske og personalemæssige konsekvenser
Ingen bemærkninger.
Konsekvenser for andre udvalg
Analyserne forelægges ligeledes Handicap- og Psykiatriudvalget til orientering.
Indstilling
Børn og Unge direktøren indstiller på forvaltningens vegne,
1.    at Udvalget drøfter og videresender med bemærkninger til Økonomiudvalget.
Beslutning i Uddannelsesudvalget den 7. august 2017:
Fraværende:  Bodil Knudsen (A), Tonny Borgstrøm (Udenfor partierne)
Videresendes til Økonomiudvalget uden bemærkninger.
Thomas Clausen (Ø) ønsker at henlede Økonomiudvalget på de tabeller, der viser udgiftsniveauet på de specialiserede områder. Herunder på indikation af underfinansiering.