Møde i udvalget d. 2. februar 2021

9.     Resultater fra brugertilfredshedsundersøgelsen i hjemmeplejen 2020 (O)

Sagsnr.: 330-2021-3563                 Dok.nr.: 330-2021-12949                                            Åbent
Kompetence: Forebyggelses- og Seniorudvalget
Beslutningstema
Udvalget orienteres om resultaterne af brugertilfredshedsundersøgelsen i hjemmeplejen, der er gennemført i efteråret 2020.
Baggrund
På udvalgsmøde den 06.03.2013 blev det besluttet, at der skal laves en kvantitativ brugerundersøgelse i hjemmeplejen hvert andet år med start i 2014.
Brugertilfredshedsundersøgelsen i hjemmeplejen i 2020 en del af tilsyn og opfølgning på tilbud efter servicelovens §83 og 83a til borger i eget hjem, som beskrevet i tilsynspolitikken, der er principgodkendt på Sundheds- og Seniorudvalgsmøde den 06.12.2017.
Tidligere er brugertilfredshedsundersøgelsen i hjemmeplejen blevet gennemført via spørgeskema, der er blevet sendt til udvalgte borgere.
I 2020 er undersøgelsen blevet digitaliseret, så den blev gennemført med telefoninterview via eksternt konsulenthus. Ved at lade professionelle telefoninterviewere gennemføre spørgeskemaundersøgelsen er det blevet nemmere for borgeren at besvare spørgsmålene. Telefoninterviewene sikrede også at svarene var borgerens egne oplevelse i forhold til den hjælp de modtog eller havde modtaget, og ikke pårørende eller andre.
1657 borgere blev forsøgt kontaktet, hvoraf 710 borgere svarede telefonen, og 556 borgere ønskede at deltage i undersøgelsen. Det giver en svarprocent på 78% af dem der blev opnået kontakt til.
Konsulenthuset har udarbejdet to rapporter for hjemmeplejen. En hovedrapport, der er vedlagt som bilag, samt en rapport, der er opdelt på hjemmeplejeområder, og som områderne arbejder med lokalt.
Resultater
Overordnet viser brugertilfredshedsundersøgelsen et positivt billede af hjemmeplejen. Stort set alle parametre er blevet forbedret eller har holdt status quo i forhold til undersøgelsen i 2018. I det følgende gives en opsummering af de væsentligste resultater af hjemmeplejeundersøgelsen sammenlignet med 2018 undersøgelsen.
·         Borgerne er alt i alt meget tilfredse med hjemmeplejen. Størstedelen, ca. 84%, af de adspurgte borgere har enten svaret ”tilfreds” eller ”meget tilfreds”. Ca. 7% har svaret ”utilfreds” eller ”meget utilfreds”. I 2018 var disse tal henholdsvis 62% og 4%.
·         Der er stor tilfredshed blandt borgerne, når det kommer til den praktiske hjælp. 85% er tilfreds eller meget tilfreds. Ca. 5% af de adspurgte er utilfredse. I 2018 var disse tal henholdsvis 64% og 9%. Der er altså sket en markant forbedring ift. sidste måling.
·         Samme billede gør sig gældende i forhold til den personlige hjælp de ældre modtager. Her er 89% tilfreds eller meget tilfreds. Mens 5% er utilfreds eller meget utilfreds. I sidste måling var disse tal 72% og 4%. Så også her er der en markant forbedring af oplevelsen af den service, der tilbydes i forhold til personlig hjælp.
·         Ni ud af ti oplever, at hjælperen udfører den hjælp, der er blevet tildelt. I 2018 var det otte ud af ti, som havde samme oplevelse.
·         97% af borgerne oplever, at hjælperen er venlig overfor dem og 92% mener, at hjælperne udviser respekt overfor dem. I den tidligere måling i 2018 var disse tal henholdsvis 91% og 84%.
·         Ni ud af ti oplever, at hjælperen tager hensyn til deres behov og ønsker, når de hjælper dem. I 2018 var det tal syv ud af ti.
·         8 ud af 10 svarer ja til, at den hjælp de får fra tekniske hjælpemidler betyder, at de bedre kan gøre ting, der er vigtige for dem. Tidligere var det tal 6 ud af 10.
·         Der er stadig en femtedel, der vurderer, at de ikke har medbestemmelse i forhold til hvilke tekniske hjælpemidler, de anvender. Det er det samme antal som for to år siden.
·         Oplevelsen i forhold til, om hjælperne kender borgerne og deres historie er steget fra 33% til 57%.
·         Der er en markant stigning i oplevelsen af, at hjælperen støtter borgeren i at kunne klare flest mulige dagligdagsting selv. Andelen af positive svar er steget fra 38% i 2018 til 61% i 2020 undersøgelsen.
·         I forhold til mødestabilitet og tilbagemelding er der også sket en forbedring. 70% af borgerne oplever, at hjælperen kommer til tiden og kun 23% oplever ikke at hjælperen giver besked, når de er forsinket i mere end 30 min. Denne oplevelse var i 2018 henholdsvis 50% og 39%.
Der er i alle ovenstående eksempler ikke væsentlig forskel på den kommunale og private hjemmepleje i forhold til oplevelsen af tilfredshed på de enkelte områder.
Retligt grundlag
Serviceloven §83 og §83
Handlemuligheder
Vurdering
Det er administrationens vurdering, at brugertilfredshedsundersøgelsen giver et generelt positivt billede af tilfredsheden i hjemmeplejen. Det er meget positivt, at stort set alle områder er forbedret i forhold til seneste måling i 2018. Specielt er den overordnede tilfredshed med hjemmehjælpen steget markant. Ligeledes er det positivt, at der ikke er en markant forskel i serviceniveauet fra de enkelte områder samt privat og kommunal hjemmepleje.
Samtidig vurderer administrationen, at der stadig er opmærksomhedspunkter, eksempelvis:
·         Næsten 1 ud af 4 oplever stadig, at hjælperen ikke giver besked, hvis de er forsinket i mere end 30 min.
·         Selvom oplevelsen af, at hjælperen støtter borgeren i at kunne klare flest mulige dagligdagsting selv er steget fra 38% til 61%, bør det fortsat være et opmærksomhedspunkt i den fremtidige indsats.
Disse opmærksomhedspunkter vil der blive sat fokus på i hjemmeplejen i det fremadrettede arbejde.
Økonomiske og personalemæssige konsekvenser
Ingen bemærkninger.
Konsekvenser for andre udvalg
Ingen bemærkninger.
Indstilling
Centerchefen for Sundhed og Ældre indstiller,
1.    at Udvalget tager orienteringen til efterretning.
2.    at Udvalget sender brugertilfredshedsundersøgelsens resultater til orientering i Ældrerådet og Handicaprådet.
Beslutning i Forebyggelses- og Seniorudvalget den 2. februar 2021:
Fraværende: 
At 1)
Udvalget tog orienteringen til efterretning
At 2)
Udvalget sender  brugertilfredshedsundersøgelsens resultater til orientering i Ældrerå-det og Handicaprådet.