Møde i udvalget d. 7. februar 2017

11.   Beskæftigelsesplan 2017 - 1. udkast (D)

Sagsnr.: 330-2017-6047                 Dok.nr.: 330-2017-43640                                            Åbent
Kompetence: Beskæftigelses- og Integrationsudvalget
Beslutningstema
Udvalget skal drøfte 1. udkast til Beskæftigelsesplan for 2017.
Baggrund
Beskæftigelsesplan 2016 var udtryk for et erkendt behov for at øge fokus på kerneopgaven, så indsatserne på beskæftigelsesområdet kunne optimeres med baggrund i bl.a. den forestående refusionsreform i 2016. Politisk blev der derfor lavet et grundigt og gennemarbejdet politisk afsæt til en ny og tydelig retning, der som udgangspunkt havde et flerårigt sigte, fordi der var tale om et paradigmeskifte i beskæftigelsesindsatsen.
I 2016 har der derfor også været bred enighed om i både Beskæftigelses- og Integrationsudvalget samt Det lokale Arbejdsmarkedsråd, at det kun var nødvendigt at foretage mindre politiske justeringer i beskæftigelsesplanen, så den var gældende for 2017.
Det kommunale budgetforlig for 2017 betød imidlertid en omfattende besparelse på beskæftigelsesområdet, som der skulle udarbejdes forslag til udmøntning af i 4. kvartal 2016 (Budgetkatalog 2017). Den endelige politiske godkendelse af budgetkataloget og hermed retningen for besparelserne blev godkendt af Byrådet den 19. december 2016. Af samme grund har justeringen af Beskæftigelsesplan 2017 afventet indtil nu.
Målet er, at udvalget behandler Beskæftigelsesplan 2017 på møderne i februar og marts, hvorefter den justerede plan vedtages endeligt på byrådsmødet senest den 27. marts 2017.
Retligt grundlag
Lov nr. 1482 af 23. december 2014 om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen mv., § 4, der handler om beskæftigelsesplan og resultatrevision.
Handlemuligheder
Udvalget drøfter 1. udkast til Beskæftigelsesplan 2017 med henblik på eventuelle korrektioner.
Vurdering
Center for Arbejdsmarked og Integration vurderer, at Budgetkataloget for 2017 i altovervejende grad følger den retning, som blev lagt i Beskæftigelsesplan 2016. Dog betyder budgetkataloget, at der i forhold til selve udmøntningen af den politiske retning er kommet større driftsmæssige prioriteringer af de enkelte målgrupper og konkrete indsatser.
Justeringerne i Beskæftigelsesplanen frem mod 2017 indebærer:
· Indarbejdelse af nyt ministermål på integrationsområdet, hvormed flygtninge og familiesammenførte træder mere tydeligt frem i afsnittet om borgere tættest på arbejdsmarkedet. Med integrationsreformen skal flygtninge og familiesammenførte som udgangspunkt visiteres som jobparate, og målgruppen indgår i større grad som en integreret del af beskæftigelsesindsatsen.
· Indarbejdelse af justeret ministermål i forhold til langtidsledige, så fokus flyttes fra A-dagpengemodtagere til jobparate kontanthjælpsmodtagere med baggrund i markant faldende ledighed. Desuden er indarbejdet nye tiltag som følge af reformer i forhold til kontanthjælp og A-dagpengeområdet, der øger fokus på deltidsbeskæftigelse ved at tilskynde økonomisk til blot få timers beskæftigelse om ugen, indtil der kan opnås fuldtidsbeskæftigelse.
· Indarbejdet Budgetforligets ønske om en ny tilgang til de svageste borgere, hvor det er formålsløst at fortsætte indsatsen i forhold til at udvikle arbejdsevnen inden for lovgivningens lempede krav i 2016. Herunder at muligheden for at anvende førtidspension skal anvendes i større grad end hidtil.
· Indarbejdet Budgetkatalogets prioriteringer i forhold til mentorindsats, nedlæggelse af kommunale vejledningstilbud, oprettelse af nyt ret og pligt-tilbud til aktivitetsparate samt mere effektive indsatser for løntilskud og revalidering ved at have større fokus på det private arbejdsmarked og målrette revalidering til virksomhedernes efterspørgsel.
· Byrådet har ønsket, at der fremlægges en samlet plan for 0-30 års-området. Administrationen vil fremlægge et bud herpå til de respektive udvalg på møder i marts 2017. I forbindelse hermed vil 15-18 års-indsatsen, som kort skitseres i udkastet til beskæftigelsesplanen, blive nærmere beskrevet. I afsnittet om unge uden en uddannelse er indskrevet Byrådets intentioner om en mere forebyggende indsats for de unge, inden de fylder 18 år, så færre når at blive en del af selve beskæftigelsesindsatsen.
· Indarbejdet generelle sproglige rettelser, så planen passer til 2017 i stedet for 2016.
· Resultatkrav for 2017 indgår ikke, men forudsættes at indgå som en del af nyt opfølgningssystem for 2017. Det skal bemærkes, at det ikke længere er et lovkrav at opsætte resultatkrav og effektmål i Beskæftigelsesplanen.
Økonomiske og personalemæssige konsekvenser
Ingen bemærkninger.
Konsekvenser for andre udvalg
Byrådet skal godkende justeret Beskæftigelsesplan 2017. Det lokale Arbejdsmarkedsråd er blevet orienteret om de foreløbige tanker om retningen i budgetkataloget ultimo oktober 2016.
Indstilling
Erhvervs- og Arbejdsmarkedsdirektøren indstiller på forvaltningens vegne,
1.    at Udvalget drøfter 1. udkast til Beskæftigelsesplan 2017 med henblik på eventuelle korrektioner.
Beslutning i Beskæftigelses- og Integrationsudvalget den 7. februar 2017:
Fraværende: 
Drøftet.