Møde i udvalget d. 25. maj 2021

4.     Borgerrådgiverens årsberetning 2020 (O)

Sagsnr.: 330-2021-34162               Dok.nr.: 330-2021-165249                                          Åbent

Kompetence:

Byrådet

Beslutningstema

Orientering om borgerrådgiverens virksomhed for 2020

Sagens indhold

Årsberetningen dækker perioden fra 1. januar til 31. december 2020.

I beretningen orienterer borgerrådgiveren om antallet af henvendelser fra borgere, typer af henvendelser og om borgernes klager. Desuden orienterer borgerrådgiveren om de overordnede forhold, som ikke er tilfredsstillende og kommer med anbefalinger til forvaltningens arbejde med at forbedre sagsbehandlingen og borgerbetjeningen.

Det fremgår af beretningen, at borgerrådgiveren i 2020 har modtaget 401 henvendelser fra borgere, en stigning i forhold til de 372 henvendelser, som borgerrådgiveren modtog i 2019. Antallet af klager over sagsbehandlingen er faldet fra 90 i 2019 til 64 i 2020.

Borgerrådgiveren påpeger, at 2020 har været præget af coronapandemien og de restriktioner, som er blevet iværksat af myndighederne. Det har betydet andre typer af henvendelser til borgerrådgiveren. Nogle borgere har været bekymrede for, om kommunen kunne yde den nødvendige hjælp, andre borger har ønsket vejledning om rettigheder og pligter efter de midlertidige love og bestemmelser, som er udstedt i perioden.

Borgerrådgiveren antager, at coronapandemien og konsekvenserne af den har haft betydning både for det stigende antal henvendelser og det faldende antal klager. Borgerne har haft brug for en hurtig afklaring, men færre har ønsket at klage.

Borgerrådgiveren henviser til, at det har krævet stor fleksibilitet og en ekstra indsats fra forvaltningen at løse nogle af de udfordringer, som restriktionerne har medført for borgerne. Der har generelt været stor imødekommenhed, når borgerrådgiveren har kontaktet de enkelte fagcentre for at finde en løsning.

Borgerrådgiveren konkluderer, at kommunen på nogle specifikke områder ikke har levet op til god forvaltningsskik, lovgivningens krav og de vedtagne servicemål for borgerkontakt. Sagsbehandlingstiden er fortsat det område, som fører til flest klager, men borgerne klager også over, at de ikke har haft mulighed for at medvirke ved behandlingen af deres sag.

Det er borgerrådgiverens vurdering, at de forvaltningsretlige kompetencer er forskellige fra fagområde til fagområde. Målet må være, at sagsbehandlingen i alle dele af forvaltningen er gennemsigtig, af høj faglig kvalitet og forståelig for borgerne.

En af borgerrådgiverens anbefalinger er, at det bliver et særligt indsatsområde at sikre tilstrækkelige forvaltningsretlige kompetencer overalt i kommunen. En anden anbefaling er, at forvaltningen i komplekse sagsforløb prioriterer at skabe overblik og inddrage borgeren, hvis der er tegn på, at samarbejdet ikke fungerer.

Retligt grundlag

Det fremgår af § 6 i Vedtægt for borgerrådgiveren, at borgerrådgiveren skal afgive en årlig beretning til Byrådet, hvor borgerrådgiveren redegør for sin virksomhed, herunder eventuelle konstateringer af overordnede forhold inden for borgerrådgiverens kompetence, som ikke er tilfredsstillende i kommunens sagsbehandling, borgerbetjening mv. Borgerrådgiveren kan i den forbindelse fremkomme med forslag og anbefalinger til kommunens politiske ledelse, borgmesteren eller forvaltninger. Beretningen offentliggøres.

Det fremgår af § 21 i borgerrådgiverens vedtægt, at årsberetningen skal indeholde oversigter over antallet af behandlede sager samt resultatet af behandlingen. Årsberetningen skal også indeholde en beskrivelse af de generelt konstaterede problemer vedrørende sagsbehandlingen og borgerrådgiverens forslag til forbedring af de konstaterede generelle problemer. Årsberetningen skal desuden indeholde forvaltningens beskrivelse af, hvad der i løbet af året har været af tiltag til at imødekomme de problemer, som borgerrådgiveren har påpeget. Borgerrådgiveren skal drøfte årsberetningen med de respektive udvalgsformænd, direktionen samt de respektive forvaltningsledelser.

På Byrådets møde den 26. maj 2015 blev Økonomiudvalget pålagt at varetage den forberedende sagsbehandling vedrørende borgerrådgiverens område. Borgerrådgiverens årsberetning forlægges derfor Økonomiudvalget forud for forelæggelsen i Byrådet.

Handlemuligheder

Ingen bemærkninger.

Vurdering

Ingen bemærkninger.

Økonomiske og personalemæssige konsekvenser

Ingen bemærkninger.

Tværgående konsekvenser

Ingen bemærkninger.

Indstilling

Borgerrådgiveren indstiller,

1.    at Økonomiudvalget anbefaler Byrådet at tage Borgerrådgiverens årsberetning for 2020 til efterretning.

Bilag

330-2021-168884

Borgerrådgiverens årsberetning 2020

Beslutning i Økonomiudvalget den 25. maj 2021:

Fraværende: 

At 1 - Anbefales til Byrådets godkendelse.

Økonomiudvalget hæfter sig ved de tre særligt udpegede udviklingsområder; sikring af de grundlæggende forvaltningsretslige kompetencer og god forvaltningskultur/skik, fokus på tidlig indgriben, hvor der er risiko for at samarbejdet mellem borger og administration er på vej til at bryde sammen og fokus på mæglingsfunktionen.

Økonomiudvalget anbefalede, at borgerrådgiveren indgår i dialog med fagudvalgene og ikke kun udvalgsformændene.