Møde i udvalget d. 7. oktober 2019

3.     Månedlig orientering om nøgletal på beskæftigelsesområdet (D)

Sagsnr.: 330-2018-38133               Dok.nr.: 330-2019-387822                                          Åbent
Kompetence: Social- og Beskæftigelsesudvalget
Beslutningstema
Baggrund
Social- og Beskæftigelsesudvalget følger på hvert møde op på de politiske mål, der er politisk udpeget som de vigtigste i Beskæftigelsesplan 2019 samt øvrige ønskede nøgletal.
Retligt grundlag
Handlemuligheder
Social- og Beskæftigelsesudvalget kan drøfte orienteringen om nøgletal.
Vurdering
Administrationens vurdering og forklaring på udviklingen for de enkelte effektindikatorer på beskæftigelsesindsatsen fremgår af bilag, herunder sammenligning til landsplan og sammenlignelige klyngekommuner. Sammenlignelige kommuner er: Esbjerg, Fredericia, Guldborgsund, Ishøj, Kalundborg, Norddjurs, Nyborg, Odsherred, Randers, Samsø, Skive, Thisted, Tønder, Vesthimmerland og Vordingborg.
Udviklingstendenser, hvor der er væsentlige ændringer siden sidste opfølgning er nedenstående fremhævet med fed skrift.
De overordnede udviklingstendenser gennem det sidste år er:
·         Stigning i antal borgere på kommunal forsørgelsesydelse. I Slagelse og sammenlignelige kommuner er der en stigning, mens der fortsat er en minimal reduktion på landsplan. Samme tendens som sidste opfølgning, men afstanden til landsplan vokser.
·         Stabil samarbejdsgrad med virksomhederne, som følger sammenligningsgrundlag.
·         Stigning i beskæftigelsen for borgere med bopæl i kommunen, som ligger midt imellem udviklingen på landsplan og i sammenlignelige kommuner. Siden forrige opfølgning er udviklingen vendt fra stagnation til stigning.
·         Stigning i antal bruttoledige. Udviklingen er dårligere end på landsplan og i sammenlignelige kommuner. Siden forrige opfølgning er udviklingen vendt fra stagnation til stigning, og den landsdækkende udvikling følges ikke længere.
·         Reduktion i antal langtidsledige er mindre end i sammenlignelige kommuner og på landsplan.
·         Reduktion i andel flygtninge og familiesammenførte til flygtninge, som er i beskæftigelse efter 3 år i Danmark. Andelen i beskæftigelse er lavere end på landsplan, men fortsat højere end i sammenlignelige kommuner. Siden forrige opfølgning er Slagelse kommet under landsniveau på beskæftigelsesandel, men målingen tager ikke højde for, at flere er blevet afsluttet til ordinær uddannelse i 2019.
·         Stigning i antal unge uden en uddannelse (uddannelseshjælp) i Slagelse, hvilket ikke er tilfældet i sammenlignelige kommuner og på landsplan. Siden forrige opfølgning er afstanden vokset til landsplan og sammenlignelige kommuner.
·         Reduktion i langtidsforsørgede er større end på landsplan og i sammenlignelige kommuner.
Resultaterne er generelt negativt påvirket af, at antallet af lokale arbejdspladser er faldet 1,37 % i forhold til samme tidspunkt sidste år. På landsplan har der været en stigning på 0,94 %. Tendensen er slået igennem henover sommeren 2019.
Økonomiske og personalemæssige konsekvenser
Konsekvenser for andre udvalg
Ingen bemærkninger.
Indstilling
Erhvervs- og Arbejdsmarkedsdirektøren indstiller,
1.    at Opfølgning tages til efterretning.
Beslutning i Social- og Beskæftigelsesudvalget den 7. oktober 2019:
Fraværende:  Helle Blak (F), Søren Lund Hansen (O)
Taget til efterretning.