Møde i udvalget d. 8. marts 2017

10.   Ansøgningspulje til renovering eller etablering af lokale køkkener på plejecentre (B)

Sagsnr.: 330-2017-12863               Dok.nr.: 330-2017-100971                                Åbent
Kompetence: Sundheds- og Seniorudvalget
Beslutningstema
Sundheds- og Seniorudvalget skal tage stilling til, om de ønsker at søge pulje til etablering eller renovering af lokale køkkener på plejecentre. 
Baggrund
I Finansloven for 2017 er afsat 425 mio. kr. i 2017 til en kommunale ansøgningspulje. Puljen kan anvendes til at renovere, etablere eller genetablere køkkener i almene plejeboliger opført efter almenboligloven §105 eller plejehjem efter servicelovens § 192. 
Formålet er, at lokale køkkener kan være med til at bringe duften af mad ind på plejecentrene og selve madlavningen tættere på de ældre. Beboerne kan derved i højere grad få indflydelse på, hvordan menuen skal sammensættes. Samtidig skabes mulighed for, at inddrage beboerne i selve planlægning og tilberedelsen af måltiderne, hvilket for mange mennesker er et vigtigt omdrejningspunkt i tilværelsen.
Retligt grundlag
Finansloven for 2017.
Handlemuligheder
I den netop udarbejdede Strategi for Leve- Bomiljø på ældreområdet, er mad og måltider en vigtig prioritet. Lokale køkkener på de enkelte afdelinger, giver en naturlig hverdagsaktivitet for beboerne, ligesom dufte fra madlavningen mm. skaber øget livskvalitet for den enkelte. Alt dette er i direkte tråd med Slagelse Kommunes Værdighedspolitik, som der fortsat arbejdes målrettet med at gøre til virkelighed på plejecentrene.
På de fleste plejecentre er der i dag, i en eller anden udstrækning, mulighed for delvis madproduktion til morgen- og middagsmad, samt bagning mm. Hovedmåltiderne leveres fra produktionskøkken.
På Møllebakken i Boeslunde vil det give god mening, at etablere køkkener på de enkelte afdelinger og dermed nedlægge det eksisterende produktionskøkken (hvor der i dag produceres morgen- og middagsmad mm.). Hovedmåltidet leveres i dag fra Skovvangs Produktionskøkken, hvilket det fortsat vil skulle.  Morgen- og middagsmad, bagning mm. vil fremover ske i plejecentrets egne køkkener på afdelingerne. Der er udarbejdet et foreløbigt økonomisk estimat over en sådan ombygning, hvilket vil blive i størrelsesordenen 1 mio. kr., som muligvis kan finansieres via ansøgning til den nævnte pulje, med ansøgningsfrist i slutningen af marts 2017.  
Alternativt kan udvalget tage stilling til:
- Ikke at påbegynde ombygning/etablering af køkkener
- At ansøge Byrådet om anlægsbevilling til formålet
- At anvende overskud i 2016 på plejecentrene samlet set til formålet.
Vurdering
Midler fra puljen kan anvendes til renovering, etablering eller genetablering af køkkener i almene plejeboliger opført efter almenboliglovens § 105 eller plejehjem efter servicelovens § 192.

Køkkenerne kan etableres i eksisterende lokaler, i tilbygninger eller ved nedlæggelse af plejeboliger. Når der er tale om almene plejeboliger skelnes der mellem servicearealer og fællesarealer.
- Hvis der er tale om fælles boligarealer, typisk på den enkelte afdeling, som del af Leve- Bomiljø. Her er der ikke krav om kommunal medfinansiering. Det betyder, at såfremt der ansøges til det ovenfor skitserede formål, kræves ingen kommunal medfinansiering.
- Hvis der er tale om servicearealer, typisk produktionskøkken, er der krav om mindst 25% kommunal finansiering. Dette er ikke aktuelt i det skitserede forslag.
Forudsætningen for tildeling af puljemidler er, at etableringen/renovering af køkken ikke får indflydelse på beboernes huslejebetaling.
Økonomiske og personalemæssige konsekvenser
Hvis ministeriet bevilger puljemidler er forudsætningen, at udgifterne afholdes i perioden 1. maj 2017 til 31. december 2017. Endeligt regnskab skal indsendes senest 1. april 2018.
Konsekvenser for andre udvalg
Ingen.
Indstilling
Erhvervs- og Arbejdsmarkedsdirektøren indstiller på forvaltningens vegne,
1.    at Sundheds- og Seniorudvalget tager stilling til, om der skal udarbejdes ansøgning til puljen som skitseret ovenfor.
Beslutning i Sundheds- og Seniorudvalget den 8. marts 2017:
Fraværende:  Jens Jørgensen (V), Kurt Rasmussen (A)
Udvalget ønsker, at der udarbejdes en ansøgning, som administrationen har skitseret.
Kunne ikke indlæse data fra Slagelse Kommunes hjemmeside.