Møde i udvalget d. 6. september 2017

6.     Kommunalt tilbud om vederlagsfrit fysioterapitilbud på Storebæltskolen (B)

Sagsnr.: 330-2017-59069               Dok.nr.: 330-2017-529122                                Åbent
Kompetence: Sundheds- og Seniorudvalget
Beslutningstema
Baggrund
Storebæltskolen er en børnespecialskole, der tilbyder vidtgående specialundervisning efter folkeskolelovens § 20, stk. 2 for elever med generelle indlæringsvanskeligheder begrundet i udviklingshæmning. På skolen er der børn, der i skoletiden træner under den vederlagsfrie ordning. Skolen har i en årrække stillet egne lokaler til rådighed for praktiserende fysioterapeuter under den vederlagsfrie ordning. Aktuelt leveres der fra tre forskellige klinikker.

På Storebæltskolen er der ansat ergo- og fysioterapeuter til at varetage undervisningsrelateret terapi. Det betyder, at nogle børn på skolen ser både en kommunalt ansat terapeut og en privatpraktiserende terapeut.
Storebæltskolens ledelse og personale har udtrykt et ønske om at byde ind på den vederlagsfrie ordning til skolens børn. De beskriver, at de derved kan give bedre muligheder for koordinering af den samlede terapeutiske indsats for barnet ift. de målsætninger, der laves mellem barn, forældre, praktiserende læge og skole. Det fremhæves, at børn og forældre vil få færre fagpersoner, de skal være i kontakt med.

Danske fysioterapeuter har i et udspil i foråret 2017 understreget, at de gerne ser, at kommunerne tager et større ansvar ift. vederlagsfri tilbud til børn og beboere på kommunens institutioner. Danske fysioterapeuter mener, at målgruppen har større behov for koordiner­ing, da de typisk modtager en lang række andre tilbud end vederlagsfri fysioterapi i forbindelse med blandt andet skolegang og fritidsaktiviteter. Danske fysioterapeuter fremhæver, at reglerne på området lægger op til en model med kommunalt tilbud til denne gruppe, men det er kun implementeret i meget begrænset omfang (Bilag 1).
De lokale praktiserende fysioterapeuter er ikke direkte adspurgt ift. børnene på Storebæltskolen, men de gav i november udtryk for, at de gerne så, at Slagelse kommune tog ansvar for den vederlagsfrie fysioterapi i sager med stor koordinering – som gældende for beboere på plejecentre og boenheder.

Fra januar til april 2017 har 17 børn fra Storebæltskolen modtaget vederlagsfri fysioterapi på skolen. Udgiften hertil har været 139.620 kr. svarende til en årlig udgift på omkring 420.000 kr. Svarende til en gennemsnitlig årlig udgift pr. barn på 24.705 kr.
Retligt grundlag
Sundhedsloven §140a
Handlemuligheder
Administrationen ser følgende handlemuligheder
1) At vederlagsfri fysioterapi til børnene på Storebæltskolen forbliver hos de praktiserende fysioterapeuter.
2) At der etableres kommunal vederlagsfri fysioterapitilbud til børnene på Storebæltskolen. Skolen tildeles midler til driften af ordningen fra Center for Sundhed og Ældre. Storebæltskolen tildeles 80 procent af gennemsnitstaksten pr. barn, de behandler i ordningen. Gennemsnitstaksten prisfremskrives med samme procentdel som overenskomsten i den vederlagsfrie ordning.
Beregningen for kommende år udregnes i september, ud fra antal henviste børn til ordningen på Storebæltskolen. Derved sker en årlig regulering af taksten, som sikrer, at der tildeles midler svarende til antal visiterede børn. Begge parter accepterer et udsving på 10 procent. Ved udsving derover indkaldes til nyt møde, hvor der tages stilling til regulering af årets takst.
3) At der etableres kommunal vederlagsfri fysioterapitilbud til børnene på Storebæltskolen. Skolen tildeles midler til driften svarende til leverede ydelser, men med 80 procent af taksten i den gældende overenskomst for den vederlagsfrie ordning. Midlerne tildeles fra Center for Sundhed og Ældre. Storebæltskolen dokumenterer aktiviteten under ordningen og honoreres for hvert kvartal.

Børn, der behandles under den vederlagsfrie ordning – både hos privatpraktiserende og ved en kommunal vederlagsfri ordning – skal henvises fra egen læge. Brugere af ordningen har frit valg mellem leverandører.
Såfremt der oprettes kommunal vederlagsfri ordning på Storebæltskolen, skal skolen sikre, at der sker information og dialog med: Børn og forældre, Praktiserende læger og Praktiserende fysioterapeuter.
Informationen og dialogen skal både ske, inden ordningen går i gang, og løbende, mens skolen har iværksat ordningen.
Hvis der vælges model 2, laves der ved udgangen af september en validering af gennemsnits taksten, som skal danne endelig grundlag for den fremadrettede takst.
Vurdering
Det er administrationens vurdering, at etablering af kommunal vederlagsfri ordning på Storebæltskolen vil have positiv påvirkning for den oplevede kvalitet hos både barn, forældre og fagpersoner omkring barnet. Det er samtidig administrationens vurdering, at forældrene vil tilvælge Storebæltskolen som leverandør af ordningen – primært for at opnå færrest mulige at skulle koordinere med i hverdagen. Udgiften til målgruppen vil falde, hvis Storebæltskolen overtager den vederlagsfrie fysioterapi.

Samtidig er det administrationens vurdering, at 80 procent af taksten, som er samme ramme, Sundhed og Træning leverer under, er rimelig. Storebæltskolen har ikke etableringsudgifter eller yderligere huslejeudgifter ved driften af den vederlagsfrie fysioterapi.
Administrationen anbefaler løsningsmodel 2, da den sikrer tilpasning af udgiften ift. antallet af brugere. Samtidig vurderes det, at løsningsmodel 2, er den ordning, der kræver mindst tid at administrere.
For de børn, der modtager vederlagsfri fysioterapi på Storebæltskolen, vil etablering af kommunal vederlagsfri fysioterapi have positiv effekt på udgiften til ordningen.
Det er uvist, om det har en påvirkning på den samlede udgift til den vederlagsfrie ordning. Klinikkerne har tidligere givet udtryk for, at de er presset på kapaciteten ift. at levere den mængde af fysioterapi, deres klienter efterspørger under den vederlagsfrie ordning. Ved en kommunal vederlagsfri ordning på børneområdet kan det frigive kapacitet hos de praktiserende.
Økonomiske og personalemæssige konsekvenser
I hele 1.000 kr.
Politikområde
2017
2018
2019
2020
Bevillingsønske
 
 
 
 
 
Drift
7.02, sundhedstilbud, vederlagsfrit fys. tilbud
0
336
336
336
Drift
7.02, myndighed, bet. t. region vederlagsfri fys.
0
-336
-336
-336
Anlæg
 
 
 
 
 
Afledt drift
 
 
 
 
 
Finansiering
 
 
 
 
 
Afsat rådighedsbeløb
 
 
 
 
 
Kassen
 
 
 
 
 
Konsekvenser for andre udvalg
Ingen
Indstilling
Erhvervs- og Arbejdsmarkedsdirektøren indstiller på forvaltningens vegne,
1.    at Sundheds- og Seniorudvalget beslutter at iværksætte etablering af kommunal vederlagsfri ordning fra januar 2018 på Storebæltskolen.
2.    at Sundheds- og Seniorudvalget beslutter model 2 som afregningsmodel.
Beslutning i Sundheds- og Seniorudvalget den 6. september 2017:
Fraværende: 
Godkendt.
Udvalget ønsker at få en status for ordningen om 1 år.