Møde i udvalget d. 7. august 2017

23.   Status for naturprojekter 2016 (O)

Sagsnr.: 330-2010-55640               Dok.nr.: 330-2017-472564                                          Åbent
Kompetence: Erhvervs, Plan- og Miljøudvalget
Beslutningstema
Der orienteres om udførte naturprojekter i 2016, eksklusiv vandløbsområdet.
Baggrund
Center for Teknik og Miljø udfører årligt en række naturprojekter med udgangspunkt i Slagelse Kommunes Kommuneplan (Naturnetværk), Naturkvalitetsplanlægning og Natura 2000-handleplan.
Status for naturprojekterne, der ligger indenfor Natur driftskonto og Natura 2000 konto, har årligt været afrapporteret senest for Erhvervs-, Plan- og Miljøudvalget den 1. februar 2016.
Center for Teknik og Miljø orienterede på samme møde om effekterne af den samlede naturindsats i perioden 2007-15. Vurderingen var, at indsatsen har medført tydelige forbedringer i strukturen på de lysåbne naturtyper som enge og overdrev, hvormed vilkårene for lyskrævende plante dyr er forbedret. For klokkefrøen er der gjort en særlig stor indsats, og arten har nu en væsentligt større udbredelse i kommunen end i årtier. En meget stor indsats med anlæggelse af vådområder har betydet forbedrede forhold for den generelle flora og fauna, og der ses nye forekomster af truede arter som dværgterne og klyde. Flere af de nye naturområder tiltrækker mange besøgende, eksempelvis er det nye 40 ha store naturområde ved Halsskov meget populært. Yderligere beskrivelse findes i orienteringen af 1. februar 2016.
Projekter udført i 2016 er beskrevet i bilag 1. Projekternes beliggenhed fremgår at bilag 2 (kortbilag).
Slagelse Kommunes indsats på naturområdet i 2016 har primært taget afsæt i:
· Naturkvalitetsplanen 2009-2013 med opfølgende registreringer for markfirben og tillæg for spredningskorridor for padder.
· Natura 2000-handleplan
· Mosen på Omø. Vådområdeprojekt.
· Bilag IV-projektet 2016-2019
· SemiAquatic-LIFE projekt for truede arter i Natura 2000 området.
Flere af projekterne er løftet via store økonomiske tilskud fra staten og EU. Til del af Bilag IV-projektet søges der aktuelt om fondsstøtte.
Naturkvalitetsplan, Natura 2000 handleplan, Mosen på Omø vådområdeprojekt og SemiAquatic-LIFE projektet kan ses på kommunens hjemmeside slagelse.dk
De fleste indsatser i 2016 har været udført i samarbejde med private lodsejere. Dog er Halseby Naturpark udført i samarbejde med SK-Forsyning, Entreprenørservice, Tårnborg Lokalråd og Naturskolen og på Halsskov Overdrev er der indgået samarbejde med Islandsk Hestegræsserforening, således at der nu både kan opleves Galloway-kvæg og en stor flok af islandske heste. Nytteindsatsen på Hulby Møllegård, Jobcenteret har gjort en stor indsats på Halsskov Overdrev for at fjerne eng-brandbæger.
Retligt grundlag
Natura 2000-handleplanen, som kommunen er pligtig til at søge realiseret, er forankret i Miljømålsloven.
Handlemuligheder
Vurdering
Center for Teknik og Miljø vurderer, at den omfattende indsats på naturområdet i 2016 vil bidrage til realiseringen af Natura 2000-handleplanen og vil forbedre levevilkårene for den flora og fauna, der søges fremmet i forbindelse med kommunens naturkvalitetsplanlægning og kommuneplanlægning. Vurderingen er, at naturforbedringerne også vil bidrage til forbedrede oplevelsesmuligheder for såvel kommunens borgere som turister.
Økonomiske og personalemæssige konsekvenser
Den fremadrettede naturindsats forventes som hidtil at blive finansieret via Natur-driftskonto, Natura 2000-driftskonto og via statstilskud og EU-midler. Der vil også fremadrettet være opmærksomhed på, om der er projekter, som kunne være af interesse for fonde at støtte.
Konsekvenser for andre udvalg
Ingen.
Indstilling
Erhvervs- og Arbejdsmarkedsdirektøren indstiller på forvaltningens vegne,
1.    at  orientering tages til efterretning.
Beslutning i Erhvervs-, Plan- og Miljøudvalget den 7. august 2017:
Fraværende: 
Taget til efterretning.
Udvalget ønsker en nærmere evaluering af de enkelte projekter, som er udført gennem årene.
Udvalget ønsker, at administrationen udarbejder en naturplan.