Møde i udvalget d. 5. februar 2018

13.   Godkendelse af anlægs- og driftsbidrag for private vandforsyninger for 2018 (B)

Sagsnr.: 330-2017-85449               Dok.nr.: 330-2018-40181                                            Åbent
Kompetence: Byrådet
Beslutningstema
Der skal tages stilling til, om taksterne (anlægs- og driftsbidrag) for 15 private vandværker og et forsyningsselskab (Frølunde Forsyning) i Slagelse Kommune kan godkendes. Taksterne for de 15 vandværker og forsyningsselskabet kan ses på bilag.
Baggrund
Almene vandforsyninger skal fastsætte takster en gang årligt. Taksterne skal godkendes af Byrådet. Det er dog ikke alle vandforsyninger, der hvert år fremsender taksterne til godkendelse. Hvis en vandforsyning ikke indsender deres takstblad hvert år til godkendelse, så er det det senest godkendte takstblad, som er gældende.
Taksterne består af et anlægs- og driftsbidrag. Anlægsbidraget er et engangsbidrag, der opkræves, når en ejendom tilsluttes til vandforsyningen. Driftsbidraget opkræves hvert år og består af et fast bidrag samt en kubikmeterpris. Vandforsyningen fastsætter taksterne i et takstblad, der gælder for levering af drikkevand i hele vandforsyningens forsyningsområde.
De fastsatte takster skal efterfølgende godkendes af Byrådet. Ved godkendelsen skal kommunen foretage legalitetskontrol, dvs. en kontrol at, at taksterne er fastsat i overensstemmelse med vandforsyningsloven. Byrådet skal sikre, at de fremlagte takster er i overensstemmelse med følgende principper:
· at taksterne opfylder ”Hvile i sig selv princippet” – Pengene skal bruges til lovlige formål i henhold til lovgivningen, og vandforsyningen må ikke opsamle uforholdsmæssigt stor formue.
· at taksterne opfylder ”ligebehandlingsgrundsætningen” - at ens borgere behandles lige.
Takster for vandforsyninger
De vandforsyninger, som har sendt takster til godkendelse for 2018, er markeret med gult i bilaget. Bilaget viser også de vandforsyninger, som ikke har sendt takster for 2018 til godkendelse. Der er derudover for hver vandforsyning beregnet, hvor meget drikkevand koster for en husstand med et årligt forbrug på 100 m3 inkl. afgifter og moms.
Taksterne for SK Vand (forsyningsselskabet) er godkendt af Byrådet på mødet d. 18. dec. 2017.
Retligt grundlag
Kommunens godkendelse af vandforsyningernes takster sker i henhold til vandforsyningslovens § 53. Taksterne skal godkendes hvert år.
Handlemuligheder
Byrådet kan vælge enten at godkende taksterne for anlægs- og driftsbidragene for 2018 for 15 vandværker og et forsyningsselskab eller vælge ikke at godkende dem. Byrådet kan som hovedregel ikke fastsætte andre takster end dem, der er foreslået af vandforsyningerne.
Hvis Byrådet ikke kan godkende taksterne, skal beslutningen begrundes. Slagelse Kommune skal herefter indgå i en forhandling om at nå til enighed om taksterne.
Vurdering
Center for Teknik og Miljø vurderer, at vandforsyningerne overholder gældende lovgivning og tidligere nævnte principper, og anbefaler derfor at taksterne godkendes.
Økonomiske og personalemæssige konsekvenser
Ingen bemærkninger.
Konsekvenser for andre udvalg
Ingen bemærkninger.
Indstilling
Centerchefen for Teknik og Miljø indstiller, at det anbefales over for Økonomiudvalget og Byrådet,
1.    at anlægs- og driftsbidrag godkendes for 15 vandværker samt et forsyningsselskab.
Beslutning i Miljø-, Planlægning- og Bæredygtighedsudvalget den 5. februar 2018:
Fraværende:  Knud Vincents (V)
Udvalget erklærede Knud Vincents (V) inhabil som Formand for Bisserup Vandværk.
Anbefales.