Møde i udvalget d. 6. november 2017

6.     Væksttiltaget kreativ klynge i Skælskør (B)

Sagsnr.: 330-2017-73204               Dok.nr.: 330-2017-639530                                          Åbent
Kompetence: Økonomiudvalget
Beslutningstema
Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget skal anbefale overfor Økonomiudvalget, hvordan der skal arbejdes videre med væksttiltaget kreativ klynge (tidligere bo- og oplevelsesklynge) i Skælskør på baggrund af den vedhæftede kortlægning af effekterne af Skælskørs design- og kunstmiljø.
Baggrund
Indledningsvis skal det defineres, hvad der i det følgende menes med begrebet klynge. Definitionen er inspireret af Skive Kommune, som arbejder med turismeudvikling i oplevelsesklynger: ”Gruppe af virksomheder, foreninger eller enkeltpersoner, der er lokaliseret tæt ved hinanden geografisk/tematisk, og som samarbejder på et strategisk niveau med andre virksomheder, offentlige myndigheder og vidensmiljøer, fordi det giver konkurrencemæssige fordele, som en enkelt virksomhed ikke kan opnå”.
Økonomiudvalget har med kommunens strategi ”Vækst i Balance” fra juni 2015 ønsket at få afdækket potentialet i en indsats, der kaldes ”Kreativ klynge i Skælskør” med henblik på dels at løfte Skælskør ind i et nyt strategisk samarbejde, dels at lære af ”Skælskør-modellen” for at udbrede den til andre steder i kommunen.
Skælskør er en by, som er i en positiv udvikling, og hvor kunsten og kulturen er en del af denne udvikling. Men hvilke konkrete effekter har det specialiserede keramik-, design- og kunstmiljø haft for byens udvikling? Hvilke effekter har det for Slagelse Kommune? Hvordan er effekterne skabt? Hvad kan andre lære af Skælskør? Og hvordan kan en strategisk satsning på videreudvikling og positionering af miljøet være driver for positiv by- og erhvervsudvikling også i fremtiden?
Der er nu foretaget en systematisk kortlægning af, hvilke effekter der er skabt og hvordan. Kortlægningen er udarbejdet i en rapport sammen med de relevante aktører i Skælskør. For nærmere metodebeskrivelse se bilag. Rapporten sammenfatter effekterne af Skælskørs design- og kunstmiljø i forhold til erhvervs- og byudvikling med fokus på resultater, effekter og læring. Der er endvidere udviklet anbefalinger til, hvordan man styrker og udbreder effekterne til gavn for både Skælskørs udvikling samt som inspiration til øvrige miljøer med tilsvarende potentiale.
Rapportens konklusion
Der stilles skarpt på tre overordnede forandringer, der har skabt fundamentet for succes.
1. Styrket mulighed for at engagere sig og opleve kunst og kultur
Der er en høj grad af tilgængelighed omkring et ellers meget specialiseret miljø. Det er opnået via et dedikeret relations- og netværksarbejde, der har bygget bro mellem borgere, kunstnere og erhvervsaktører.
2. Nye iværksættere og mere nytænkning i byens erhverv
Der er en kritisk masse af kunstneriske talenter og dermed en høj grad af videndeling og netværk. Der er gode støttefunktioner for iværksætterne, og de har en afsmittende effekt på særligt detailhandlen.
3. Skælskørs identitet træder frem for både nye borgere og turister
Fortællingen om Skælskør vækker stolthed blandt borgerne, og historien har sat fysiske spor i byrummet og det lokale handelsliv. Der er overensstemmelse mellem byens fortælling, brand for byen og det oplevelsestilbud, som byen rummer.
Rapportens anbefalinger
Hvis den positive udvikling skal fortsætte, er der behov for en strategisk indsats, der kan positionere Skælskør yderligere.
1. Skælskør skal stå stærkere som destination for kunstinteresserede
Der skal arbejdes målrettet med området som destination og oplevelsestilbud for turister med særlig interesse for kunst og design såvel som for talenter, der ønsker gode rammer for udvikling.
2. Talentmassen og de kreative erhverv som fyrtårn
Det høje faglige niveau og iværksætteriet indenfor særligt keramik skaber et potentiale for et nyt erhvervsmæssigt fyrtårn i kommunen. De kreative iværksættere skal anerkendes og behandles som en selvstændig erhvervsgruppe, og der skal iværksættes aktiviteter og services, der kan videreudvikle og understøtte deres udvikling. Bl.a. gennem kompetenceudvikling indenfor hhv. talent- og forretningsudvikling.
3. Ildsjælenes arbejde skal understøttes
En stor del af udviklingen hviler på skuldrene af et stort frivilligt engagement. Der er behov for at understøtte dette engagement med tværgående koordinering og samarbejde samt nem og fleksibel adgang til udviklingsmidler. Dertil at kommunen bør hjælpe med at dokumentere effekten af de frivilliges arbejde.
Retligt grundlag
Kommunalfuldmagten
Handlemuligheder
Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget kan:
a) Anbefale overfor Økonomiudvalget, at der arbejdes videre med rapportens anbefalinger sammen med aktørerne i Skælskør
b) Bede forvaltningen komme med yderligere oplysninger
Vurdering
Det er administrationens vurdering, at den systematiske kortlægning er et vigtigt fundament for at arbejde fokuseret på at løfte Skælskørs succes ind i et nyt strategisk samarbejde samt at bruge viden om, hvordan effekterne er skabt, til at udnytte potentialer i andre dele af kommunen.
Administrationen anbefaler, at kortlægningen bruges til at udarbejde en samlet handleplan for, hvordan kommune, ildsjæle, kunstnere og erhvervsdrivende kan udvikle Skælskør til en attraktiv kreativ klynge. Handleplanen skal udvikles sammen med de nævnte aktører på baggrund af rapportens anbefalinger.
En handleplan vil kunne fremlægges for nye udvalg primo 2018. Handleplanen bør være med til at skabe merværdi i forhold til de midler, som kommunen allerede investerer i lokale aktiviteter og projekter i Skælskørområdet.
Økonomiske og personalemæssige konsekvenser
Ingen bemærkninger.
Konsekvenser for andre udvalg
Byrådet besluttede den 29. juni 2015 at forankre Vækstdagsordenen i Økonomiudvalget. Økonomiudvalget besluttede på mødet den 14. marts 2016, at projektet skulle forankres i Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget. En handleplan bør fremlægges for et fremtidigt erhvervsudvalg, da der vil være indsatser, der relaterer sig til erhvervsfremme.
Indstilling
Erhvervs- og arbejdsmarkedsdirektøren indstiller,
1.    at Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget anbefaler overfor Økonomiudvalget, at der arbejdes videre med rapportens anbefalinger for at løfte Skælskørs potentiale ind i en kreativ klynge