Møde i udvalget d. 3. april 2017

15.   Kommuneplan 17 - udlæg af nyt erhvervsareal ved Kongevejen/Stop 39 i Slagelse (D)

Sagsnr.: 330-2016-39607               Dok.nr.: 330-2017-169345                                          Åbent
Kompetence: Erhvervs-, Plan- og Miljøudvalget
Beslutningstema
Erhvervs-, Plan- og Miljøudvalget skal drøfte, om der i Kommuneplan 2017 skal udpeges et nyt erhvervsareal til butikker, der forhandler særlig pladskrævende varegrupper ved Kongevejen/Stop 39 i Slagelse.
Baggrund
Erhvervs-, Plan- og Miljøudvalget fik på mødet den 6. marts 2017 præsenteret forslag til kommuneplanens hovedstruktur, ”Mål og Strategi”, herunder nye og ændrede arealudlæg. Administrationen pegede i den anledning på muligheden for at udpege et nyt erhvervsområde til butikker, der forhandler særlig pladskrævende varegrupper, ved Kongevejen/Stop 39 i Slagelse. Udvalget godkendte hovedstrukturen og arealudlæggene, men tog forbehold for erhvervsudlægget ved Kongevejen. Denne del skulle genoptages på udvalgsmøde i april.  
Forud for genoptagelse på udvalgsmøde i april, skulle udlægget drøftes på et temamødet for kommuneplanen i byrådet den 7. marts 2017.   
Det foreslåede erhvervsudlæg ved Kongevejen/Stop 39 er på 65.500 m2 og er beliggende sydøst for Hunsballe-grunden, indkapslet mellem Sdr. Ringgade, Vestmotorvejen og Kongevejen i den sydlige del af Slagelse.
Kommunen er tidligere blevet kontaktet af en større udbyder af byggematerialer og lignende, der har et konkret ønske om at etablere en butik på ca. 14.000 m² på halvdelen af grunden. På den resterende del af grunden vil der også skulle opføres yderligere byggeri til pladskrævende varegrupper.

Området er ikke udlagt til byområde i Kommuneplan 2013. Området skal derfor udpeges som nyt byudviklingsområde i Kommuneplan 2017. Det giver flere barrierer i forbindelse med de statslige krav til den kommunale planlægning:
- Kommunen skal kunne dokumentere behovet for det nye byområde.
- Området ligger i direkte tilknytning til motorvejen. Udlæg af nye erhvervsarealer langs motorvejene skal begrænses og udlæg reserveres primært til transporttunge virksomheder. Butikker, der forhandler særlig pladskrævende varegrupper, betragtes ikke som transporttunge virksomheder.
Det er muligt, at Erhvervsstyrelsen vil gøre indsigelse mod udlægget i Forslag til kommuneplan 2017.
Retligt grundlag
Planlovens bestemmelser om kommuneplanlægning (kapitel 4).
Handlemuligheder
Erhvervs-, Plan- og Miljøudvalget kan drøfte udpegningen af arealet ved Kongevejen/Stop 39 i Slagelse til erhvervsområde med mulighed for etablering af butikker, der forhandler særlig pladskrævende varegrupper.
Vurdering
Arealet, med dets placering tæt på motorvejen og med god synlighed, er et attraktivt potentiel erhvervsområde, som investorer er interesserede i.
Udpegning af området til erhverv i Forslag til kommuneplan 2017 vil, givet de retningslinjer der er for arealudlæg, med stor sandsynlighed medføre et statsligt veto, da området ikke tænkes anvendt til transporttunge virksomheder. Med udvidelsen af Slagelse Megacenter og med udpegningen af nyt erhvervsområde til blandt andet butikker, der forhandler særlig pladskrævende varegrupper vest for omfartsvejen, er der desuden god tilstrækkelig rummelighed i Slagelse.
Økonomiske og personalemæssige konsekvenser
Ingen bemærkninger.
Konsekvenser for andre udvalg
Ingen bemærkninger.
Indstilling
Erhvervs- og Arbejdsmarkedsdirektør indstiller på forvaltningens vegne,
1.    at Udvalget drøfter udpegning af arealet ved Kongevejen/Stop 39 i Slagelse til nyt erhvervsområde med mulighed for at etablere butikker, der forhandler særlig pladskrævende varegrupper.
Beslutning i Erhvervs-, Plan- og Miljøudvalget den 3. april 2017:
Fraværende:  Johnny Persson (V)
Drøftet.
Flemming Erichsen (A), Ali Yavuz (A) og Steen Olsen (A) kunne ikke tilslutte sig at forslaget om udpegning af arealet ved Kongevejen/Stop 39 i Slagelse til nyt erhvervsområde.
Forslaget frafaldt.
Villum Christensen (I) begærede sagen i Byrådet.