Møde i udvalget d. 12. april 2021

538. Gensidig orientering (O)

Sagsnr.: 330-2017-90127               Dok.nr.: 330-2021-43401                                  Åbent
Kompetence: Børne- og Ungeudvalget
Beslutningstema
Børne- og Ungeudvalgets medlemmer og administrationen orienterer om aktuelle henvendelser, tiltag, projekter m.m.
Sagens indhold
1.    Orientering fra udvalgsformand
2.    Orientering fra udvalgsmedlemmer
3.    Orientering fra administrationen:
Kvartalsvis rapportering af fravær i folkeskolen
Vedhæftet findes kvartalsvis rapportering for fraværet i folkeskolen. Nedenfor fremgår de væsentligste nedslagspunkter.
Fravær i kvartalet:
-      Det generelle fravær er steget med 1,1% i gennemsnit fra 3. til 4. kvartal. Det udmærker sig i øget lovlig og ulovligt fravær samt et fald i sygefraværet. Årsagen kan være det stigende smittetryk, som fik forældre til at holde deres børn hjemme (med eller uden aftale med skolen) af frygt for smitte. Det kan også skyldes, at hjemsendte klasser registreres som lovligt fri.
-      Der er en generel stigning af fraværet på de fleste skoler. Kun fire skoler har en noget højere stigning en de resterende, og en enkelt skole fra et bemærkelsesværdigt fald i fraværet sammenlignet med de andre skoler med et fald.
Alarmlisten for skoleåret 2020/21 10. august til 5. marts:
-      Antallet af elever med 15% fravær eller derover er faldet fra 875 til 730, altså et fald på 145 elever.
-      Den 5. marts havde 14,07% af eleverne i Slagelse Kommune et fravær på 15% eller mere. Dette er et fald på 1,07% i perioden fra 3. december 2020 til 5. marts 2021.
Det vil samlet set sige, at færre elever har et fravær over 15%, men idet fraværet generelt er steget i 4. kvartal, betyder det, at de elever med over 15% fravær gennemsnitlig har et højere fravær nu end i perioden 10. august til 3. december.
Eleverne har ifølge registreringerne været mere i skole i perioden med nedlukningen end i pe
rioden før nedlukningen med fysisk tilstedeværelse. Dette kan dog skyldes, at registreringen af elevernes tilstedeværelse/fravær kan være udfordret af praksis omkring undervisningens afvikling på det enkelte klassetrin/ skole.
Årlig orientering vedrørende erhvervslinjen på Marievangsskolen og ZBC
Erhvervslinjen starter op den 1. august 2021 for elever på 8. og 9. klassetrin. Projektet er i en fase, hvor kendskab til erhvervslinjen udbredes, og hvor elever og deres forældre skal afklare, om eleverne skal søge ind på erhvervslinjen. Der har været følgende tiltag:
-         Afholdelse af virtuelt møde med alle skoleledere, udskolingslærere og UU-vejledere i Slagelse Kommune. Målgruppe, struktur og indhold er blevet præsenteret.
-         Afholdelse af virtuelt forældremøde for 7. og 8. årgangs forældre på Marievangsskolen. Her har ligeledes været fokus på målgruppe, struktur og indhold.
-         Afholdelse af virtuelt møde for interesserede elever den 8. marts 2021.
-         Marievangsskolen har haft telefonisk kontakt med en række skoler i Slagelse Kommune for en nærmere undersøgelse af interesserede elever. UU-vejledningen har i eget netværk også spurgt yderligere ind til interesserede elever.
-         Den 23. marts 2021 afholdes virtuelt møde for interesserede elever og forældre.
-         Den 8. april 2021 afholdes fysisk møde (hvis retningslinjerne tillader det) for interesserede elever og forældre. Mødet afholdes både på Marievangsskolen og ZBC så begge lokaliteter præsenteres.
Der afholdes ugentlig møde med deltagere fra ZBC, UU-vejledning samt Marievangsskolen. På møderne evalueres ugens tiltag samt fremadrettede arbejdsopgaver.
Der har generelt været en positiv tilbagemelding fra lærere samt interesserede elever og forældre. Tilbuddet opfattes som relevant og interessant for elever, som profiterer af en praksisorienteret undervisning.
Årlig orientering vedrørende optag og resultater på Kunsttalentklassen på Skælskør Skole
Byrådet besluttede i august 2015 at etablere en kunsttalentklasse (herefter k-klasse) som led i kommunens talentstrategi på skoleområdet. Formålet med k-klassen er at give unge mulighed for at forfølge deres talent inden for de kunstneriske fag i folkeskoleregi. Tilbuddet om k-klasse blev etableret på Skælskør Skole, og den første klasse på 7. årgang startede op i skoleåret 2016-2017.
Administrationen har tidligere udarbejdet en evaluering af tilbuddet om kunsttalentklasse, som bl.a. havde fokus på elevernes fastholdelse og forbedring af faglige præstationer, elevernes tilfredshed med tilbuddet og højere deltagelse af eleverne i f.eks. konkurrencer, koncerter, udstillinger m.v.
Hidtil har optaget på 7.K i skoleåret 2019-2020 været på 24 elever. For skoleåret 2020-2021 er optaget oppe på 28 elever. Til sammenligning har optaget i 7.K tidligere varieret mellem 19 og 23 elever.
Det gennemsnitlige karaktergennemsnit for 9.K i skoleåret 2019-2020 svarer til gennemsnittet for alle elever i 9. klasse på Skælskør Skole.
Indstilling
Kommunaldirektøren indstiller,
1.    at Børne- og Ungeudvalget orienteres.
Beslutning i Børne- og Ungeudvalget den 12. april 2021:
Fraværende: 
At 1 - Taget til orientering.
Dorthe Christiansen orienterede om en hændelse på en folkeskole.